Læsetid: 4 min.

Flaubert – den desillusionerede artist

En ny biografi sætter Gustave Flauberts liv og værk i social belysning
18. februar 2005

Ny bog
Gustave Flaubert, der forblev ungkarl til sin død som 59-årig i 1880, blev også boende hos sin mor på den statelige ejendom i Croisset uden for Rouen i Frankrig. Hun overvågede nidkært den skrivende søn og afleverede en dag en bemærkning, som han fandt sublim: »Din mani for sætninger har udtørret dit hjerte«. Og allerede forinden kunne han tilstå sin uophørlige masturbation af hovedet for at ejakulere sætninger! Da var perfektionisten i gang med at ciselere sproget under arbejdet med den første store roman Madame Bovary (1857), hvor det var hans agt at fjerne ethvert spor af den subjektive forfatter. Han skrev ikke bare en god historie, men skabte romanhistorie med dette forsøg på objektiv fortællen, en understregning af stilen som budskabet, figurerne som ting til undersøgelse. En sandhedstrang uden partitagen. Det kostede. Og det viser Eric Danielsen udmærket i sin nye Flaubert-biografi om ’illusionens mester’, den første på dansk, som følger efter den utrættede forfatters bøger om Balzac og Stendhal, en smuk trilogi over den store franske romankunst i 1800-tallet. Han er her ganske kritisk over for Sartres mammut-biografi, L’idiot de la famille, i sine bestræbelser på at fremhæve den sociologi-ske side af hans produktion frem for den ensidigt psykologiske. Flaubert led af epileptiske anfald, en mystisk, skamfuld sygdom, man søgte at skjule. Sartre hævder, at det var ’villede’ tilstande, en neurose for at undgå livet og blive forfatter. En plan, der lykkedes for så vidt, som han mod faderens ønske droppede jura-studiet og som relativt formuende levede som fri kunstner. Og Flaubert fortalte, at han kunne finde på med vilje at vække de frygtelige tilstande, spille med vanvid og hallucinationer for at lære at bekæmpe dem. Produktive har de været.

Amourøse forhold
Noget lignende gælder anfald af kærlighed i de talrige amourøse forhold. Det lykkedes ham alt for godt at sublimere følelserne, omdanne dem til sætningsbygning. Det viser især det anstrengte og årelange forhold til den billedskønne feministiske forfatter Louise Colet, som han holdt hen med snak og samlejer, også med moderen som skjold mod hendes besøg i Croisset. Det var virkelig en ’følelsernes opdragelse’ hos ham selv, sagt med grundbetydningen af titlen på romanen L’Éducation sentimentale. Og netop én tidlig, urealiseret kærlighed gemte han som sin største oplevelse. Han var god til venskaber, mest med mænd, og selvfølgelig er hypoteser om homoseksualitet afprøvet af ivrige forskere med belæg i saftige brevbemærkninger. Han lå dog som sagt bestemt ikke på den lade side i kvindeanliggender med både eksklusive affærer og prostituerede – hvor han så end hentede den syfilis, han skulle slæbe rundt på resten af livet, behandlet med kviksølv, som vi nu, fra Karen Blixens tilfælde, véd, er med til at gøre det hele værre og forandre bærerens udseende, her den oprindelig høje, flotte mand. Eric Danielsens sobre biografi er rig på skildring af franske skikke og sygdomme, med glimt af vulkanske skønheder og egyptiske luksusludere, en sådan under den store orientalske rejse, Flaubert foretog med vennen Du Camp.

God fortælling
En biografi er i princippet kronologisk, men også tematisk, så man skal her have øjnene på stilke for at sikre sig, hvor man nu er i forløbet. Således er bruddet med nævnte Louise, den hårdt prøvede og elskende, indsat som led i finalen, skønt det foregik allerede midt i 1850’erne.Værkerne er bærepiller, der optræder med fyldige referater, med beskrivelser af litterære teknikker og det uendelige kildearbejde, Flaubert foretog i realismens navn, og som skabte årelang afstand mellem de enkelte bøger. Interessant er påvisningen af de maskuline træk i Emma Bovary og den stadige understregning af bøgernes sociale og politiske tematik. Trods den artistiske kulde levede Flaubert stærkt med i den bevægede tid i Frankrigs historie mellem februarrevolutionen 1848 og Pariserkommunen 1871. Den følgende koloristiske roman Salambô (1862) inspireredes af hans to rejser i Nordafrika og handler om Karthago på Hamilkars tid, af Danielsen set som en respons på ligheden mellem fransk kolonipolitik i Algeriet og Karthagos systematiske massakre på civilbefolkningen. Og massakre havde Flaubert oplevet i Paris under den blodige juni, der fulgte februar ’48. Helt tydeligt er netop det stof i Følelsernes opdragelse (1869), hvor Danielsen også kan vise relationen mellem liv og værk. Flaubert besad selv alle fordommene i det borgerskab, han både tilhørte og inderligt foragtede i sin konstante mistillid til menneskene. Han ejede et »uhistorisk syn på den menneskelige natur«, som den marxistisk skolede biograf formulerer hans misantropi. Han skænkede således ikke arbejderklassen et øjekast. Sankt Antonius’ fristelser (1874) var i egne øjne hans bedste bog, under arbejde i mere end en snes år, men den har dog fristet de færreste læsere, et dramatisk digt med encyklopædiske, filosofiske og historiske implikationer, kalder den skeptiske Danielsen den. Vi er da også mange, der langt foretrækker de tre små mesterværker Tre fortællinger, blandt dem »Et enfoldigt hjerte« om den arme tjenestepige, hvor Flaubert pludselig lader ane et ømt hjerte for noget menneskeligt. Heldigvis er både disse fortællinger samt Madame Bovary og Følelsernes opdragelse de senere år kommet i nye fordanskninger. Eric Danielsens nye analyser og gode fortælling giver lyst til også ny læsning, og hvorfor ikke tage de to eksotiske romaner med i projektet.

Eric Danielsen: Flaubert – desillusionens mester. En kritisk biografi. 233 s. 269 kr. ISBN 87-7456-691-1. Vindrose. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu