Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

’Jeg vil ha’ uafbrudt ekstase’

I strømmen af posthume Jack Kerouac-værker er turen kommet til dagbøgerne. De netop udgivne notater fra tiden omkring tilblivelsen af de første bøger er yderst indsigtsgivende læsning
Kultur
11. februar 2005

NY BOG
»Jack Kerouac skriver ikke,« udbrød Truman Capote engang i et tv-show. »Han taster løs.« Okay, Kerouac – forfatteren, der om nogen kom til at personificere beatgenerationen – skrev mere end de fleste. Ved sin død som 47-årig i 1969 havde han fået udgivet hen imod 20 bøger, de fleste romaner. Og siden er der kommet yderligere små 10 bind til med essays, breve, digte, tidlige tekster samt et par efterladte romaner. Alt i alt et ganske omfattende værk, som – Kerouacs korte levetid taget i betragtning – kunne tyde på, at den nedladende kollega havde fat i noget. I dag ved vi bedre. Vi ved, at Capote – dengang i 50’erne – blot sluttede sig til et kor af kritikere i tiden, som ikke var klar til Kerouacs radikale forsøg på at forny romanformen. Og vi ved, at Capote ikke havde haft lejlighed til at læse Kerouacs dagbøger eller i det hele taget at sætte sig ind i det seriøse, målrettede arbejde og de mange, mange timers surt slid bag skrivebordet, som skulle sætte forfatteren i stand til at skrive en såkaldt spontan prosa. En prosa, der tog intuitionen og indskydelsen alvorligt, der fangede motivet i flugten som maleren på sin skitseblok, og som blev blæst ud i viltre og fabulerende ordkaskader à la bebop-saxofonisternes soli. Alt dette har den stadig voksende skare af Kerouac-forskere længe forsøgt at læse frem i værkerne. Og med offentliggørelsen af Kerouacs dagbøger fra 1947-54 har vi andre dødelige så for første gang mulighed for at træde inden for i skriveværkstedet, ja faktisk helt ind bag forfatterens pandebrask, og følge de overvejelser og den proces, som i løbet af overraskende få år førte fra den relativt konventionelle prosa i debutromanen, den Thomas Wolfe-inspirerede familiesaga The Town and the City (1950), til den formsprængende nyklassiker On the Road (1957; da.: Vejene).

Mageløs læsning
Dagbøgerne er intet mindre end mageløs læsning. I modsætning til de buddhistiske notesbøger fra midt-50’erne, som i 1997 blev udsendt under titlen Some of the Dharma – en rodebutik af noter, strøtanker, digte, fragmenter – er der i de tidlige dagbøger tale om en klar og udfoldet prosa, som i Douglas Brinkleys nænsomme og begavede redigering tegner et detaljeret billede, ikke bare af forfatteren som hvalp, men af tilblivelsen af en litterær metode, der skulle komme til at blive stående som et af de store kunstneriske gennembrud i det 20. århundrede. Materialet falder i to hovedblokke. Første del indledes i juni 1947 og er skrevet ved køkkenbordet i lejligheden i New York-bydelen Queens, hvor den unge Kerouac boede med sin mor. Her følges færdiggørelsen af det enorme manuskript (mere end 1.000 sider) til The Town and the City, en fiktionaliseret skildring af fødebyen Lowell (ved Boston), som Kerouac havde påbegyndt som en reaktion på sorgen over faderens død af mavekræft i 1946. Mens anden del – skrevet dels hjemme i New York, dels på de stadig hyppigere ture rundt i landet – indledes med notaterne fra tilblivelsen af de første versioner af hovedværket On the Road og afsluttes med selveste de rejsedagbøger, der lå til grund for romanens rastløse penduleren frem og tilbage over det amerikanske kontinent. Naturligt nok rummer dagbøgerne masser af den type materiale, som man vil kunne finde i de fleste unge forfatteres private noter: Hjernespind i ensomme nattetimer, ønsker om at finde en egen stemme og plads i verden, forsøg på selvdisciplinering, tvivl om eget talent, desperation, drømme om fremtiden, selvovervurdering, registreringer af stort og småt i den skrivendes døgn, begejsterede udbrud fra byture og andre afbræk fra skriveriets begivenhedsløse rutine. Det er i disse typer afsnit, man kan aflæse Kerouacs katolske kvababbelser, hans abnorme moderbinding, hans tidlige seksuelle erfaringer samt ikke mindst en ganske nøgtern registrering af venskaberne med beatgenerationens øvrige nøgleskikkelser: Neal Cassady, Allen Ginsberg og William S. Burroughs. Set fra et biografisk eller litteraturhistorisk synspunkt er det sidste af ikke ubetydelig interesse, idet det er ganske påfaldende, hvor ambivalent Kerouac havde det med beat-vennerne allerede i 40’erne. I folkloren omkring beatgenerationen hedder det gerne, at trekløveret Kerouac, Ginsberg og Burroughs var pot og pande frem til omkring midten af 50’erne, hvor Kerouacs skuffede forventninger og tiltagende alkoholmisbrug fik ham til at synke ned i en stadig mere regressiv konservatisme. Men allerede første gang, hvor vennerne nævnes, i november 1947, noterer Kerouac, at selv om der er en »særlig energi« mellem dem, er han på vagt for ikke at blotte sig sjæleligt i deres selskab. Og omkring et halvt år senere konstaterer han, at han er træt af deres – og især Ginsbergs – manierede galskab, og at han gerne bliver deprimeret af at være sammen med dem: »Jeg har været et fjols og en løgner og en vatpik ved at foregøgle at være ven med disse mennesker.« Senere vender han selvfølgelig rundt igen og priser dem i høje toner.

Et stilistisk blindspor
Først og sidst er det dog logbøgerne fra forfatterværkstedet, altså de egentlige skrivetekniske refleksioner, som aftvinger sig interesse. At Kerouac fra begyndelsen arbejdede ihærdigt og målrettet som forfatter, levner dagbøgerne ingen tvivl om. Han er forbløffende disciplineret, hvilket bl.a. fremgår af, at han rent faktisk fuldførte murstensromanen The Town and the City, selv om han allerede halvvejs inde i processen måtte erkende, at han ikke havde fundet sin stemme, og at bogen stilistisk var et blindspor. Hvad han på det tidspunkt havde til gode at erfare var, at rejsen, den fysiske bevægelse, havde en frigørende effekt på hans skrift. Dét oplevede han allerede efter den første blaffetur til San Francisco og retur i efteråret 1947 (fiktionaliseret i On the Road): »Det er utroligt. Og det er alt sammen så tyst, at jeg ikke kan sætte ord på det. Begyndte at skrive i en mere fri stil i aftes.« Herefter kan han næsten ikke vente med at komme i gang med efterfølgeren. Og parallelt med at bunken til The Town and the City vokser, spirer ansatserne frem til den poetik, som siden blev døbt ’spontaneous bop prosody’, altså en spontan ’jazzet’ prosaform, hvor første idé er bedste idé. I januar 1948 leger den 25-årige Kerouac med tanken om at skrive »hurtige skitser (…) uden at standse op og arrangere det i sætninger.« Han har konstateret, at et af problemerne ved at skrive er overhovedet rent fysisk at nedfælde mylderet af tanker og indtryk på papir: »Det er som at finde en flod af guld uden at have en kop til at samle så meget som en kopfuld.« Et halvt år senere, i august ’48, nævner han første gang, at han har fået idéen til en ny roman, On the Road, som han ikke kan få ud af hovedet. Den skal handle »om to fyre der blaffer til Californien for at søge efter noget, som de ikke rigtig finder, og som mister sig selv på vejen.« Romanidéen falder sammen med, at Kerouac får sat navn på det skriveprincip, han har haft under udvikling. »True Thoughts,« kalder han det, Sande Tanker, og målet definerer han som at fange »de tanker der kommer uanmeldt, uplanlagt, ikke-forceret, indlysende sande i deres stråleglans …« I september ’48 begynder han (for sit legat som krigsveteran) at tage kurser på New School for Social Research i New York, og herfra begynder verden for alvor at åbne sig. Han møder forfatteren Alfred Kazin og stribevis af andre fra Manhattans litterære cirkler, han ryger pot, drikker og lytter til den nye jazz, han møder piger og er i det hele taget euforisk over den måde, skriveriet (og tilværelsen) folder sig ud på. Samtidig arbejder han løs på On the Road og føler, at skriften »flyder let over en afgrund« – ligesom de to hovedpersoners liv gør det. Denne stemning fortsætter ind i anden del af Windblown World, som dokumenterer tiden, efter at debutromanen er udkommet (til pæne anmeldelser, men uden at sætte sig større spor). Herfra videreudvikles den spontane skriveteknik, parallelt med at arbejdet med On the Road skrider frem – nu helt bevidst ikke som en traditionel roman, men som et narrativt stykke poesi, hvor »hvert kapitel er som en verselinje i det overordnede episke digt.«

Vellykket eller populær
Sidst men ikke mindst viser dagbøgerne Jack Kerouac som en meget selvbevidst amerikansk forfatter. Han afslører tidligt, at det var Wolfe, der åbnede hans øjne for »Amerika som emne.« Og han ikke alene besynger de små byer i Vesten, som minder ham om barndommens Lowell, og udnævner den tidligere biltyv fra Denver, småsvindleren og forføreren Neal Cassady, til »en ny tids Amerikansk Helgen;« nej, han går så vidt som til at erklære, at han føler sig fremmed i New York, netop fordi byen er »et hjemsted for europæisk kultur og ikke amerikansk kultur.« Dernæst påpeger han, at »det amerikanske« er så tiltrækkende, fordi det tilbyder det første virkelige bud på »how to live«. I modsætning til, hvad datidens intellektuelle og venstreorienterede mente, er det amerikanske ikke bare repræsenteret ved materialisme, men er først og fremmest en åndelig størrelse: »Det er dybest set indsigten i, hvordan man bliver lykkelig, sund og virkelig.« Kerouac magtede ikke selv at realisere sin amerikanske drøm. Hans dagbøger – såvel som hans litterære værker – gennemsyres af melankoli og længsel efter at slå sig ned som kvægfarmer i Colorado eller at stifte familie. Ind imellem er der udbrud af optimisme eller ligefrem ekstase. Men kun sjældent ser han sig selv som forfatter så klart som i maj 1949, hvor han skriver: »Nogle gange spekulerer jeg over om On the Road vil blive vellykket, omend den sandsynligvis vil blive populær.«
Det sidste fik han i hvert fald ret i.

Jack Kerouac: Windblown World. The Journals of Jack Kerouac, 1947-1954. Red. Douglas Brinkley. 388 s. US$ 25.95. Viking. 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her