Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den finske romer fra Danmark

Der er for lidt om kunst og for meget decideret tomgang i Jens Christian Grøndahls lille bog om den finske maler Seppo Mattinen
Kultur
21. januar 2005

Ny bog
Maleren Seppo Mattinen (f. 1930) er uddannet fra Kunstakademiet i København. Han er medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen. Har man set Mattinens malerier én gang, så vil de givetvis blive siddende. Skæve og originale, som de er. Malerierne er følsomme, men ikke sødladne eller patetiske. Kluntede af udseende, men samtidig koncentrerede og stilistisk sikre. Naivistiske, ville man kalde hans malerier, men Mattinen bryder sig ikke selv om den betegnelse. Måske fordi legen og den ømme humor i hans malerier faktisk er en både sørgmodig og alvorlig sag.
Mattinen maler huse, byer og personer. Almindelige motiver hentet fra kunstnerens daglige gåture igennem Roms gader, hvor han har været bosat siden 1985. På disse gåture har maleren fået følgeskab af forfatteren Jens Christian Grøndahl. Det er der kommet en bog ud af. Den hedder SIHAYA TI AMO og bærer undertitlen »et essay om Seppo Mattinen og hans Rom«. Der burde måske i stedet have stået ’et essay om Jens Christian Grøndahls Rom’, for det er ham, der fylder mest, og ind under huden på Mattinen kommer læseren aldrig rigtigt.
Grøndahl leverer et billede af kunstneren Seppo Mattinen, som en ungdommelig og energisk person sine 75 år på trods. Men vi får også et billede af en ordknap og blufærdig person, der måske nok fortæller anekdoter om sin opvækst i Finland og sin akademitid i København, men som samtidig ikke ønsker at meddele yderligere om sine malerier end dét, de måtte meddele af sig selv. Og bogens fine fotografier af Joachim Ladefoged viser Mattinen som en ensom og fortabt person hentet direkte ud af et af hans egne malerier.

Sihaya
Det er ikke lange, dybe og indsigtsfulde samtaler de to imellem, der gør Grøndahl (og læseren) klogere på kunstneren Seppo Mattinen. Grøndahl bliver snarere klogere på Mattinens billeder ved at gå i dennes fodspor gennem Rom og selv betragte byens skæve urbane forløb, som var de malerier udført af Mattinen selv. En egentlig sympatisk indfaldsvinkel, der lader alt stå og falde med Grøndahls evne til iagttagelse og beskrivelse.
Bogens titel SIHAYA TI AMO er taget fra en graffiti på en husmur. En husmur, der ligeledes figurerer som motiv i et maleri af Mattinen. Hvem denne Sihaya mon kan være, gør Grøndahl sig (alt for) mange forestillinger om. Forestillinger, der forbliver let klichébefængte reflektioner over kærlighedens vilkår i storbyen. Grøndahls beskrivelser af Rom forløser ikke den samme melankolske og skæve poesi, som findes i Seppo Mattinens egne billeder.
Derimod giver Grøndahl os Roms sødme i en tempoløs prosa, der er blevet strakt et godt stykke længere ud end de kunstneriske og eksistentielle indsigter kan bære. Man kunne så indvende, at det adstadige tempo lige netop korresponderer fint med den kondenserede langsommelighed i Mattinens egne billeder. Men dét ville kræve, at Grøndahls beskrivelser af arkitektur, gadernes forløb og reflektionerne over kærligheden, det ukendte, livet og kunsten var langt mere koncentrerede. Stak dybere simpelthen. Og når de faktisk ikke gør det, så keder den temperamentsforladte prosa, der i sine registreringer kun momentvis løfter sig op over det smagfuldt dannede, men stadig tomme turistblik.
»Igen og igen går det op for mig, at det er virkeligheden, dens forunderlighed, der altid ligger bag, hvad Seppo gør. At han som kunstner på en næsten gammeldags måde er afhængig af at se, holde øjnene åbne og lade motiverne byde sig til,« skriver Grøndahl. Og det er jo ikke forkert. Det er bare en upræcis og tandløs betragtning, som bogen i øvrigt er fuld af.
SIHAYA TI AMO får derfor aldrig rigtig fat om hverken Mattinens kunst eller Rom, og derfor griber den heller ikke læseren. Beskrivelser som »vi sad på et lille spisested i Via San Martino ai Monti, deres ravioli i nøddesovs var ret udmærkede, og frascatien prikkede frisk mod ganen« tjener som parfumeret fyld, snarere end stemningsbeskrivelse. Man kommer derfor i tvivl om seriøsiteten af Grøndahls ærinde. Er det virkelig kunsten, han ønsker at træffe i sin prosa? Er kunsten også for ham en dyb og alvorlig leg, hvor alt nødvendigvis må sættes ind? Eller er den bare en sød og uforpligtende adspredelse mellem to romaner?
Bogen er iøvrigt forsynet med adskillige gode reproduktioner af Seppo Mattinens malerier.

*Jens Christian Grøndahl ’SIHAYA TI AMO’. 248 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her