Læsetid: 6 min.

Ånden og den ulykkelige bevidsthed

Det kolossale filosofiske system, åndens verdens-historie og videnskaben om den menneskelige erfaring: Hegels filosofiske storværk ’Åndens fænomenologi’ udkommer nu endelig på dansk
17. februar 2005

Denne mand rejste en bygning. Nærmest et palads. Han byggede et stort hus, som skulle rumme det hele. Og så glemte han at finde plads til sig selv og endte med at måtte bo ude i hundehuset. Det er vel nok latterligt. Det er i det hvert fald ifølge Søren Kierkegaard, der brugte billedet med manden i hundehuset til at gøre nar af den tyske filosof G.W.F. Hegel.

Og det er sandt, at Hegel udfoldede sin filosofi som et system, der skulle kunne rumme det hele. Han var den sidste filosof, der tænkte i så store linjer. For Hegel ville tænke bevidsthed og omverden, natur og historie, videnskab og kunst, erkendelse og moral, fornuft og ånd ind i samme overvældende system.

Kierkegaard mente, at Hegel havde lukket mennesket ude. At det enkelte menneske er det, der ikke passer ind i det store billede.

Det frie menneske

Hegel så det anderledes: For ham var det en radikal udfordring, at det moderne frie menneske ikke kunne finde ind i huset. At den moderne frihed var blevet så absolut, at den udviklede sig til terror. For det moderne menneske står over for en verden, som det ikke længere kan genkende sig selv i, og det kan heller ikke længere se sig i relation til noget større end sig selv.

Dette moderne menneske er ulykkeligt. Den ulykkelige bevidsthed kan begære, arbejde og nyde, men ikke realisere sig selv i en offentlighed. Og det menneske, der således er overladt til sig selv, må betragte sin egen død som herre og mester. Som Hegel skriver: »Døden er selve den smertefulde følelse, der griber den ulykkelige bevisthed over, at Gud selv er død.«

Man skulle tro, det var skrevet i dag. Men det er kort efter den store franske revolution i 1789. Og allerede nu har Hegel set de moderne processer som risikable og destruktive. De moderne mennesker har lagt fællesskaber bag sig. Men er ikke trådt ind i nye folk og nye sædvaner. Den unge Hegel var optaget af at tænke nye overgange. Og vise, at friheden fra de gamle former også måtte være frihed til at træde ind i forbindelser.

Der verserede i Hegels samtid to idealer om det frie menneske: Den ene er den romantiske forestilling om det ekspressive menneske, der skal udfolde sig selv. Det andet ideal foreskriver et moralsk og selvstyrende individ, der skal gøre pligten til sin vilje.

Dette menneske behersker sig selv og forsager sine personlige interesser og tilbøjeligheder for at overgive sig til pligten, til dyden. Det ene individ ser sine egne interesser og tilbøjeligheder som vejen til selvrealisering, det andet individ ser sine egne tilbøjeligheder som forhindringer for at realisere sig selv som moralsk individ.

Hegel: Åndens fænomenologi.

Det ene individ går ifølge Hegel under, fordi det i sin nydende og begærende omgang med omverdenen ikke sætter sig i noget andet end sig selv. Det moralske menneske, der ofrer sig for pligten, bliver tomt. Det ene individ overgiver sig til sin natur, til begæret og driften, det andet individ opgiver sin natur. Det kan ikke se sig selv som både natur og ånd. Det kan ikke se ånden i naturen og sig selv i ånden.

Det bliver Hegels projekt at sætte mennesket som midten mellem verdensånden og naturen. Og denne ånd er ikke et andet ord for Gud. For ånden kan kun blive virkelig gennem mennesket; mennesket realiserer ånden, og verdenshistorien er fortællingen om denne virkeliggørelse. Ånden viser sig i historien som konkrete skikkelser, det vil sige: som fænomener. Derfor hedder Hegels hovedværk fra 1806 Åndens fænomenologi. Og som filosoffen selv beskriver som værkets ærinde:

»Nu var det imidlertid vores opgave at give en almen fremstilling af, hvorledes individet fra det udannede standpunkt føres frem til viden, ligesom vi skulle betragte det almene individ, verdensånden, i dens dannelsesproces.«

Erkendelse og historie

Åndens fænomenologi udfolder bevægelsen fra almindelige menneskers naive iagttagelser af verden og frem til sandheden. Den viser overgangene fra den ’naturlige bevidsthed‘ til videnskabelig indsigt. Åndens fænomenologi er således en dannelsesrejse, et erkendelsesteoretisk anliggende. Men den proces er også verdenshistoriens forløb. Den menneskelige erkendelse og verdenshistorien følger ifølge Hegel den samme dialektik.

Det enkelte menneskelige individ udvikler sig efter samme mønster som det almene individ: verdensånden. Erkendelsesprocesser og historiske forløb finder sted i tre stadier: Først er man i sig, så er man for sig. Og siden bliver man i og for sig. Først står man over for verden som noget fremmed. Så sætter man sig selv i verden. Og endelig ser man sig selv i verden og verden i sig selv.

Bevidstheden er først over for omverdenen, så ophæver den naturen ved at gennemtrænge den. Den udfolder sig som negativitet, som dynamisk sønderdeling af den solide natur. Denne negativitet er både livets og erkendelsens princip. Der er for Hegel en nær forbindelse mellem eksistens og erkendelse; mennesket har behov for filosofi. Denne samme negativitet arbejder i historien.

Georg Wilhelm Friedrich Hegel brugte gammeldags og metafysiske begreber til at beskrive verdenshistorien, men vi må efter 200 års opgør med Hegel erkende, at det er hans historie, vi lever i, og hans tanker, vi tænker med
Læs også

Historien bestemmes også som negativitetens arbejde. Som Hegel forklarer: Først var menneskene forenet i den græske polis. Her var det sande fællesskab, det sande folk:

»Det er altså i et i egentligste forstand frit folk, fornuften virkeliggøres. Den gør sig gældende i den levende ånd, som den enkelte finder sin bestemmelse i, dvs. i sit almene og individuelle væsen. Og det er ikke noget, der blot sige... De viseste blandt de gamle har derfor også sagt, at visdommen og dyden består i at leve i overensstemmelse med folkets sæder og skikke.«

Men dette fællesskab måtte gå under.

Eller som Hegel skriver: »Fornuften må træde ud af denne lykkelige tilstand.« Den bevidsthed, der realiserer sig selv i dette fællesskab, bliver udsat for individualiteten som ophævelse. Menneskene træder ud af det almene fællesskab og realiserer sig som enkelte individer. Og herfra bliver individualiteten, den ulykkelige bevidsthed, den absolutte frihed og terroren til de afgørende udfordringer.

Hegel udvikler tesen om verdensånden som den almene meningsgivende instans. Men det almene er i Hegels filosofi det uvirkelige, det virkelige er altid individualiseret. Mennesket fungerer netop som det princip for verdensånden: Menneskene gør verdensånden virkelig i selvstændige og individuelle skikkelser.

Ånden

Åndens fænomenologi er forførende som poesi. Der er fragmenter og sentenser, der har virket som slogans for oprørere og intellektuelle i to århundreder. Karl Marx udviklede sine teser om historien som en gentænkning af Hegel; de mange også aktuelle teorier om ’anerkendelse’ tager udgangspunkt i det lille, men berømte afsnit, der hedder ’Selvbevidsthedens selvstændighed og uselvstændighed: Herredømme og trældom’.

Den kritiske teori og Frankfurterskolen og den toneangivende franske filosofi i det tyvende århundrede ville være radikalt anderledes uden dette værk. Selv et så sent hovedværk som Francos Fukuyamas Historiens afslutning og det sidste menneske er en genlæsning af Hegel. Der findes få værker, der har sat så meget i brand og så meget i gang som Åndens fænomenologi.

Men det er også et problematisk værk: Forestillingen om at historiens og ontologiens dialektik skulle være den samme, forekommer mildt sagt ikke overbevisende. Åndens fænomologi udfolder formidable læsninger af moderne problematikker og en blændende afsløring af svagheden hos eksempelvis Immanuel Kant.

Men ånden som løsning og dialektikken som naturlov er metafysiske postulater, der fører problematikkerne videre til de næste generationer. Og frem til i dag.

Dette filosofiske hovedværk udkommer nu for første gang på dansk i en oversættelse, der virkelig er en oversættelse: Claus Bratt Østergaard har formået at gøre Hegel læselig og forståelig på dansk. De lange sætninger, de poetiske indfald og de rablende udfald er samlet i en tekst, der både respekterer originalen og går sit danske publikum i møde med åbne arme: Velkommen til Åndens fænomenologi på dansk.

G.W.F. Hegel: Åndens fænomenologi. Med forord af og oversat af Claus Bratt Østergaard. 588 s., 399 kr., Gyldendal. ISBN: 8702003929 Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu