Læsetid: 5 min.

Kunst som kortprosa

Kunsten er ikke under afvikling, forsikrer Solvej Balle i ’Det Umuliges Kunst’, hvori forfatteren insisterer på at der slet intet skete i det 20. århundrede. Alt er intakt
18. januar 2005

Ny bog
’Hvad er da kunst, hvis vi opgiver det på alle måder forvirrende begreb skønhed?’ spurgte Leo Tolstoj i Hvad er kunst? der blev udgivet i 1898 – blot 12 år før han forlod sit gods for at dø alene på jernbanestationen i Astrapovo. Solvej Balle stiller nogenlunde samme spørgsmål i sine skitser til en kunstteori, som tager form i Det Umuliges Kunst: Hvis kunsten nu slet ikke var æstetik, hvad ville den så være?
I forordet skriver Balle, at bogen indeholder én enkelt tanke: At kunst må forstås som menneskets forsøg på at overvinde sine grundvilkår – ved i prosaen at beherske tiden og i maleriet at beherske rummet. Tolstoj afskrev i sit ikonoklastiske anslag Dante, Michelangelo, Beethoven og Baudelaire og dertil egne hovedværker, fordi han efter 15 år – så langt tid var teksten undervejs – mente, at kunst opstår i og med tidens moral. Men mens Tolstoj var på vej ud af sig selv og ind i askesen, mangedobler Balle – hvis bog har været 18 år undervejs – sig selv: Ved insisterende at skrive bogen i en pluralis, der ikke synes at være majestætisk, gør Balle egen erfaring af tilværelsens vilkår til en almenmenneskelig erfaring. Og hun gør det i en prosa, der især i første halvdel af bogen, er knap så kortfattet som kortprosaen. Stilen er kort sagt sludrevorn. Den er skrevet i ’menneskehøjde’.

Omgåelse af det umulige
»Jeg går rundt og føler...« bliver hos Balle til langstrakte iagttagelser i stil med:
»Vi kan se, at solen bevæger sig hen over himlen, og at fuglene bevæger sig gennem luften, og vi forstår, at luften og universet må være tomme, at genstandene i dem må være solide, og at disse genstande bevæger sig, mens jorden under sig står stille.« Dette bliver derefter udlagt som materiale for en art antropologisk erfaring: Sådan tænker mennesket. Herefter udlægger Balle mennesket og verden i stabile kasser, i omfangsrige mængder og delmængder. Menneskelivet kan ifølge forfatteren inddeles i fire område: Det praktiske, det sociale, det æstetiske og det teoretiske – og hertil kommer, at kunsten foreslås som et femte, der ganske vist står i relation til – men som ikke kan underlægges – de øvrige områder. Kunsten er den måde, hvorpå vi kan suspendere tilværelsens grundvilkår, altså en måde at omgås det umulige.

Avantgardens genkomst
Efter således at have indskrevet kunsten som et livsområde, bliver også kunsten inddelt i mængder og delmængder. Og med, hvad der må betragtes som en bemærkelsesværdig argumentation, gør Balle sig til talsmand for, at kunst opstår i og med sine delmængder, altså kunstarterne. De egentlige kunstneriske genrer er: Maleri, fortælling, drama, digt, skulptur og musik. Begreberne kunstværk og kunstart giver mening, insisterer Balle, og forklarer hvorfor uden dog at kvalificere: Teoretikere og filosoffer, skriver hun, har ikke på overbevisende facon diskvalificeret disse kategorier og vist, at de ikke kan være ’nyttige’. Og derfor kan de lige så vel være brugbare. For, mener Balle, de har over tid vist evne til at holde fast i fænomener med en vis stabilitet. Og det synes på sin vis at være den grundlæggende ambition: At berolige sig selv som udøvende kunstner ved at etablere kunsten og kunstarterne som stabile enheder, der ikke skal kvalificeres af tilfældigheder som kunstinstitutioner eller smag. Her antydes det, hvilket tankesæt Balle skriver sig op imod: Hun nævner Duchamps Fontæne og man kan høre Joseph Beuys hviske lige bagved: ’Ethvert menneske er en kunstner.’ Netop som man troede at den avantgarde var blevet parkeret, giver Balle den helt fornyet aktualitet ved med et besynderligt altmodisch kunstsyn at fremskrive en sådan antikunst som den destabilserende faktor.

Kunstens opløsning
Et kapitel er dedikeret til ’kunstens opløsning’ (hvilket afsløres som et fejlagtigt postulat), men tilsyneladende forveksler Balle kunsten med kunstarterne: det er dem, som hun mener har været under afvikling. Kunstarterne fremstilles derfor som De Fantastiske Fem – superheltene kendt for hver sin helt unikke egenskab: fortællingen sætter mennesket i stand til at beherske tiden, maleriet til at beherske rummet, dramaet (og digtet) til at krydse identitetens grænser og meget bemærkelsesværdigt: skulpturen sætter mennesket i stand til at udfordre det grundvilkår, at ikke alt i verden er gjort af samme materiale som mennesket: »I skulpturen kan vi modellere os selv ind i verdens materiale og omforme sten til oprejste mennesker og dermed omforme selv de mest fremmede dele af vores omverden til noget, der ligner os selv.« Man må formode, at Balle mener statue og ikke skulptur, hvis motiv jo ikke er begrænset til mennesket, men som tværtimod begynder med guderne og ender som abstrakt.

Æstetik og ikke kunst
Heller ikke Kant kunne forudsige det, der ville ske i det 20. århundrede: Det totale sammenfald af kunst og æstetik, sammenfaldet mellem kunstneren og beskueren. Det kan man selvfølgelig mene er noget rod og forsøge at rydde op i det, og det gør Balle ved kort at konstatere: Det var ikke kunst, det der foregik i det 20. århundrede, det var blot æstetik. Det er en kunstopfattelse, der kommer af at tegne lige streger gennem kunsthistoriens kanoniske værker og af at konstatere: Det 20. århundrede drejer af, det passer ikke ind. Og det er måske det mest problematiske ved Balles kunstteori: Hun befæster blot etablerede kunsthistoriske positioner og bringer intet nyt til overfladen. Det kan undre, at en yngre forfatter intet har at sige sin om egen tid – det mest samtidige kunstværk, der finder omtale, er Manzonis lort på dåse fra 1961. Balle kan næsten ikke få sig selv til at benævne samtidskunsten og sætter den derfor i anførselstegn: »En stor del af denne ’nutidskunst’ fungerer i dag som dekorationer i byrummet og arkitekturen som indretning og design, som mode og kropsudsmykning, som æstetiske forlystelsesparker, raritetskabinetter, vittigheder og freakshows, som æstetiserede politiske kommentarer og så videre.«
Her konstaterer hun: Nutidsæstetik ville være en mere præcis betegnelse. Vejen til kunsten synes i Det Umuliges Kunst at gå bagud. Det ligner til forveksling en blindgyde.

Solvej Balle, Det Umuliges Kunst, 224 sider, 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu