Læsetid: 5 min.

Jaget stymper og fremragende forfatter

Célines roman fra Tyskland under Anden Verdenskrig giver på én gang vidunderlig og direkte modbydelig læsning
2. december 2004

Ny bog
"Galejen skal ros, sagde Céline / og den kommer aldrig i havn." Dét par linjer fra Divanord, Peter Laugesens nye digtbog, er blot ét af mange vidnesbyrd om den store betydning, Louis-Ferdinand Céline (1894-1961) har fået for senere (vild) litteratur. Berømt blev han allerede på Rejse til nattens ende (1932), men berygtet blev han for sine tre fatale pamfletter med antisemitisk indhold fra 1930'ernes slutning. Disse og mandens samarbejde med den tyske besættelsesmagt var grunden til, at franskmændene bad om at få ham tilbage med henblik på retssag (og henrettelse?), da det i sommeren 1945 viste sig, at han opholdt sig her i landet.
Mest takket være justitsministerens personlige indgriben undgik han imidlertid udlevering. Til gengæld måtte han vente og frygte fra december 1945 til 1947 som indsat i Vestre Fængsel. Efter sin løsladelse boede han først i Kronprinsessegade, siden på sin sagførers sommerejendom, Klarskovgård ved Korsør. Ikke uden grund har Peter Laugesen også boet og arbejdet dér.

Andet gennembrud
Efter amnesti bosatte Céline og hans kone, danserinden Lili, sig i Meudon nær Paris, hvor han genoptog såvel sit arbejde som læge som sit forfatterskab. De første tre værker forblev upåagtede, men med Fra det ene slot til det andet (1957), hvori han skildrer flugten gennem Tyskland 1944-45, genvandt han positionen som en af det 20. århundredes virkelig skelsættende fornyere af den franske fortællekunst, og da han fulgte op med [Kursiv]Nord [Normal](1960), fik han sit andet gennembrud.
Marianne Lautrop fortjener megen ros for at have givet os disse to omfangsrige og svært læste bøger på et smidigt og lyslevende dansk, samt for at have forsynet dem med masser af oplysende noter. Selv gør Céline nemlig langtfra tilegnelsen let for sin arme læser. Uden pædagogisk markering springes der mellem fire-fem forskellige tidslag, og i den enkelte linje fortælles der stakåndet, råbende, vrængende og parodisk citerende, under utrolig gavmild anvendelse af udråbstegn og tre gange punktum. Man tvinges op i tempo, føler man, fordi der fortælles så hidsigt, men faktisk er man længe om at læse den enkelte side, fordi ens tanker sendes på langfart, og fordi der appelleres stærkt til ens medskabende, billeddannende, situationsfremkaldende evne. Hør blot, hvorledes Céline på bogens sidste sider skildrer et farvel på et gods i nord:
"Nu kommer den officielle afsked! ... alle går til den! ... og med hævet arm! ... Leonard, Joseph ... Dienstelle'ts unge damer ... heil! heil! ... generalen, Harras, Kracht ... og Lili og La Vigue, os alle tre ... heil! heil! Nicolas svarer tilbage ... heil! ... ingen andre ... men jo! ... Cillie! ... heil! heil! hun hæver sine små arme mod os ... heil! heil! hun er glad, hun morer sig ... ud at rejse! ... rejse! ..."

Klippen i kaos
Zornhof, som stedet hedder, er for Céline og hans hustru, deres skuespillerven La Vigue samt, ikke at forglemme, katten Bébert sidste station før det slot i Sigmaringen, som dannede rammen i [Kursiv]Fra det ene slot til det andet[Normal].
Fortælleren er altså sprunget bag ud i tiden, begynder på et kurhotel i rigdommens højborg Baden-Baden, fortsætter så til Berlin, hvor Céline får hjælp af Harras, læge og højtstående SS'er. Ham er det, der anbringer dem oppe nordpå på Zornhof, hos en aldrende baron, grev og ritmester von Leiden sammen med hans søster i tårnet, hans invalide søn med den meget lidt invalide hustru, Harras' elskerinde Isis, en datter Cillie samt endnu noget familie. Desuden tjenerskabet, den lokale SS-chef, tvangsanbragte militærnægtere (kaldet bibelforskere!), talrige flygtninge østfra, prostituerede fra Berlin, arbejdere fra Frankrig, og hvad der sådan ellers kommer rendende af røvere og soldater.
Som en klippe midt i dette virvar står så jeg-fortælleren, Céline! Hans ansvar er nemlig sundhedstilstanden, "sygdommen var min afdeling", som han siger. Men selv det stabile midtpunkt flyder i denne roman: Det meste af teksten befinder vi os på godset fra september til oktober 1944, men fortælleren springer også frit op gennem årene efter krigen, helt frem til skrivende stund, ja, han foregriber faktisk læserens tilegnelsesøjeblik, når han først villigt medgiver, at ingen kan hitte rede i historiens tid og sted, men dernæst roligt bedyrer: "De finder ud af det!" Han ved, han stiller store krav, og trygler alligevel læseren om – at blive: "Jeg vil ikke miste Dem endnu!"
Mig kan han ikke miste, men nok både trætte og irritere, og ikke mindst: provokere. At læse romanen er en sælsom oplevelse. På den ene side imponeres og fascineres jeg af hans stilsans, hans fænomenale dristighed i sprogføringen, hans mod til som digter at gå efter størst muligt øjebliksnærvær. Men på den anden side kværner jo hele tiden de uundgåelige moralsk og politisk lastede spørgsmål.
Hvorfor er Céline og hans kone og en lille (dybt sentimental) kat nogensinde havnet i det krigsførende Tyskland? Hvorfor har de så mange indflydelsesrige venner? Hvordan kan man vælte sig i gåseleverpostej og champagne, når befolkningen rundt omkring må sulte – og gå til?

Klynkende martyr
Hvorfor bor Céline på adelsfamiliers slotte, mens Berlins indbyggere står og stabler brokker i redelige små bunker foran halvt eller helt sammenstyrtede ejendomme? Og, hvis vi går fra stof til beretning, hvorfor har han tilsyneladende ingenting lært af tiden, der fulgte?
Hvordan tør han understå sig i at iscenesætte sig selv som en stakkels forfulgt lille martyr og jamre, klynke, som når det hedder: "Det er det forunderlige ved min sølle ubetydelige person, at hvermand og gud har beskyldt mig, sort på hvidt, og stadig beskylder mig, og vil beskylde mig i det hinsidige, for at have hævet ved alle kasser ... okkulte, offentlige ... forceret alle jerntæpper, stationære, mobile, alle pissoirvægge, musehuller, fra den ene brødskorpe til den anden! ... sådan er det at være sjælenes spejl! dumme svin ser dumme svin overalt!"
Direkte modbydelig er i mine øjne en passage, hvor forfatteren taler om sine landsmænd, der, lige fra Bretagne til Montmartre, kun venter på at skære ham i skiver, alt imens "lille Esther" har "hele verden med sig, vi hele verden imod ... lille Esther Loyola forberedte sin film på loftet i Autredam ... os blev der ikke lavet film om ... spjæld og stilhed!"
Jo, noten oplyser ganske rigtigt, at Céline med "Esther Loyola" kun kan have tænkt på Anne Frank. Hvilket skåret ud i pap skal sige, at jødehaderen, misantropen, her beder om at modtage sin velfortjente andel af den medfølelse, sorg, indlevelse, smerte, seks millioner medmenneskers deportering og brutale udslettelse har givet anledning til.
Hvorfor læser vi bøger, hvor "jagede stympere" tilsviner deres ofre? Åbenbart fordi en jaget stymper også udmærket kan vise sig at være en aldeles fremragende og derfor helt uomgængelig forfatter.

*Nord. Oversat af Marianne Lautrop. 370 s. Kr. 348,00. Forlaget Holkenfeldt 3. ISBN: 87-91014-82-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu