Læsetid: 3 min.

Kød, blomster og forfald

Rå, intense nye noveller af Astrid Saalbach, der tilsyneladende til stadighed må mindes faldets mulighed for ikke at miste balancen
26. januar 2005

Ny bog
Astrid Saalbach behersker det der med den truende uhygge midt i idyllen. Mislyden, der skærer gennem et tilsyneladende banalt sceneri og afslører uroen og dissonansen under overfladen.
Det dokumenteres også i en aktuel novellesamling, Månens ansigt, der udkommer i dag på Gyldendal, hvor Astrid Saalbach er flyttet hen fra forlaget Rosinante.
Månens ansigt udkom første gang i 1985, men har nu fået tilføjet fire noveller, to nyskrevne og to, der har været trykt i blade og tidsskrifter.
Resultatet er en bog, der er lille af sidetal, større af format. 16 korte historier, der skitserer en situation, fører en stemme frem og lynsnart slynger begge dele ned i pointens afgrund, hvor alt er som før – og alligevel forandret.
Kombinationen af nye, halvnye og 20 år gamle noveller viser en forbavsende stabil stemmeføring, men emnevalg og synsvinkel har ændret sig fra den 30-årige til den snart 50-årige Astrid Saalbach (født 1955).

Spædbørnsmødre
Ikke mindst er det synligt i to noveller, der med 20 års mellemrum begge lejrer synsvinklen hos en ung spædbarnsmor. Men hvor den ældre novelle af den yngre forfatter fokuserer på indgangen til en ukendt fremtid, foregriber den yngre kvindelighedens forfald.
1985-novellen »Edderkoppen« ser gennem en ung mors øjne, hvordan hendes spæde søn med øjnene følger en edderkop, hun selv finder ækel og uhyggelig. Edderkoppen bliver fikspunkt for hendes erkendelse af, at barnets eksistens introducerer det ufortrolige og ukontrollerbare, ja, skræmmende, i hendes liv, som hun nødsages til at acceptere.
Derimod fokuserer den nyskrevne »Blomsterne« i selvsamme barselssituation på råddenskab, forfald, begravelse: »Man kan snart ikke se hende for blomster,« lyder novellens første linje. Ikke nok med, at barselsmødrene begraves i blomster, den hede hospitalsstue sørger endda for hurtig afblomstring: »De, der var i knop i morges, er allerede fuldt udsprungne og begyndt at falde.«

Døden og grimheden
Barn og fødsel erstatter defloreringen fra den klassiske vise om den fattige blomstersælgerske (»Køb blomster, en rose så rød fra morgen til aften er visnet og død!«) som det, der forvandler kvinden fra friskhed til forfald. I et drømmesyn ser den unge mor babyer og blomster som en vampyrhær af sugende, søgende munde: »og flere munde, blomstermunde, mælkemunde, skrigende, blindt søgende, flere og flere endnu, hele stuen, hele himlen, hele rummet oversået med øjne, og små munde, barnets øjne, barnets mund, overalt, i alt«, som novellens slutning lyder.
Døden og skrækken for grimheden er i det hele taget sjældent langt væk hos Saalbach, der også i sine skuespil tit har demonstreret interessen for det monstrøse, sammenbruddet, der fører til mord, vold, vanvid. Ikke mindst i det opsigtsvækkende Aske til aske, støv til støv, om en kvinde, der blev mordbrænder af kærlighed.
I novellerne her bliver det dog oftest ved de mindre chok. Som da den lille dreng i »Udflugten – Jons første drøm« kommer med en forkert børnehave hjem fra udflugt. Pinligheden i »Pletten«, hvor den unge skuespillerinde får menstruation under forestillingen og under et tiltrængt hvil bløder igennem på den homoseksuelle mandlige stjernes divan. »Negeren«, en scene i en frisørsalon, vil dog lidt for lidt, mens »Forsøgscentret«, der har været trykt i Ud&Se, er en vittigt bister sag om at finde det, øjnene søger.

Rå, gådefuld forfatter
Tre sammenhængende ’gamle’ noveller, »Stranden«, »Tøjet« og »Kødet«, har fat i grundsubstansen, den skrøbelige ro, der krakelerer, mens facaden holder.
I »Tøjet« rydder tre døtre op i deres afdøde mors tøj og konfronteres med hendes duft, silkebluser, læsebriller... Uudholdeligt, men det skal gøres. I »Kødet« genopstår moderen, da faderen optør og serverer hendes sidste efterladte ret fra fryseren, en postej.
»Bente stirrede på kødet på sin tallerken. Hun kunne umuligt spise én mundfuld til. Hun følte sig som kannibal, men (faderen) overvågede dem, holdt øje med at de spiste op, ikke levnede noget.«
I denne sidste nadver ønsker faderen tilsyneladende, at moderens kød bogstaveligt genopstår i døtrenes unge kroppe, mens den samme tanke kalder kuldegysninger frem hos dem.
Saalbach er en fascinerende, rå, gådefuld forfatter, der forvandler hverdag til poesi og viser, hvordan tryghed sådan set kun er balancegang på undergangens kant.
Forskellen på hende og os andre er, at Astrid Saalbach til stadighed må mindes faldets mulighed for ikke at mi-ste balancen.

*Astrid Saalbach: Månens ansigt. 112 sider, kr. 125. Gyldendal, udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu