Læsetid: 5 min.

Forfatterens forsvinden

Carsten Madsens digre disputats om Højholt sætter tænkningen over kunsten
23. december 2004

Højholt-disputats
Når Per Højholt i 1980’ernes sidste halvdel optrådte med shows på f.eks. folkehøjskoler, sås han ret ofte ledsaget af et benovet yngre vedhæng, som opmærksomt iagttog og registrerede såvel idolets gøren og laden som publikums reaktion. Denne Leporello, Carsten Madsen, er senere blevet både magister og ph.d. og har fra 1996 været ansat ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet. For godt en måned siden forsvarede han så sin doktorafhandling, et digert værk omkring den afdøde helt og ven.
Som undertitlen »Per Højholts filosofi og digtning« fortæller, er Carsten Madsens tilgang til emnet mere tankemæssig, abstrakt end oplevelsesmæssig, konkret, mere spekulativt filosofisk end egentligt litterær. Han har mest hånsord til overs for dem, som har undersøgt Højholt gennem »rent sproglige« briller, og affejer med uklædelig arrogance den eksisterende forskning som blotte ’kommentarer’ skrevet af ’kommentatorer’.
For ham er nemlig forfatterskabet en i praksis udfoldet tænkning, en ’skriven’, der på niveau med navne som Bergson, Blanchot, Deleuze og Derrida kredser om litteraturens erkendelsespotentiale og i sidste ende tillige menneskets og naturens ’væsen’, skønt Madsen nødig vil bruge en så ontologisk belastet glose. Selv undgår han med flid at tale om digtning og ånd, han vil hellere sige »udtrykspraksis« og primært se poeten som håndværker i det materiale, som er hans og vores allesammens. Sproget, ikk’oss’.

Teori og praksis
Jeg prøver her at snakke lissom Gitte, men genbruger også en central formulering fra Cézannes metode (1967), den første af Højholts to poetikker, hvis man vel at mærke fraregner den lidt heterogene essaysamling Stenvaskeriet (1994), hvortil Carsten Madsen for øvrigt bidrog som medredaktør.
I hans disputats får poetikkerne tildelt en problematisk funktion som citat–bank, en facitliste nærmest, hvorved refleksionen kommer til at skygge for den digteriske praksis. Når dét tilsyneladende ikke afficerer Madsen, må det skyldes, at Højholts digte og prosaarbejder for ham at se mest må betragtes som (kunstnerisk) formet tanke og således ikke som udgangspunkt fordrer principiel respekt for tekstens æstetiske autonomi.
Den holdning kan jeg meget godt forstå, ja, jeg er endda tilbøjelig til at mene, at den er den fagligt mest anvendelige og frugtbare, når man står over for Per Højholts produktion i tidsrummet fra og med Poetens hoved (1963) frem til 1970’ernes slutning.
Men til gengæld bliver en sådan asketisk anti-æstetisk tilgang direkte utilstrækkelig, når man kommer frem til de tre blindgyde-bøger fra 1982-88, samt ikke mindst hvis man for alvor vover sig ind i de tre sidste digtsamlinger, PRAKSIS 9-11 fra 1989-95, hvor Højholt jo stilfærdigt gør op med sin egen gamle (fordomsfulde) idé om den sprogløse, »dumme« natur og i stedet for nærmer sig en forsonlig undren over det sublime, suveræne: tre hvide svaner i luften over de nyudsprungne birke, en tudse foran Kvickly, eller blot lugten af efterår, af råd og af kommende grøde.

Kunst laves på kunst
At Carsten Madsen opfatter Højholts begreb om skriven som en konstant, på tværs af forfatterskabets kronologi, gør hans bog både døv og blind for de poesier og prosaarbejder, hvori poeten med flid korrigerer sig selv. Dette rokker imidlertid ikke ved, at Poesi, tanke & natur med stort udbytte lader sig anvende netop som det engagerede partsindlæg, disputatsen er, for en speciel (men derfor, som alment princip, decideret begrænsende) måde at læse litteratur på.
Carsten Madsen er således kongenial med Højholts tænkning, når det gang på gang slås fast, at kunst laves på anden kunst, eller, som det hedder et sted, når »intertekstualiteten bliver total«. I mangel på gennemførte tekstanalyser og tolkninger glæder man sig over i det mindste at få intelligente kommentarer og kløgtigt perspektiverende udblik til ikke mindst fransk filosofi. Også Per Højholts mangeårige mellemværende med Stéphane Mallarmé får substans i kraft af doktorens sprogkundskaber og grundighed.
I slutningen af værket hidsættes en liste over de Højholt-tekster, der er nævnt og drøftet undervejs. Kan man bære over med et sandt hav af uredigerede gentagelser af de samme og de samme skamredne konklusioner, kan man som akademisk læser talrige steder lære en masse nyt om litteratur, dén særlige litteratur, der, som det typisk hedder, »først og fremmest manifesterer sig som bekræftelse af den skrivehandling, der lader den blive til«.

På en vis måde
Når jeg på trods af disse kvaliteter har vanskeligt ved at tænke mig denne afhandling anvendt i bredden eller dybden, skyldes det nogle temmelig tunge forbehold. For det første en ret kompakt, sine steder unødigt kluntet og krukket fremstillingsform fucket op med tomme vendinger som »for så vidt« og »på en vis måde« og sine steder ufrivilligt komisk:
»Blandt de mange digtere hvis sprog, rytme eller poetiske udtryk indgår som signatur i Højholts digtning er Joyce så langt fra den eneste«.
For det andet hæfter jeg mig ved en sær tilbøjelighed til at besjæle, ikke digteren, som jo ’bare’ var en sprogets praktiker, sin færdigheds funktionær, men digtet, teksten, ordene, som gang på gang hos Madsen får lov til at »træde i karakter«, som det hedder med en (tyndslidt) kliche. Det er, som om ’forfatterens forsvinden’ i eller bag sit værk er noget, der skal kompenseres for. Subjektiviteten lader sig trods alt ikke tænke bort, blot flyttes den over mod ordene, som rask væk tildeles intention og viljekraft.
Måske kan dette også forklare, hvorfor Carsten Madsen for det tredje, til trods for sine forsøg på at gå objektivt-deskriptivt til værks, alligevel tit forfalder til en vurderende sprogbrug, med avantgardisme-markører som »radikal«, »fundamental«, »original«, »stringent«, »effektiv« og »præcis«, der jo alle logisk nok må vise tilbage til en eller anden norm for den ellers norm-brydende kunst.
Hvori en sådan normforestilling består, aftegnes gennem adjektiver som »ordinær« og »traditionel«, der angiveligt skal betegne de sprog og den litteratur som Højholts digtning vender sig kritisk mod, men som i bedste fald bare bliver intetsigende, i værste fald direkte fordomsfulde over for så store tekstkomplekser som romantisk lyrik og realistisk prosa. Førstnævnte tildeles rask væk det nedsættende stempel »centrallyrik«, og når det gælder realismen, ligger den naturligvis ifølge Carsten Madsen under for en naiv tro på sprogets henvisningsfunktion.
Det er muligvis på linje med digterens opfattelse indtil omkring 1980, men jeg mener ikke, det holder som fagligt grundlag, hverken i forhold til Højholts sene produktion eller i forhold til traditionen.
Der er ingen Gud, og Per Højholt er hans profet, skrev engang Erik A. Nielsen. Efter Poesi, tanke & natur er det fristende at konkludere, at Per Højholt var sultan og Carsten Madsen hans storvezir.

*Carsten Madsen: Poesi, tanke & natur. Per Højholts filosofi og digtning. 428 s., 348 kr. Klim. ISBN: 87-7955-357-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu