Læsetid: 1 min.

Jyske julefortællinger

Jeppe Aakjærs grovmalede stil veksler med yndefulde naturbilleder
28. december 2004

Ny bog
Gammelivet på landet var ingen dans på roser, slet ikke juleroser, i det udvalg Steen Piper har foretaget af Jeppe Aakjærs fortællinger fra forrige århundredskifte.
Dér ligger Malene i aftægtstuens bundløse ensomhed, mens katten leger med urets klokkeværk og sætter tiden i stå. Men hurra, så kommer sønnen uventet hjem fra langtogt lige til jul og kan blive nogle dage. Det sætter kun nøjsomhedens elendighed i relief. I »Da lampen tændtes« spreder lyset fra den første petroleumslampe en benovet glæde, men ellers satte forfatteren lyset skarpt og direkte på råheden, den følelsesmæssige afstumpethed, som gårdfolket risikerede under de forkuende kår.
Særlig rettes opmærksomheden på aftægtsordningens muligheder for misbrug og de kolde beregninger, de gamle blev ofre for, her bl.a. i den lange, effektive fortælling »På aftægt«. Lige til at ødelægge en moderne julestemning med, hvis man ikke nyder forargelse og medynk.
Grotesk i fedme er den indledende »Mens pølsen koger« om slagtningen af det overfodrede svin og det påfølgende blodpølseorgie. Da frieren er draget af med datteren, bestiger forældrene ægtesengen og forveksler i en søvnig samtale soens og datterens afgang.
Aakjær går ind i den hampre bondetradition med Pontoppidan og Gustav Wied med utilsløret, men koldsindig indignation og havde da også held til at ændre lovgivningen for de gamle og tyendet. En aktivt realistisk digtning i sammenligning med Johannes V. Jensens samtidige, nærmest mytiske Himmerlandshistorier.
Han dækkede ordentlig op med lokal dialekt i replikkerne og gruttede sproget i en herlig grovmalet stil vekslende med yndefulde naturbilleder. Teksten er forsynet med Aakjærs egne fodnoter, men der er nok endda til at undres over tabte sproglige rigdomme.

*Jeppe Aakjær: Mod jul. Fortællinger. 245 s. ISBN 87-7739-723-1. Forlaget Hovedland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu