Læsetid: 4 min.

Høj holdbarhed

Weekendavisens legendariske kritiker og anmelder Ulrik Høy fylder 60 år i dag. I den anledning udkommer en samling af hans klummer gennem 25 år. Her kan det konstateres, at Høys styrke og svaghed er, at han altid har ment det samme
11. januar 2005

Ny bog
Det er de færreste forundt at have deres helt egen avisklumme. En platform, hvorfra de uge efter uge kan skælde og smælde, ironisere og analysere, hænge magthavere, kulturmenneske og andet godtfolk til tørre, når der ikke er sammenhæng mellem det, de siger, de vil gøre, og det, de rent faktisk gør. Eller når de, ifølge klummisten, kort og godt afslører, at de ikke har forstået ret meget af det hele.
Sådan en platform har Ulrik Høy haft i Weekendavisen i 20 år, og det har han bestridt så godt, at klummen kort og godt bærer hans navn. Den er ham. Nu fylder han 60 år, og i den anledning har forlaget Lindhardt og Ringhof gjort sig den ulejlighed at samle en række af Ulrik Høys klummer, anmeldelser, reportager og andre skriverier fra hans 25 år i dagspressen. Tillykke med det hele.
Bogen er, som det som regel gør sig gældende med den slags potpourrier og highlights, mere interessant som tværsnit af et liv og et værk, end egentlig god. For det er med klummer som disse, at de lever bedst ved at blive læst på stedet, altså i den konkrete sammenhæng, de er blevet til i.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at der af mange grunde også er meget at hente i Høys artikelsamling. Først og fremmest er man – som det altid er tilfældet med Ulrik Høy – godt underholdt i hans selskab, men man er mere end det.
Ulrik Høy har utrætteligt – og længe inden, der var nogen spindoktor, der havde tænkt på det – ført kulturkamp fra sit lille hjørne på bagsiden af Weekendavisen. Som noget så sjældent som en borgerlig-liberal, fri intellektuel har Ulrik Høy i sine 25 år i pressen holdt fast i sine grundsynspunkter. Og de er med deres udspring i et borgerligt livssyn først og fremmest, som det også nævnes i forordet, baseret på frihed, men også på menneskeligt nærvær og fællesskab.
Det er på denne baggrund, Ulrik Høy har ført sine kampe mod børneopdragelse, dansk og international politik, Klaus Rifbjerg, feminiseringen af det danske samfund, den politiske korrekthed, udlændingepolitik og så videre og så videre. Hovedfjenderne er, som det sikkert vil være læsere af nærværende avis bekendt, kulturradikalismen, kommunismen og ikke mindst den hjemlige venstrefløj, som i Høys optik i efterkrigstiden har svigtet ved enten ikke at lægge tilstrækkelig afstand til Sovjetkommunismen eller ved i hans øjne at lukke øjnene for den historiske sandhed.
Det er fra denne position, at Høy med enorm sprogsans har skåret på kryds og tværs af herskende debatter og begivenheder. Oftest ind til benet i første snit, og ofte til stor morskab for læseren, med mindre man er den, det går ud over. Men når man læser Høys greatest hits, ser man også en anden person bag den konservative Jeronimus, der ser forfald og hykleri over alt. Man ser et lidenskabeligt og musisk menneske, der skriver med stort frisind og indlevelse om så forskellige ting som for eksempel klassisk musik, maratonløb og sin familie. Og i en central artikel fra 2004 afslører han sit mentale arvegods i form af en hyldest til 1950’erne, det sammenhængende hjem og den hjemmegående husmor.

Perfide angreb
Det stærkt forsonende ved Ulrik Høy udover hans humor er, at han først og fremmest er sin egen. Han har stort set ment det samme i samtlige 25 år, hvilket man kan forsikre sig om ved at læse åbningsartiklen fra 1979 om børneopdragelse og især venstrefløjens fallit i den anledning. Den kunne være et indlæg i dagens debat om curling-forældre.
Men selv om Høy til dels er blevet indhentet af tidsånden, så er han alligevel tilstrækkelig uforudsigelig. Det fremgår for eksempel af bidraget fra sidste år om USA’s tilstedeværelse i Irak.
Når tidsånden vender, kan man være sikker på, at Ulrik Høy stadig står, hvor han står, og derfor er han langtidsholbar som meningsmager. Han går som en pæl gennem en tid, hvor løse synspunkter og opportunisme hænger løst. Opportunisme kan man ikke anklage Ulrik Høy for, og hans ofte perfide angreb har givet ham mange fjender, men også mange venner selv i fjendens lejr. Og omstillingsparat er han heller ikke. Det vil hans sikkert også gerne betakke sig for at være. Og det er sådan set både hans svaghed, men også hans styrke. Svaghed, fordi der er ting, han nægter at se eller tage stilling til. Styrke, fordi det gør ham til den enestående kritiker, han er. Og tak for, at han er enestående. For var der for mange som ham, ville det heller ikke være til at holde ud.

*Ulrik Høy: Men… Artikler og essays 1979-2004. Lindhardt og Ringhof. 274 s., 299 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu