Læsetid: 4 min.

Med Neruda deruda’

Fyldigt udvalg af Nobelpristagerens sene digte vidner om hans rummelighed, menneskeligt og æstetisk
9. december 2004

Ny bog
»Er der noget tåbeligere her i livet end at hedde Pablo Neruda?« spørger den chilenske poet (Nobel-prisen i litteratur 1971) i et af de digte, der blev udgivet efter hans død. Et løjerligt spørgsmål, eftersom det var et pseudonym, valgt af ham selv i respekt for hans tjekkiske forbillede, der bl.a. skrev Historier fra Lillesiden.
Neftali Ricardo Reyes Basoalto, som chileneren egentlig hed, var født 1904, skrev digte allerede i skolen, og brød igennem i 1924 med Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang (da. 1979). I det følgende årti tog hans digtning klar politisk retning, således som det fremgår af Ophold på jorden, 1933-47 (da. 1978-79) og Den store sang fra 1950 (da. 1974) - et vældigt fortællende digt om det amerikanske kontinents anonyme masser fra begyndelsen af historien over de indianske kulturer og frihedskrigene, helt frem til syngende stund. To andre spor i forfatterskabet omfatter de senere så populære kærlighedsdigte Kaptajnens vers (da. 1981) og hans såkaldte Elementære oder, der ikke foreligger på dansk. Det gør til gengæld den selvbiografi, Jeg bekender, jeg har levet, som digteren akkurat fik skrevet færdig, inden han måtte bukke under for kræften tolv dage efter vennen Salvador Allendes fald og død i september 1973.

Umådeholden materialist
Af det sene og efterladte lyriske forfatterskab har Nerudas udholdende danske fortolker Peer Sibast nu sammensat et righoldigt udvalg, en stor bog af en stor digter om livets store spørgsmål, stillet i hans velkendte ekspansive form, med en vældig rummelighed, et roligt, langstrakt, sprogligt åndedræt.
Anslaget kan være meget forskelligt: anråbelse, tilståelse, forbandelse, bøn, elegi, udbrud, hymne, hilsen eller afsked, men når hans digte er kommet godt i gang, kører Neruda deruda’. I en selvportrætterende tekst taler han ganske rammende om sin mangel på mådehold!
Filosofisk og ideologisk bekender han sig, heldigvis uortodoks, til materialismen. Han nægter at tro, at der findes nogen forjættet himmel for noget menneske, men håber, fromt, da hans hund er død, at der findes en himmel for den, en hunde-himmel, hvor han ikke skal komme selv, men hvor den vil vente på ham, »logrende med sin viftehale, / for at jeg ikke skal mangle venskab«. Begge ved jo, hvordan den holdt hele sit blide,

lodne liv, sit tavse liv,
beredt for mig alene,
tæt op ad mig, uden nogen sinde
at genere mig og uden at forlange
noget som helst af mig.

Politisk stiller Neruda sig på folkets, på massernes side, skriver med gammelkendt fremskridtsoptimisme om det nye årtusinde, om freden, der skal komme, og fanerne, der vil vaje. Men da han gæster Moskva i digtkredsen Elegi, indrømmer han godmodigt at være først og fremmest en svoren elsker af livets goder:

Jeg, en synder i ethvert regime,
sammen med ædedolke fra fjerne egne,
turkmenere, kirgisere, kaukasiske hyrder,
bestemte mig til at blive kødæder og skjald:
jeg frydes ved kroppene og musikken,
ved mavens ubeskrivelige glæde,
ved lyden af søvngængeragtige violiner.

Her mærker vi holdningen fra de elementære oder, kærligheden til det upåfaldende, oversete, såsom tomaten, løget og regnen. Og vi fornemmer et forbehold over for at gøre alting til politik, en relativering, der også ses i et selvironisk digt, hvor jeg’et en morgen med frisk luft stiller sig i vejen for en fremmed og brat standser hans skinnende cykel:

Glemmer du, si’r jeg, din
bondetamp,
dig ignorant, smækfyldt med ozon,
glemmer du ikke ulykkens rønner
og alle ydmygelsens usle afkroge?
Ved du ikke, at dyr blir myrdet,
duer flået i stumper og stykker
og vandmeloner guillotineret?

Den fremmede stirrer forbløffet på denne ophidsede agitator og lader ham så stå bedrøvet tilbage og tale alene på den øde vej.
Sidste digte åbner med en suite fra en flyrejse til Påskeøen med dens majestætisk monumentale hoveder stående »på høje halse, med strenge blikke / og gigantiske fremstrakte kæber / i deres ensomheds stolthed«. Så følger digte fra Vinterhave, heriblandt det om hunden; sangene om årtusindskiftet; et sæt fortællende, mest tilbageskuende tekster; en række u-besvarlige spørgsmål; den føromtalte russiske suite samt to afdelinger, der omfatter kærlighedsdigte og vemodige klagesange. I disse (sene) stykker forlader Neruda tildels den ekspansive form og bliver elementær og enkel også i sit udtryk:

For det gælder om
at lystre vinteren,
at lade vinden vokse,
også i dig selv,
indtil sneen falder,
i dag og dagen, vinden
og det forgansgne bliver ét,
og frosten sænker sig,
da er vi omsider alene,
da bliver vi omsider stille.
Tak.

Jamen selv tak, siger vi, der lytter. Og tak til oversætteren og forlaget for endnu et bidrag til at komplettere samlingen over Neruda på dansk. Det manglede også bare, for som en kollega i en anden avis har set, kan det kun være Danmark, forfatteren tænker på, når han spørger:

I hvilket vestligt monarki
flages der med valmuer?

Samme suite spørger, hvad cyklonerne mon hedder, når de ikke bevæger sig? Lad os formulere dette om til, at når én vifter og lufter helt tyst, kalder vi den Neruda og mener dermed ham, der om Polynesien siger grønne peber strøet ud over havets flade af Herskeren Vindens omstrejfende fingre.

*Pablo Neruda: Sidste digte. Oversat af Peer Sibast. Med fotos af Luis Poirot. 137 s. Kr. 225,00. Tiderne Skifter. ISBN: 87-7973101-5.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu