Læsetid: 6 min.

Den russiske edderkoppesjæl

Fremragende nyoversættelse af Dostojevskij-roman
23. december 2004

Ny oversættelse
En national kanon kan være udmærket. Mere risikabelt end at glemme nogle kvindelige forfattere er det imidlertid at overse den ikke uvæsentlige del af dansk litteratur, som er udenlandsk og forefindes i oversættelser. Når de er gode, bidrager de i høj grad til nuanceringen af det sproglige udtryk for indre og ydre liv og leverer tankegods til den eftertragtede dannelsesproces.
Der er litterære herlighedsværdier at hente overalt, og det er et oplivende træk, at bogmarkedet de senere år har falbudt adskillige nyoversættelser af store klassikere, Homer, Ovid, Dante, Proust, Stendhal, Flaubert, Thomas Mann, Scott Fitzgerald, Céline etc. som de uundværlige tilskud til dansk sprog, de nu er.

Netværk
Som også Dostojevskij med den mindre kendte af hans sene storværker, En grønskolling (1875), som i Ole Husted Jensens version er en også frydefuld sproglig oplevelse af et rystende drama, hvor russiske lidenskaber huserer med danske gloser og livfuld retorisk syntaks. Indstændigt, klart, farverigt. Oversættelsen afløser Ejnar Thomassens Ynglingen fra 1965.
»Læseren bør have edderkoppesjælen i erindring,« hedder det et sted undervejs i den meget lange beretning: den særlige åndelige spændvidde hos det russiske menneske, evnen til i sjælen at hæge om sit højeste ideal side om side med den største gemenhed, og alt det i fuldkommen oprigtighed.
Dér sidder man så i sit forsøg på spændvidde, stedvis åndeløs af netop spænding, dels under deltagelse i indviklede intriger, dels ved udredningen af de hasarderede sjælelige konflikter. Det er en vanvittigt omhyggelig fortæller, der gør rede for detaljerede omstændigheder med en oprivende forhalingsteknik, der kan få lange vinteraftener til at gå, med bebudelser og anelsesvækkende kommentarer og løfter om senere uddybning.
»Jeg vil for øjeblikket ikke beskrive, hvordan min sindstilstand var; hvis læseren fik det at vide, ville han afgjort ikke tro på det. Det er bedre at forklare det hele senere på grundlag af fakta.«
Det er fortrolige ord fra den 20-årige jeg-fortæller, der gør sit regnebræt op efter de første famlende, men uhyre selvbevidste og spontane skridt på sin voksne løbebane. Han vil gerne undgå at være litterær med dybsindige analyser, hellere holde beretningen fast på nedskrivning af begivenhederne, men jeg skal love for, at vi kommer indenfor hos de forrevne, geskæftige personer fra samfundets bund og top, pjalteproletariat og adel, og dem, der drives i begge retninger i desperation og ærgerrighed eller sagtmodigt affinder sig med alskens lidelser. Læseren velsigner den fyldige personfortegnelse forrest i bogen for at holde styr på mylderet af svære navne.
Den alvidende fortæller Arkadij ankommer til familiemiljøet i Sankt Petersborg efter skolegang i Moskva og etablerer et tvetydigt forhold til sin beundrede biologiske far, Versilov, der her samlever med moderen, et tyst og underdanigt tyende, han med herremandsret overtog fra hendes mand, Makar, som også tjente herskabet. Denne legitime far dukker op som gæst, vismand og vandrende pilgrim. Et modstykke til til fortænkte fantaster.

Planen
Arkadij har en plan om at blive rig som Rothschild og huser alligevel en højere idé, et luftkastel. Han er en turbulent fanatiker, der med utrættelig energi foranstalter kaos og genererer katastrofer. Nu i køligere selvbesindelse et halvt år efter den store koncentration af ulykker.
Bogens hovedkonflikt består mellem far og søn i en konstant dragning og frastødning. Som en ægte romanfader er han gådefuld, kold og varm, klog og forblændet af en hemmelig lidenskab, en nu håbløs forelskelse i den billedskønne salonløvinde Katerina, som også sønnen nu drømmer om. En uerkendt jalousi, der ligger som en lunte under et fyrværkeri af opgør.
Et vigtigt redskab til antændelse er et ’dokument’, Arkadij bærer indsyet i sin jakke, et brev fra Katerina, der beder om hjælp til at erklære hendes fyrstelige og stenrige far for utilregnelig. Dette hemmelige magtmiddel giver anledning til rygter, trusler, unævnelige intriger, gensidige misforståelser og skyldproblemer samt en stadig og stædig række formålserklæringer i den unge students indre vaklen og selvmodsigende drømme. Versilovs datter Anna, Akadijs halvsøster, er ude med snøren efter den gamle fyrste, og Arkadijs ægte søster Lisa er gravid med fyrstens søn, der havner i spjældet som spillefugl og bedrager. Det er en talmæssigt mindre, men afgørende del af det vældige netværk, som fortælleren bag fortælleren har spundet.
Labiliteten i følelseslivet ligner en spejling af det omgivende klassesamfund, den politiske, religiøse og sociale brydningstid med årvågent politi, diskrete diskussionsklubber og en aktiv underverden. Der gives et realistisk billede af den zaristiske storby i vintersne med slæder, kalecher og herskabsvogne, tjenere, kokkepiger og pokerspillere. Alt og alle beskrevet med detaljeret naturalisme, i klædedragt og udseende, ofte med en ikke ringe portion humor og gru.
Det er svært at beskrive et sådant ansigt, udbryder fortælleren et sted, men han gør det dog grundigt. En mor til en selvmorderske, en 40-årig kvinde, beskrives sådan: »Hun havde det samme lyse hår, men øjnene og kinderne var indfaldne, og hendes tænder var store, gule og uregelmæssige.
Alt ved hende havde faktisk et gulligt skær. Huden på hænderne og i ansigtet lignede pergament, hendes mørke kjole var også helt gul af ælde, og neglen på hendes højre hånds pegefinger var af uforklarlige årsager omhyggeligt og præcist oversmurt med gul voks.«

Splittelse
Hvor der altså her er en sær enhed over figuren, er det ellers splittelsen, der hersker i ydre og indre, hos Arkadij, der har let ved at irriteres af folk, at føle afsky og næsten samtidig strømme over af henført menneskekærlighed. Den indre vægtstang sørger for en mærkelig komplementaritet eller præcise kompensationer i modsatrettede følelser. En godhedshandling kan ikke stå alene, men må finde sit modstykke. Og det er forbløffende, hvad personerne kan sige til hinanden, uskrømtede sandheder, løgne, forsmædelser og lovprisninger, nærtagende og hårdhudede, som de er. Det er denne dialektiske psykologi, der frapperer og jager Dostojevskij-læseren på spor efter forklaringer. De udloves af fortælleren, der regner med, at man hænger på frem til det sluttelige opgør.
Man skal ikke selv regne med en overordnet retsinstans eller sandhed, nogen, man kan ’holde med’. Her er ingen pegefingre, men et antal stemmer, ræsonnementer, der straks gennembrydes. Dertil kommer den episke vidtløftighed med decelererende indskud og anekdoter, bl.a. en stærk ekskurs om ’latter’ – hvor det hedder, at det som regel ikke er rart at se nogen le. For det meste kommer der noget nedrigt frem i menneskers latter. At le kræver godhjertethed, men folk ler for det meste hjerteløst.
At tro, at En grønskolling nu er et roman-teknisk kaos, som det har været hævdet, er en slem fejltagelse. Det er en raffineret moderne roman, mere end de omgivende Idioten og Brødrene Karamassov, med en velberegnet treleddet komposition, lige så kompleks som hovedpersonernes sjæleliv, ikke mindst Versilov, et skræmmebillede af et splintret sind med et pragtfuldt sammenbrud, hvor han smadrer et dyrebart ikonbillede mod et kaminhjørne, hvor helgenbilledet flækker i to dele. Der skal et ordentligt edderkoppenet til at holde sammen på stumperne. Men det er tillavet af kattefjed, snogespyt og kvindehår på listigste vis.
Mennesket er en kompliceret maskine, siger en biperson, især kvinder!
Det er noget sludder, da mændene ikke giver dem noget efter. Men romanens komplicerede maskine kører som smurt.
Fortælleren selv redder sig til slut med sit mentale genrejsningsprojekt af et skriveri, og minsandten om han ikke antyder en realiseret forbindelse med den skønne tilbedte. Tanken om, at romanen var et nyt skrifteksperiment fra Dostojevskijs side, bestyrkes af slutkapitlet, som er et svar fra Akadijs gamle lærer, som har læst manuskriptet og filosoferer over dets status som brugbart dokument for en kommende romanforfatter.
Fjodor Dostojevskij var på pletten.

*F.M. Dostojevskij: En grønskolling. Oversat af Ole Husted Jensen. 555 tættrykte s. Indb. 399 kr. Forlaget Vangsgaard. ISBN 87-988712-3-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu