Læsetid: 3 min.

Uden retouche

Inspirerende og veloplagt fremstilling af guldalderen
1. december 2004

Ny bog
Det hører trods alt til sjældenhederne, at man griner højt ved læsningen af kulturhistoriske fremstillinger. Det gør man ikke desto mindre med næsen i Dorthe Sondrup Andersens nyudsendte bog: Guldalder uden forgyldning. Med velfunderet effektivitet og stort vid skyller forfatteren traditionens retouche af denne sakrosante periode og trænger dybt ned i dens forudsætninger. Ganske vist har historikere og litterater før Dorthe Sondrup Andersen bidraget til at afbalancere billedet af de lovpriste 50 år med så store eftervirkninger. Og ganske vist har guldalderen i den seneste snes år fået en mere socialt og materielt, samt ikke mindst ubenovet indplacering i det store historiebillede; men få eller ingen før Sondrup Andersen har med større indlevelse og fortolkningsevne forstået at levendegøre samspillet mellem hovedpersonerne og deres værk på den ene side og de faktiske vilkår i disse besynderlige år på den anden. Genierne bogstaveligt talt faldt over tæerne på hinanden i Købmagergade og på Strøget, mens den smalsporede monark, sjette Frederik, om natten sov med byens nøgler under hovedpuden. Her har forfatteren sin pointe: Eftersom kongen i enevælde monopoliserede magten, måtte majestæten jo så finde sig i, at de begavede af hans undersåtter, som ellers kunne have fået afløb i statsstyrelse og reformarbejde, kastede sig over kunst og filosofi. Bemærkelsesværdigt er det jo, at med folkestyret, lukker og slukker guldalderen. Folk får så meget andet at se til.

Afsindigt morsomt
Men også samfundsindretningen på mikroplanet er en betingelse for guldalderfænomenet, herunder kvindernes plads som praktisk og selvudslettende grundlag for mændenes rastløse virketrang. Hvad dette forhold reelt har betydet, savner vi undersøgelser af, Sondrup Andersen opridser kun problemstillingen, men afdækker ikke desto mindre dette grundlag, de generelle familieforhold, der set under en samlet synsvinkel er skræmmende for ikke at sige tragiske. Den bornerthed (reaktionen efter den store revolution) som romantikken medførte, lumrede kønnet inde i kubikmeter af tøj og krinoliner, afskar i enhver henseende mænd og kvinder fra naturlig omgang i ungdommen – for så vidt også senere – og grundlagde forudsætningerne for det utal af oprivende ulykkelige ægteskaber i København, som Dorthe Sondrup Andersen så medrivende lever sig ind i. Sublimering i kunsten var en nærliggende udvej for ikke at gå til grunde i skrig og skrål, børnedødelighed og tristesse.
Det ophøjede kommer således til at stå i skærende kontrast til dets modsætning, hvad en H.C. Andersen har vågent øje for. Men også andre i samtiden skildrer i glimt den grinagtighed, ufrivillig eller tragikomisk, som Dorthe Sondrup Andersen har sans for, og i hvis ånd hun skriver. Christian Winther som liderbuk, Oehlenschläger som hidsigprop og Ørsted som fattigrøv, der i det københavnske provinshul længe forgæves og patetisk søger international anerkendelse. På den anden side kvinderne, der har at holde sig i baggrunden med en sur, sur stoppestrømpe eller broderier af længselsfuldt henåndende hyrdescener. På den anden side mændene, der læser højt af egne værker eller disputerer eller gemmer sig bort i herreværelset for at snakke indeklemt fisse eller drikke sig hønefulde i punch. Det er alt samme afsindigt morsomt beskrevet og nærværende sat på plads af disse snærende bånd og konventioner, streng fundamental kristendom, en bande snerpede skinhellige præster, en kønsmoral, der fornægter krop og drift, og ikke at forglemme det hemmelige politi.

Gennemført læseværdig
Den guldalder, der danner grundlag for den aktuelle dyrkelse af det nationale, opviser i og for sig samme værdier i samlivsformer og kønsmoral, som vore indvandrende medborgere af muslimsk tro nu så heftigt bebrejdes at efterleve. Oven i købet stærkest af dem, der er mest fikseret på perioden som nationalt klenodie inden det så frygtelige moderne gennembrud. Blot sagt i parentes.
Dorthe Sondrup Andersen har skrevet et gennemført, læseværdigt og væsentligt værk i et levende, sprudlende sprog med overraskende metaforer, der indgiver fortiden livsånde. Mere end almindeligt underholdende. Samtidig gennemlyser forfatteren særdeles komplekse kulturhistoriske problemstillinger og datidige sociale strukturer med stor akademisk færdighed, som i nogen grad dementerer hendes egen beskedenhed, at værket måske ikke står en streng videnskabelig distance. Det er en herlig bog, som får sin værdige plads i reolen ved siden af Troels-Lunds Bakkehus og Solbjerg!
Et enkelt pedantisk vrip: De hedder: Johanne Luise Heiberg og Louise Rasmussen (Grevinde Danner). Der er rod i stavemåderne.

*Dorthe Sondrup Andersen: Guldalder uden forgyldning. 388 s. ill. 299 kr. People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu