Læsetid: 4 min.

Nissen flytter med

Kræsent, men dækkende udvalg af Werner Aspenströms digte gennem et halvt århundrede
27. januar 2005

Ny bog
Der bliver nemt noget såre patetisk over de digtere, der stryger hele bøger af deres forfatterskab. Johannes V. Jensen forsøgte derpå, da han afskrev de to tidlige romaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898) og hånligt sagde, at man for hans skyld godt måtte henregne dem under Johannes Jørgensens produktion.
Ole Wivel fik på sine gamle dage travlt med at bortforklare de noget pinlige ungdomsdigte, han ellers så ihærdigt havde sørget for at få folk til at glemme, og hvad angår f.eks. Dan Turèll, bliver man såmænd kun klogere på ham ved at læse hans debutbog fra 1966, der var som snydt ud af næserne på Rifbjerg og Ivan Malinowski, ligesom man netop kan få sidstnævnte sat i et passende tidsperspektiv, hvis man i trods mod hans egne advarsler konfronterer just den poesi eller prosa (bl.a. novellesamlingen Vejen, 1954), han gerne (noget selvhøjtideligt) ville have været foruden.

Idealistisk patos
Werner Aspenström (1918-97), der i Sverige indtog en position som folkekær lyrik-humorist, lidt i stil med vor Benny Andersen, debuterede i 1943 med Förberedelse, en samling digte, der ofte er ved at sprænges af idealistisk patos. Her finder man tekster om drømmen, taknemmeligheden og solen, og digteren erklærer sig, svulmende af kaldsfølelse, rede til at »stå på hjertets side, / når det samler sig til strid«.
Ikke uden grund betragtede Aspenström sidenhen Skriket och tystnaden (1946) som sin ’officielle’ debut. Her ses livsmodet nemlig afløst af et humoristisk underspillet mismod. Heroismen er veget for en hverdagsforankret, nøgtern opmærksomhed på øjeblikket, enkelthederne, de ellers oversete småting, hvoraf jo verden består, til syvende og sidst.
Denne vending mod hverdagen fuldbyrdes i samlinger som Dikter under träden (1956) og Om dagen om natten (1961), men især i Inre (1969) og Ordbok (1976), som karakteristisk nok er meget fyldigt repræsenteret i det udvalg, som Christian Graugaard fik ud hos Samleren kort inden jul, og som solidarisk bortser fra den svulstige start, men modsat vægter den vemodigt smilende modsigelses-digter. Morsomt er eksempelvis et digt, hvor jeg’et efter at have læst 73 (fortræffelige!) stykker poesi om Ikaros, den svenske efterkrigsmodernismes »emblemfigur«, gerne lige vil lægge et godt ord ind for »hans fætter fra landet, / drengen Kampesten, efterladt på engen. / Jeg taler også på vegne af en græstue / som nyder skygge og læ.«
Skeptisk mod de store ord foretrækker digteren de små og tager forbehold, når han fristes af den gamle højstemhed, som her, i »Efter en frostnat«:

Mange vil få sig en overras-
kelse
som søvngængeren i natskjor-
te
på et rimdækket tag
under en ubønhørlig
for ikke at sige hånlig,
for ikke at sige svimlende
stjernehimmel.

Som det ses, har nissen en sjov tendens til at flytte med i form af behersket patos, nu ikke på hjertets, men på nøgternhedens, på tingenes vegne. Når de er bedst, bliver Aspenströms tekster da rapporter fra det undseligt glemte og mirakuløst ligegyldige. Han gør sig med Per Wästbergs udtryk til »det flygtiges og det sælsommes poet«. Sig selv lig, for så vidt som han til stadighed er »på rejse fra den ene tvivl til den næste«, men dog i konstant forandring, for så vidt som småtingspræcisionen kan appliceres på alt, nårsomhelst og hvorsomhelst, selv på det hospital, hvor han skrev en del af de sidste digte fra Israpport (1997). Denne posthume samling er bl.a. repræsenteret med det store, flotte fortællende digt om »Smerten«.

Direkte og enkelt
At oversætte Werner Aspenström har næppe været svært, for manden skriver som sagt demonstrativt direkte og enkelt. Hvis man alligevel skulle diskutere enkeltheder i Christian Graugaards kræsne, men dækkende udvalg, kunne det være de steder, hvor han overdriver forlæggets anti-lyriske anslag. Når en (højstemt og dog lavmælt) »Elegi« fra 1952 siger, at »nu regner byen væk med alle trætte mennesker«, ser jeg ingen grund til at erstatte det sidste ord med »folk«, og når »På ryggen i græsset« (1961) opfinder så smukt et ord som »himmelsglimten«, burde man vel oversætte det direkte og sige »himmelglimtet« i stedet for som Graugaard ligesom at almindeliggøre linjen og tale om »glimtet af himmel«.

Frakkens mysterium
Direkte unøjagtig er oversættelsen af det hyleskægge »Nordisk fællesskab«, hvor en ærkefinsk digter overfuser den ærkesvenske poesi og slår sig ned i en vinduesniche for at læse et nyskrevet digt.
»Sandsynligvis noget om naturen, træer eller den slags.« De andre, de fatter ikke en brik, men forstår mere og mere. Det er, skriver Aspenström, som når man krænger en frakke på »og får armen ind mellem foret og stoffet / og sidder fast i frakkens mysterium.« På dette sted i hans eget digt står der, på svensk: digtet og solopgangen »hade nu hunnit ett gott stycke«. Det bliver på dansk til, at de var godt på vej. Hvorved linjen mister billedforbindelsen fremad til digtets slutning, hvor dets vi, digterne, pludselig befinder sig »i et stort og voksende stykke stof.«
Hvor svært kan det være? En demonstrativt klar, enkel lyrik kræver en pinligt præcis fordanskningsstrategi. Den lyriker, der er stor med små midler, opnår i en oversættelse kun tilsvarende format ved troskab mod det upåfaldende, oversete – som med garanti netop er det, der har fascineret og engageret Graugaard. Og gennem ham skaffet os andre en herlig lille bog.

*Werner Aspenström: Sardinen i tunnelbanen. Digte 1946-97. Udvalgt, oversat og med efterskrift af Christian Graugaard. 80 s. Kr. 149,00. Samleren. ISBN: 87-638-0057-8

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu