Læsetid: 4 min.

Dét ekstra blad!

Herligt værk i jubilæumsårets udgang om den ofte problematiske, men uoverselige tabloid
8. december 2004

Ny bog
Fredag aften den 12. februar 1904 skete det første gang: Politiken sendte et ekstra blad på gaden med meddelelsen om, at Japan havde erklæret Rusland krig. Mener nogen, at vore dages medier oversvømmes af reklamer, skal man ikke tro, at datidens aviser holdt sig tilbage. Nederst til højre står historien, selve årsagen til det ekstra blad, om krigen, resten er annoncer for fodtøj, parasoller, forlovelsesringe og symaskiner.
Sådan var det, og dér lå det altså, Politikens ekstra blad, sendt på gaden første gang formentlig af redaktionssekretær Ove Rode med chefredaktør Edvard Brandes accept. Siden da.
Ja, siden da har danskerne dagligt måttet irriteres, provokeres, glædes, generes, underholdes, krænkes, forulempes, foruroliges og bekræftes af EB. Der er således gode grunde til at markere 100-året. EB er uløseligt knyttet til danmarkshistorien i det 20. århundrede og har ofte spillet en rolle i det store skæbnespil. På godt og også mindre godt.

Ikke silke og stramaj
EB’s ledelse har gjort klogt i at bede dets egen kulturmedarbejder Gregers Dirckinck-Holmfeld lægge pen til opgaven, som denne krønikeskriver har løst i hele to omfangsrige bind både genremæssigt avisrigtigt og originalt tilrettelagt af Susanne Finderup og Henrik Jensen. (Bind 2 udkommer nu, bind 1 kom for et år siden).
Dette er nemlig ikke, som Dirckinck-Holmfeld selv skriver, en jubilæumsbog, ej heller en egentlig historisk fremstilling, men en fortælling i klassisk journalistisk stil i pagt med det bedste af traditionerne på bladet, forfatteren beskriver. En sådan gigantopgave kan kun klares af en skribent i særklasse, og en sådan er Gregers Dirckinck-Holmfeld.
Dertil komme Dirckinck-Holmfelds brede indsigt, overblik og analytiske evner, der ydermere bortvejrer fornemmelsen af jubel og festskrift. EB’s historie er selvsagt ikke silke og stramaj, men et højst aparte mønster af sammenflettede grovere tråde og mere eller mindre tilfældige stumper af stof, der tilsammen næppe giver et overskueligt signalement af fænomenet.

Rigtige journalister
Det hele begyndte altså den-gang i 1904, Politikens hus indså, at bladet med den rette redaktør var bæredygtigt og fik Frejlif Olsen på opgaven. Denne bizarre, ikke videre sympatiske, men journalistisk begavede knokkel af et mandfolk, halvbror til Cavling, var den første af den række sammensatte eksistenser, der som ledere af en oftest uregerlig flok rigtige journalister – udtales med j og ikke sj – brændte sig selv i begge ender og i processen brændte andre med. Det er klart at Dirckinck-Holmfelds hovedvægt og rigdom af gode historier ligger i vor tid, hvor erindringen, også hans egen, udgør et supplerende kildemateriale. Så meget desto mere, fordi arkivbevidsthed ikke ligefrem har været fremherskende i bladhuset i Vester Voldgade.
Særligt én redaktør i perioden fremstår med vægt, vrisne Victor, den berygtede, berømte, forhadte, beundrede, foragtede reformator og redningsmand af bladet, Victor Andreasen.
I hans periode i 1960’erne bliver Ekstra Bladet den avis, vi mener at kende i dag. I Victors værelse skabes de aviselementer, som for fleres vedkommende har holdt sig, og EB får sit slogan: tør hvor andre tier. I Victors tid fastslås EB’s rygte som avisen, man dårligt kan have liggende fremme, men som man heller ikke kan komme uden om. Dygtige medarbejdere præger bladet, ikke mindst en fremragende politisk redaktion, som i de tider er navet i al journalistisk virksomhed på Christiansborg. Bladets storhedstid velsagtens.
Siden begynder nedturen som Gregers Dirckinck-Holmfeld ikke uden bekymring også skildrer. Det siger sig selv, at en oplagsudvikling, som den de to seneste redaktører, Svend Ove Gade og hans Engell oplever, må bekymre enhver avis: Godt 100.000 eksemplarer tabt på 10 år! Fortsætter nedgangen?

Tendens til skodavis
Det gør nedgangen formentlig, såfremt EB ikke forstår at fastholde sin historiske evne til det, Dirckinck-Holmfeld kalder cross-over, og som man også kunne kalde mangfoldighed og større tvetydighed formidlet af mere originale skribenter. Kapitlet om EB’s kampagne om de fremmede er ikke det kønneste i bladets historie. Det var ikke spor modigt, men følgagtigt.
Yderligere som nu er tendensen at gøre EB til skodavis med 12-på-dusinet kriminalhistorier på så at sige hver anden forside kan blive døden for bladet, som omvendt på sigt nok skal overleve, hvis chefredaktøren og hans folk indser at kulturstoffet må opprioriteres, og en slagkraftig politisk redaktion genskabes.
Så gider opinionsdannere i alle lag igen være med, og det giver oplag. Måske. Man må gerne skulle skamme sig over at købe EB, men der skal være en god grund til at læse det. Den gode grund fortoner sig i jubilæumsåret sagt i al had/kærlighed til hørmen i Vester Voldgade.
Men også i uhyklet frygt for fremtiden for EB trods fusioneret sikkerhed i Politikenfondens og Jyllands-Postens fælles kasse.
Gregers Dirckinck-Holmfeld har skrevet et fornemt fortællende uundværligt stykke pressehistorie. Det er en ren fornøjelse at læse, om et blad, man måtte give sig til at opfinde i en fart, hvis ikke det var der.

*Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør – hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet. 2 bind ill. i alt 654 s. Ekstra Bladets Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu