Ny bog
Han vandt alle slag på vejen. Og alligevel siger han til sidst: Vi tabte. Han blev mere og mere anerkendt. Fra sag til sag, fra slag til slag viste Preben Wilhjelm, at venstreorienterethed også har drejet sig om at realisere borgerlige idealer. At venstreorienterethed ikke bare har været drømme om et nyt samfund og langt hår ned ad ryggen.
Det var ikke som revolutionær politiker Preben Wilhjelm blev berømt. Det var som en politiker og praktiker, der greb ind i konkrete sager og forsvarede principper og rettigheder for alle.
I erindringsbogen Fra min tid, der i dag udkommer i anledning af Wilhjelms 70 års fødselsdag, gør han status over, hvor meget venstrefløjen fik igennem, og hvad venstrefløjen fik ud af at sidde på meningsmaskinerne i 70erne:
»Intet. Absolut intet! Af den simple grund, at det er en fuldstændig grotesk påstand, at venstrefløjen sad på flæsket. Venstrefløjen kom til orde, javel, men derved blev det. Venstrefløjen var også dengang i defensiven.
Hvorfor er venstrefløjen, med rette, blevet karakteriseret som nej-sigere? Fordi de politiske dagsordener, der var magt bagved, aldrig gik i vores retning. Der var rigeligt at gøre med at slås mod forringelser.
Kræfterne måtte sættes ind på at forsvare nogle værdier, som det burde have været socialdemokraternes og anstændige borgerliges opgave at beskytte, men som kun venstrefløjen kerede sig om.«
Det lyder som den modsatte historie: Nu har vi i det, der synes en evighed, set borgerlige journalister og borgerlige politikere, kræve, at venstrefløjen skulle stå skoleret og bede om tilgivelse. De skulle tage afstand fra deres forgudelser af udemokratiske og totalitære regimer.
Preben Wilhjelm bekræfter i bogen, at der var stemmer på venstrefløjen, der talte for røde undtagelser, og at målet helliger midlerne. Men erindringer af episoder og genoptrykte gamle debatindlæg i bogen viser også, at den store modstand mod totalitarismen og Sovjetunionen fandt sted på venstrefløjen. Og som Wilhjelm pointerer: Det var ikke Uffe Ellemann Jensen og Kjeld Hillingsøe, som i 1980erne blev inviteret til Polen for at besøge Solidaritet: De polske dissidenter inviterede Klavs Birkholm og Preben Wilhjelm fra Venstresocialisterne.
En biografi
Preben Wilhjelms bog er ikke en almindelig biografi. Den starter med en biografisk episode fra 1950erne. Men ellers er den ikke bundet sammen af private og personlige oplevelser og fortællinger om tvivl og fortvivlser og meningen med venstrefløjen og kampen for et bedre samfund.
Bogen starter med eksistentielle episoder og fortsætter med skildringer af de konkrete begivenheder: oprettelsen af først SF og senere VS og slagsmål i Folketinget og senere Wilhjelms engagement i specifikke debatter. Efterhånden bliver bogen til debatindlæg og trykte foredrag. Den efterlader den fornemmelse, at personen Preben Wilhjelm fuldstændig realiserer sig selv i sine professionelle slag. Som ikke bare var enkeltsager, men sager med principielle konsekvenser.
Det er ikke venstrefløjens intellektuelle og kollektive skæbne, der udfoldes i Fra min tid. Det er beskrivelser af den perfekte praktikers stadige kamp. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan det lykkes Wilhjelm at forbinde antiautoritære idealer med en praksis, der ydmygt undersøger de givne sagsforhold. Han læser finansredegørelser, studerer rigspolitichefens kundgørelser, han undersøger selv sagsakterne vedrørende AP Møller og Nordsø-koncessionen.
Den anti-autotitære indstilling betyder ikke, at det hele er op til hans egne holdninger og fornemmelser. Tværtimod: Det betyder i praksis, at han ikke stoler på autoriteternes udlægninger og hele tiden må sætte sig ind i de økonomiske, juridiske eller tekniske vilkår for magtudøvelser.
Det anti-autoritære bliver en forpligtelse på saglighed. Der kendes adskillige eksempler på, at Preben Wilhjelm selv har regnet grundigere på tal og statistikker end ministeriernes embedsmænd, og i Folketingssalen kunnet udfordre ministres monopol på ekspertise.
Derfor har han altid ret. De sager, han engagerer sig i, ligner hver gang et slag mellem de gode og de onde, mellem dem, der vil misbruge magt, bøje loven og krænke rettigheder. Det er sjældent slagsmål om holdninger, men som regel mellem egeninteresser og principielle rettigheder.
Når Preben Wilhjelm blev en af sit lands mest anerkendte politikere, var det ikke mindst, fordi han demonstrerede, at principielle rettigheder også galdt hans modstandere. Hvem forsvarede retssikkerheden for den Hetler, der blev afsløret for at have spioneret imod Preben Wilhjelm? Det gjorde Preben Wilhjelm selv.
Altid ret
Den eneste virkeligt levende refleksion i Fra min tid lukker bogen. Og det er her, Preben Wilhjelm chokerer ved at konstatere, at alt er tabt.
Men det er et åbent spørgsmål om Preben Wilhjelm har ret i, at alt er gået så skidt. At kampen alligevel blev tabt. Der er ingen tvivl om, at Preben Wilhjelms indsats som journalist og politiker har skærpet en kritisk bevægelse og legitimeret en modstandskultur.
Når alt kommer til alt, er sejre og nederlag i det politiske spil altid foreløbige sejre og nederlag. Som Malcolm X sagde om frihedskampen: »This is a game that moves as you play.«
Preben Wilhjelms erindringer er trods alt også eksempler på succes for dem, der skal fortsætte spillet. Men det mest påfaldende ved bogen er måske det, der ikke er med. De slagsmål der ikke handler om ret eller uret, men om hvad der er det bedste. De sager, man ikke kan undersøge eller afklare sagligt. Der står ikke meget om de overvejelser, der forbinder de enkelte sager i det store billede. Der står ingenting om, hvordan det kan gå så godt og så alligevel ende som en katastrofe.
*Preben Wilhjelm: Fra min tid. 342 s., 269 s., Gyldendal 8702036185 Udkommer i dag
