Læsetid: 3 min.

Jeg gør ondt

Nu kan et dansk publikum gå til forelæsning hos Perniolas, Vattimos og Ecos læremester, den italienske filosof Luigi Pareyson
17. februar 2005

Ny bog
af Lilian Munk Rösing
Da jeg var helt ung, var jeg vild med abstrakt filosofi: læste Heidegger til langt ud på natten, mens jeg røg Kings uden filter. Så kom der en periode, hvor jeg syntes, det var alt for abstrakt og havde brug for at vende mig mod det sansekonkrete og kødelige, som jeg fandt i litteraturen. Nu er jeg igen hooked på de store eksistens- og værensfilosoffer: Enhver dialektisk jongleren med ’væren’ og ’intet’ gør mig blød i knæene. Er det måske sådan, at man som helt ung kan nyde de store abstrakte ord æstetisk, som renpillede knogler, og at man så, som ældre, igen kan vende tilbage til dem, fordi et hængedynd af levet liv får én til at se de trevler af kød og blod, de trækker med sig? Når den italienske filosof Luigi Pareyson ud af grundklodserne ’friheden’ og ’intet’ udleder et Gudsbevis og en modgift mod ’det onde’, forekommer det mig i hvert fald at være både uendelig poetisk og uendelig vedkommende.

Frihedens skyggeside
Luigi Pareyson (1918-1991) var professor ved universitetet i Torino, og Frihedens filosofi, som nu er kommet på dansk, er hans tankekompakte, men alligevel letlæste afskedsforelæsning fra 1988. Pareyson mener, at den moderne filosofi er gået fejl af ’friheden’ ved at konfrontere den med ’nødvendigheden’ i stedet for med ’intet’. Hans helte bliver således de filosoffer, der har konfronteret sig med ’intet’, fra Kant (der stirrede ned i »fornuftens afgrund«) over Schelling (der fordybede sig i det svimlende spørgsmål om, hvordan Gud skabte sig selv) til Heidegger (ikke for at vifte med kolonihaveflaget, men jeg savner Kierkegaard). For Pareyson opstår friheden ud af ’intet’ i en eksplosion, men i denne eksplosion opstår samtidig et nyt ’intet’, der i modsætning til det første er »et virksomt Intet«. Dette virksomme intet, denne aktive negativitet er det onde: »Frihedens energi omformer ikke-værens tomhed til ondskabens kraft.« Frihed og ondskab er altså to sider af samme sag; de opstår ud af ’intet’ i samme eksplosion. Det overraskende ved Pareysons argument er, at han som modgift mod det onde sætter smerten og lidelsen: »Kun smerten er stærkere end det onde.« Lidelsen er altså på én gang ondskabens konsekvens og det, der kan besejre den: »Uden at ophøre med at være pine og tortur bliver lidelsen således salve og lindring.« Aner man en kristen tankegang bag forestillingen om den lindrende lidelse, har man anet rigtigt. Frihedens sejr over sin egen negative skyggeside kalder Pareyson for »Gud«. Eller rettere: Gud er sejren over sin egen negative skyggeside, over den ondskab, som opstår, i Gud, samtidig med friheden. »At sige ’Gud eksisterer’ betyder ikke andet end at sige: ’Det Gode er blevet valgt’.«

Lindrende lidelse
Den lidelse, der for Pareyson både er konsekvensen og ve-jen ud af ondskaben, henter han selvfølgelig også billedet på i kristendommen, i den korsfæstede Kristus.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi mere konkret skal forstå denne lidelse. Dette spørgsmål stiller også både Søren Gosvig Olesen og Per Aage Brandt, i henholdsvis forordet og efterordet til forelæsningen. Gosvig Olesen tolker det som et spørgsmål om »at kunne holde sig selv ud« frem for at fortrænge det, der gør ondt: »Der er ingen anden udvej fra smerten end den vej, som fører ind i den.« Og Brandt bemærker klogt, at den forløsende lidelse altid må være lidelsen i første person: »jeg lider«, aldrig bødlens bydeform til offeret: »Lid!« På den måde formår både Gosvig Olesen og Brandt at oversætte Pareysons kristne etik til »en gudeløs«.
Således indskriver denne danske oversættelse af Pareyson sig i hele den sekulariserende genoplivelse af kri-stendommen, som præger vor tids etiske nytænkere: Slavoj Zizek, Alain Badiou, Eric Santner. Men hvor disse tænkere (inspireret af Kierkegaard) fokuserer på kærligheden som kristendommens etiske løsen, fokuserer Pareyson altså på lidelsen.

Svimlesyge
Teologisk kan dette måske forklares med Pareysons baggrund i den passionsdyrkende katolicisme. Men det kan også være fordi, han er smittet af samme svimlesyge, som de filosoffer, han beundrer, og kurerer svimlesygen med billedet af en selvfødende gud frem for kærlighedens billede af to, der føder hinanden.
Eller også er kærlighed og lidelse (som det at tage smerten på sig) i grunden det samme (eller betinger i hvert fald hinanden i samme grad som Intet og Friheden). I hvert fald er der masser af inspiration at hente i Pareysons lille sprængfyldte tankepakke, både for teologer, poeter og gudeløse etikere.

Luigi Pareyson: Frihedens filosofi, oversat af Mads Nyeggard Outzen og Henrik Dressbøll, med forord af Søren Gosvig Olesen og efterord af Per Aage Brandt, Basilisk, 40 sider, 75 kr. ISBN 87-91407-08-7

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu