Læsetid: 2 min.

I ondskabens skygge

Måske er Amerika Satan, men alt andet er helvede på jord, påstår Christian Krachts lille roman ’1979’
18. december 2004

NY BOG
Vi befinder os i Iran, på randen af revolutionen. Efter en hedonistisk fest og en tidlig morgen, hvor hans mandlige kæreste er død, ender den navnløse fortæller – en tysk indretningsarkitekt – på en lille café, hvis ejer fatter interesse for ham. Dette er caféejerens filosofi om den indre revolution, meget lig den, der foregår i Teherans gader, 1979:
»Hvis vi ikke laver om på det i os selv, kommer vi til at krybe alle sammen, som snegle, blinde, rundt og rundt om et tomt centrum, rundt om den store Satan, om Amerika.«
Ordene gælder også hovedpersonen i den tyske forfatter Christian Krachts lille roman 1979. I al fald kredser hans tilværelse om en stor tomhed, den europæiske dekadence, en ligelig blanding af sanserus og livslede. Til gengæld gør hans forsøg på selvforvandling kun ondt værre. Fra Iran rejser han til Tibet, hvor han gennemfører en meningsløs pilgrimsrejse – og bliver fanget af kinesiske soldater. Til slut er han på ubestemt tid indsat i en kinesisk arbejdslejr. Her udøver han meningsløs selvkritik for at blive en bedre borger i det nye samfund.

Kantet og skematisk
Sanselig revolution, religiøs revolution, indre revolution, politisk revolution: Alt er prøvet, alt afvises, ikke af fortælleren, der forbliver distanceret og neutral, men af 1979 som kunstværk. »Jeg har aldrig spist menneskekød,« lyder bogens sidste ord.
Dagen kan komme, hvis forvandlingen bare er total.
Som man fornemmer, er 1979 på ingen måde en behagelig bog. Også i sit anslag, sin stil, har den noget blankt og kantet, noget hårdt over sig. Læst som realist kan Kracht virke nærmest postulerende, med en svaghed for fortegnede scener og effektjageri. Enkelte glimt skal vise os tingenes sande tilstand, her et fra bogens indledende orgie:
»Moderen havde givet den lille pige hofteholder på, fiskenetstrømpebukser, et par trusser og en hvid bh. Hun skruede låget af en lille flaske, stak sin hvidlakerede negl ned i den og tog en bane kokain til næsen.«
Siden falder pointerne i raskt tempo, man ser usle hospitaler i Iran, tysk skyldfølelse, atomprøvesprængninger. Effektivt skitseret, men ikke videre troværdigt. Dog, man forstår undervejs at 1979 ikke vil realismen. Snarere er den en dyster og usammenhængende fabel om en europæisk ånd, der ikke kan indse sin modsætnings slidstyrke.
Modsætningen? Det er vel en konservativ, borgerlig anstændighed. Denne anstændighed, som intetsteds optræder, er som et blindt punkt, det tomme rum, 1979 kredser om uden at berøre.
Kan være, at USA er Satan, men alt andet er helvede på jord. Hvis den kulturelle højrefløj forstod at læse indenad, kunne den hos Christian Kracht finde ammunition i sin kamp mod frisindets utopier. Vi andre må anfægtes, som man gør af bøger, man æstetisk ikke kan afvise, men hvis tanke og idé man kun svært kan forlige sig med.

*Christian Kracht: 1979. Oversat fra tysk af Johannes F. Sohlman. 136 sider, 198 kr. Politisk Revy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu