Poeten Jens Asbjørn Seehuusen (f. 1958) forsøger sig med held som prosaist med
Idyller en titel, der vist ikke skal tages alt for bogstaveligt
Ny bog
Vi skal vist ikke tage titlen alt for bogstaveligt på lyrikeren Jens Asbjørn Seehuusens prosadebut, Idyller. For de fleste af bogens 35 stykker (omfang på en side, halvanden eller, når det går højt, hele to) indeholder et element af indbrud i idyllen, ofte i form af en pludselig vending, som får et ellers stillestående billede til at slå om i handling, og som falder sammen med et skift i tonefald og rytme. Som litteraturgenre går idyllen tilbage til antikken, hvor den blev brugt til at skildre roligt, ukompliceret liv, som regel hos jævne folk. Sådan fungerer da også f.eks. Christian Winthers Træsnit (1828), indbegrebet af det såkaldt biedermeierske genrebillede.
Traditionens grund
Siden er genren dalet i kurs, fordi den smagte forfatterne ilde sentimental, som idyllen jo var og da traditionen genoptages af bl.a. Frank Jæger (Idylia, 1967) og Jørgen Sonne (Huset. Idyller, 1976), har den fået tilført en god portion bittersød realisme. I Per Højholts sene digtsamlinger (især PRAKSIS, 10: Manøvrer, 1993) bliver idyllen da også ironisk overbelyst; det samme kan siges at gælde Hans Otto Jørgensens lille bog Idyller fra 1995. Summa summarum: Seehuusen færdes på traditionens grund også hvad traditionsbruddet angår. Men hvad kan han mon selv, denne poet, hvis digte (debut i 1983) lidt for tit har truet med at tone ud i en tynd og standardmæssig, upersonlig føhlen? Jo, denne gang, på prosa, kan han virkelig stille skarpt og på meget få linjer skabe men derefter smadre idyllens velafgrænsede, altid bevidst overeksponerede lille-billede.
Sans for humor og gru
Nogle af stykkerne fokuserer på en bestemt situation: et brud på et kollegieværelse, eller et brud i form af et brev, som også indeholder nøgler. Et opgør på en ødegård langt oppe i Sverige, langt inde i en vinter, kulminerer, da han pludselig slår hende på munden. Hun siger, han skal gå. Andre billeder viser en tilstand som paranoia, lykke eller savn. Atter andre fremstiller en enkelt handling: et (heldigvis opgivet) selvmordsforsøg, en panisk flugt, et anonymt erotisk møde, et knivstik i en arm efterfulgt af en susen for øret. Eller der kan være tale om en uventet hændelse, som da en ældre dame ser sig selv i forskellige aldre, og da en tiger tatoveret på en piges skulder med ét bliver sprællevende og flår det meste af en arm af dén tjener i Budapest, som troede, dyret kunne vaskes af... Nej, Jens Asbjørn Seehuusens billeder er ikke sådan at ryste af sig. Disse præcise idyller kan tyde på, at han har banet nye veje for sit talent ved på samme tid at forløse sin sans for humoren og gruen.
Jens Asbjørn Seehuusen: Idyller. 76 s., 199 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag. ISBN: 87-595-2322-0
