Læsetid: 6 min.

Læs den bog!

Slavenka Drakulics bog om krigsforbryderne fra Balkan bringer krigens mekanismer så tæt på som overhovedet muligt
13. januar 2005

NY BOG
Cetnikkerne, de serbiske antikommunister og nationalister under Anden Verdenskrig, stegte et spædbarn i ovnen som en pattegris.
Det lyder som en vandrehistorie og er det muligvis også. Men i dette tilfælde er det Slavenka Drakulics egen kroatiske bedstemor, der fandt barnet, og som fortalte det til sit barnebarn.
»Med tiden blev hendes forfærdelse min egen,« skriver Slavenka Drakulic. og måske er nøjagtig det samme sket for bedstemoderen: At hun har fået historien fortalt og gjort forfærdelsen til sin egen. Drakulic betvivler tilsyneladende ikke selve historien, men hun er reflekteret nok til at indse omfanget af den.
»For i totalitære samfund, hvor der ingen sand historie er, har hvert enkelt menneske en samling af sådanne billeder i sin hukommelse, og hvis han ikke har andet, bliver det farligt,« konstaterer hun.

Den rette person
De ville ikke gøre en flue fortræd, hedder Slavenka Drakulics bog om krigsforbrydere ved retten i Haag, som nu omsider er kommet på dansk. Den kan ikke blive læst hurtigt nok. Slavenka Drakulic er i sjælden grad den rette person på rette sted til rette tidspunkt, og det sætter hende i stand til at fortolke hvad det var der skete på Balkan i 1990’erne, så det rækker ud over Balkan-krigen og langt ind i os selv.
Slavenka Drakulic tilhører den generation, der voksede op under Tito med historierne om de grumme cetnikker og om partisanernes heltemodige modstandskamp. Hun kender den totalitære dagligdag, og hun har samtidig udblik både til bedsteforældregenerationen og den unge generation, som var den, der blev sendt i krig i 1990’erne.
Nu sidder hun i FN’s Krigsforbryderdomstols retssal i Haag og lytter til anklagerne, lærer langsomt ofrene at kende og genkender dem. Biljana Plavsic, der var en af de tre højest placerede embedsmænd i Republika Srpska under krigen, minder hende om hendes egen mor; Radislav Krstic, bekymret general i Republika Srpskas hær og idømt 46 års fængsel for massakren i Srebenica, minder i sin blanding af veghed og autoritær myndighed om hendes far.
Efterhånden som den ene anklagede efter den anden føres frem, opdager hun selv, hvor meget hun på grund af sin baggrund bare véd om dem: Om deres baggrund, tænkemåder og handlemåder – og hvor meget hun ved om dem, der ikke er anklaget, men som hjemme på Balkan betragter domstolen som én stor uretfærdighed.
»Eftersom folk finder det lettere at leve med løgne end med sandheden, bliver for-
søgene på at udøve retfærdighed gennem Haag-domstolen eller blot ved de lokale domstole betragtet som uretfærdige. Og så længe viljen til at afdække sandheden er så lille, vil det at drage krigsforbrydere til ansvar fortsat blive betragtet som en trussel mod hele samfundet.«
For det var et samfund, der var let at lokke i krig, fordi folk i forvejen var fyldt med myter og løgne om hinanden.
»Først nu forstår jeg, hvor let det er at starte en krig, når kendsgerningerne mangler. Krig opstår ikke ud af ingenting; i Jugoslavien lærte jeg, at krig skal forberedes. Det er let for de politiske ledere at bruge billeder som dem, jeg husker, at udnytte folks følelsesmæssige hukommelse og opbygge hadet derpå.«

Samfund af medskyldige
Resultatet er et helt samfund af medskyldige samt en håndfuld fuldkommen ufattelige historier. Som den om den bosniske serber Goran Jelisic, der er født i 1968, og hvis store lidenskab er lystfiskeri. Det bedste han ved er at sidde en hel dag i stilhed ved floden. I løbet af 18 dage myrder han med koldt blod og uden grund 13 fanger i Lukalejren i nærheden af Brcko. Hvorfor?
Det er spørgsmål af den slags, der næppe kan bevares, men i denne bog føres den tavse medskyld og den aktive bøddelgerning helt op mod hinanden, så man står ansigt til ansigt med det ufattelige uden slør imellem.
Det skyldes til dels, at Slavenka Drakulic er så sikker i sin sag, at hun ikke er bange for at digte. Det portræt, hun tegner af den unge Jelisic, har litterære kvaliteter uden at man er i tvivl om ægtheden. Tværtimod forstår man meget mere gennem hendes fortolkning.
Om den unge Jelisics generation hedder det: »Efterhånden som de blev ældre, blev de overbeviste om, at de ikke adskilte sig fra deres jævnaldrende i Vesten, for de lyttede til U2 og Madonna, så amerikanske film og serier i fjernsynet, læste Tolkien og gik i jeans, som om det var den naturligste ting af verden i Jugoslavien. Min generation voksede op i et kommunistisk land, hvor jeans var et produkt af ’den småborgerlige vestlige kultur’ og tegn på dekadence; min far ville aldrig have ladet mig gå i jeans. … Da krigen brød ud, kunne de ikke forstå, at man forventede, at de, som var født sidst i tresserne eller først i halvfjerdserne, ville kæmpe i den… på en måde blev denne generation nødt til at udkæmpe deres bedsteforældres krig.«
Slavenka Drakulic konkluderer, at Goran Jelisic både er bøddel og offer. Han og hele hans generation blev holdt for nar. »Mange fra hans forældres generation – min generation – tog den nationalistiske ideologi til sig og gjorde intet for at forhindre den krig, der udsprang af den.«
Det forklarer ikke hans ufattelige handlinger, men det retter søgelyset mod alle dem, der i tide kunne have forhindret, at han måtte forlade sin fredfyldte syssel ved floden.

Tæt, tættere, tættest
Det samme gælder for Drazen Erdemovics historie. Han melder sig til hæren for at kunne forsørge kone og spædbarn og spare nok sammen til, at den lille familie kan rejse bort til et nyt liv. Men han bliver en af de udkommanderede, der skal henrette de muslimske mænd og drenge fra Srebenica. Da han protesterer, får han valget mellem at skyde eller at stille sig op i rækken af ofre. Hvad havde man selv gjort? Man ved det ikke, selv om man jo nok havde skudt.
Men man erkender, at man selv kunne være havnet i en lignende situation, hvis ens skæbne var en ugunstig.

De små skridt
Mindre kan imidlertid også gøre det. Først og fremmest må man under læsningen erkende, at man ikke selv kan sige sig fri for den slags små undladelsessynder og svigt, der i de rette omgivelser og på rette sted fører til krigen.
Sådan begynder det. Man magter ikke at tage til orde, at protestere en gang til, og især ikke, når det efterhånden begynder at blive farligt. Hvem har aldrig holdt kæft af bekvemmelighed?
Man holder op med at hilse på naboen, der kommer fra en anden etnisk gruppe, medierne dæmoniserer ’de andre’ og en dag er de ikke længere mennesker. Drakulic sammenligner med jøderne under Anden Verdenskrig: »Små ting som ikke at få lov til at købe blomster i en butik, få sit hår ordnet hos frisøren eller køre med sporvognen var de små skridt, der i sidste ende førte til gaskammeret.«
Man bliver meget glad for, at man ikke er født på Balkan.

Ingenting
Drakulic’ bog er helt enkelt fremragende, men uden epilogen havde den været mere ufuldkommen. Her sluttes cirklen nemlig, i Scheveningen, hvor de anklagede ved krigsforbryderdomstolen sidder forvaret. Og hvad møder man der? Et veltilpas lille samfund, hvor serbere, kroater og bosniske muslimer skiftes til at lave lækker mad til hinanden, spille musik og træne sammen i fitnesslokalet.
»Det er næsten rørende at se, hvor meget sammenhold disse mænd er i stand til at udvise, hvor megen solidaritet, der er iblandt dem,« skriver Drakulic.
Men det var de samme, der i årevis slog hinanden ihjel med koldt blod.
»De gør alle ofre meningsløse,« konkluderer hun derfor og spørger, hvad det hele skulle gøre godt for.
»Ser man på de lystige fyre i Scheveningen, er svaret klart nok: ingenting.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu