Læsetid: 3 min.

Fjorden i dig selv

Lisbeth Bruuns debutroman, ’Nord for fjorden’, er en stilfærdig bog om en ensom piges opvækst til at blive sig selv
20. januar 2005

Ny roman
Undfanget i Marokko på et ægte tæppe, opvokset i et stort, tomt borgerhjem nord for Limfjorden – og senere hestepige.
Sådan er de ydre rammer i Lisbeth Bruuns debutroman, en stilfærdig og mestendels realistisk historie om en piges opvækst i den nære fortids Nordjylland. Bogen handler om et menneske, der bliver sig selv, ikke ad dramatiske omveje, men ved at reflektere over de ting, der sker nogenlunde ens for alle mennesker.
Indimellem suser sproget, men det er især i sin rolige hæderlighed over for et barns og en ung piges bevidsthed, at det er en fin debut. Muligvis dog med særlig appel til kvinder.
Romanens hovedperson og jeg-fortæller er cirka jævnaldrende med sin forfatter, om hvem man ikke ved meget andet, end at hun selv er født 1963 (dog søndenfjords, i Hobro) og i dag bor og arbejder i Schweiz som Rudolf Steiner-lærer.
Romanen begynder i en form for magisk realisme, hvor pigen beskriver sin egen undfangelse og hører og husker alt, hvad der er sket i hendes forældres indre, forud for og omkring hendes egen fødsel.
Men bogen lander ret hurtigt med begge ben i virkeligheden, uden at magien efterlader sig andre spor end ’Stemmen’, en slags skytsengel i pigens indre øre. I almindelighed vil den hende det godt, men selv bryder pigen sig ikke altid om at høre dens budskaber.

Mobning og ensomhed
I det store, fornemme hus vokser pigen op som enebarn uden særlig kontakt med jævnaldrende. Hun mobbes i skolen, lider af ensomhed og mister de få kammerater, hun har. Med sin sære baggrund aner hun simpelthen ikke, hvordan man leger eller har kontakt med andre.
Faderen er en lidt fjern advokat, moderen tandlæge med store forskerdrømme om at kunne forudsige menneskers sygdomme alene ved at se på folk mælketænder, som derfor indsamles i hobetal.
Om dette noble projekt brevveksler moderen livslangt og flittigt med en ligesindet ældre italiensk gentleman, Signor Broccoli. Foruden, at moderen i alle ledige stunder klaprer ned ad kældertrappen for dér at file særligt interessante tandeksemplarer over med henblik på undersøgelse. At den etablerede videnskab ikke tager ideerne alvorligt, slår hende ikke ud af kurs. Hun skal vise dem.
Pigen aner problemet, men siger naturligvis ingenting. Hendes far heller ikke.

Selvrealisering
Redningen kommer, da forældrene forærer hende en hest. Den ukomplicerede kontakt med dyret, og rideklubbens overtal af andre børn og voksne, der heller ikke har sprog eller sikre manerer udenpå ridetøjet, løser op for hende, og i gymnasiet får hun for første gang i sit liv veninder.
Og venner.
Den første ’kæreste’ bliver rideskoleejerens søn Poul, med venindernes bramfri udtryk ’hingsten’. Han repræsenterer en klassisk maskulinitet og en næsten ordløs seksualitet. Men de to får også en forståelse og ømhed for hinanden, der blot ikke er kærlighed.
Dén møder pigen først på en interrailtur i Grækenland. Men den smukke schweizer Johan er næsten for god og åndelig.
I bogen er selvrealisering nemlig nærmest frugten af den balance mellem ånd og drift, man kender til hudløshed fra litteraturen.
Man kan faktisk let forestille sig, hvordan pigen i en traditionelt ’mandlig’ bog kunne beskrives som en af de køligt gådefulde overklassestrigler, den mandlige pubertetslitteratur er så rig på, spaltet af sin indre fjord mellem et åndeligt og et kødeligt jeg.
Her ses spaltningen blot fra en kvindelig synsvinkel, og det er pigen selv, der har sine egne grunde til at elske, svigtes, svigte og forlade, som hun gør, uden at kunne gøre det bedre eller anderledes.
Skønt fortælleren demonstrerer et klart og fair blik over for, at de to unge mænd formentlig indeholder mere end det, de viser hende.

En art generationsroman
Nord for fjorden er også en art generationsroman om dem, der var børn i 1960’erne og unge i 1970’erne, hvor dannelsesrejsen går til Europa på interrail.
På den baggrund er det dog tankevækkende, at 1970’ernes politiske strømninger tilsyneladende går næsten totalt hen over hovedet på denne nordjyske hestepige, bortset fra, at gymnasiets venindegruppe kaldes ’basisgruppe’. Især når man betænker, hvilken rolle politiseringen af hverdagen spiller hos den jævnaldrende Hanne-Vibeke Holst, som Lisbeth Bruun deler hjemegn og (gymnasium?) med.
Af denne roman kan man altså lære, at selv (næsten) de samme liv sjældent arter sig ens.

*Lisbeth Bruun: Nord for fjorden. 336 s., 298 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu