Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Det naivt moderne

Den fransk-tyske digter Yvan Goll introduceres på dansk med to langdigte: Endnu en fin, lille udgivelse fra forlaget Bebop
Kultur
21. januar 2005

Nye digte
Yvan Goll levede i første halvdel af det 20. århundrede, var født i Frankrig – Alsace-Lorraine – men skrev på tysk. I litteraturhistorien placeres han et sted mellem ekspressionisme og surrealisme. Nu introduceres han på dansk af forlaget Bebop, som med den lille bog Astral & Paris brænder fortsætter deres imponerende serie af skæve, udenlandske bidrag til den moderne lyriks kanon.
I den serie passer Yvan Goll fint ind, han er nemlig en fin digter. Hos ham får den patos, der kan skæmme mellemkrigstidens litteratur, et strejf af naivisme. Det har den ikke dårligt af.
Bortset fra det minder Goll meget om alt det, man forbinder med 1920’ernes moderne lyrik. Stilen byder på frie vers og let opløste sætninger. Sanseophobninger og sætningsstumper tages fra storbyens rum og sættes direkte ind i digtet. Men samtidig vil Goll ophæve tid og sted, han vil skrive digte, der kan rumme alle ting på én gang:
»I Chicago falder den berømte tagsten ned på gaden/ I Grønland kreperer en sælhund/ I Shantung synger finansministeren sin sang« – man mærker det nok: Goll skriver i telegrafiens tidsalder.
I langdigtet »Astral« fra 1920 er det genkommende refræn, at man må blive enkel og ensom igen. Bevidstheden og kulturen er et fernis, man skal undslippe. Digteren må blive som stenen eller træerne, gå i et med livets vekslen. Natur og teknik falder nu sammen til et hele undervejs:
»Ak var jeg sommer strøm og fisk/ Var jeg et spejl blot et vand fotografipladens gelatine eller sky/ Var jeg forvandling ind i universet!/ Men mit hjerte er af glas som en billig flaske/ Mit hjerte er et udstillingsvindue, om aftenen og om morgenen det samme,« skriver Goll.

Cykelsolen
Man kunne forestille sig, at der var noget uhyggeligt – eller bare storladent – ved forestillingen om en urkraft, der bryder kulturens skranker ned. Hos en dansk samtidig, Tom Kristensen, var det f.eks. skibskatastrofer og pludselig død, man længtes efter, mens man gik rundt i storbyens virak. Sådan er det ikke hos Goll. Her er urkræfterne aldrig truende, knap nok overmenneskelige. I bogens andet langdigt, »Paris brænder« (1921) averterer spisesedlerne med generalstrejke i Vatikanet – »paven har mavepine« – og solen fremstilles som en sportscyklist:
»Drivremme spænder fra måne til måne/ I verdens-velodromen/ På raslende enhjulede cykler SOLEN/ For at indvinde handikappet/ Midt på dagen/ ZENIT/ Den sveder i sin gule sweater/ Verdensracet hører aldrig op/ Motorcykler klatrer op på mælkevejen/ Og i Longchamps starter/ Citrongule jockeyer på fulde heste/ HURRA!«
De sublime udladninger sættes på plads af komiske elementer. De hentes fra en metropol, som mest af alt minder om en dukkeby: Mekanisk, i miniature, blottet for eksistensens træghed. Kosmos og det moderne liv forenes, men sådan, at det mytiske tager form efter en hverdag, der både er moderne og er let og fortryllet. Lidt som hos Jens August Schade, faktisk.
Et afsluttende, højpatetisk brev til den afdøde digter Guillaime Apolinaire, som også er oversat i Astral & Paris Brænder, udmærker sig især ved at bruge udtrykket »surrealisme« allerede i 1919. Det har vel litteraturhistorisk interesse; skal man læse Yvan Goll i dag, må det være på grund af hans digte. Det har vi mulighed for nu, og det er alt nok.

*Yvan Goll: Astral & Paris brænder. 56 sider, 100 kr. Bebop

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her