Læsetid: 3 min.

Om løven Løve og en farmand

Kim Fupz Aakeson er i sprød samklang med et par veloplagte illustratorer i to meget tonestærke billedbøger om ensomhed, savn og kærlighed
17. februar 2005

Nye børnebøger
Produktiviteten er nærmest svimlende i disse år hos Kim Fupz Aakeson, som ved siden af sit meget roste filmmanuskriptarbejde inden for de seneste års moderne dansk film stadig holder fanen højt, når det gælder den børnelitteratur, han debuterede inden for og har fornyet og beriget i efterhånden 20 år. Aktuelt står han som tekstforfatter bag to billedbøger med henholdsvis Hanne Bartholin og Cato Thau-Jensen som meddigtende illustratorer. En pige, en løve, en storvildtjæger er en fortælling om at leve med en ensomhed, der til sidst brydes. Pigen Louise har en løve kaldet Løve, som beskytter hende mod en omverden, der ikke rigtig trænger ind til hende. Omverdenen er blevet til distancerede figurer, som i teksten blot benævnes: Børn, Mor og Skolelærer.

Fra ensomhed til venskab
Hendes ensomhed billedliggøres overbevisende enkelt af Hanne Bartholin, som på en diset grå farvebund og med en tynd udtryksfuld streg tegner små omsigselvsluttende tableauer med Løve og den ligeledes spidssnudede pige med den løvelignende hårmanke. Når Løve savner Afrika, synger Louise beroligende sange, mens hun stryger den med pelsen. Aakeson driver flot den indtrængende historie frem mod det punkt, hvor trykket fra en rumlende omverden gradvist tager til og kulminerer, da en Storvildtjæger flytter ind i opgangen, og en potentielt faretruende situation nærmer sig. Og med et flot greb vendes og forløses historien, da Storvildtjæger viser sig at være drengen Martin, som synes, der lugter af varm kakao. Baggrundsfarven skifter til blåt, og på det sidste opslag væves fantasi og virkelighed sammen på billedet af de to børn, som sidder i et træ og drikker kakao, mens de snakker om Løve, som narrede en Storvildtjæger og slap hjem til Afrika »uden en skramme«. På raffineret vis bliver ensomhed forvandlet til trøst og ligeværdigt samvær.

På jagt efter en far
Fupz har i illustratoren Cato Thau-Jensen en samarbejdspartner, som matcher ham umådeligt fint. De har en
boblende humor, hittepåsomhed og utvungen fortælleglæde til fælles, og det ses endnu en gang udfoldet i billedbogen Farmanden, som med et charmerende twist får lagt et par morsomme sidevinkler på historien om Birgers far, som »har mødt en fremmed dame, som han bedre kan lide end Birgers mor«. Historien begynder allerede på omslaget, hvor faderen ses i hastig bevægelse mod venstre med to kufferter. På næste opslag står moderen og Birger og kigger ud på regnen. »Vi må have en ny far,« siger moderen beslutsomt efter en aftens gråd, og hvad er så mere nærliggende end at starte i butikken Farmanden ud fra den krystalklare logik, at hvis Ismanden sælger is og Pølsemanden pølser ja, så må Farmanden naturligvis sælge fædre. Så er tonen anslået, og jagten kan begynde. I butikken serviceres de af en tjenstivrig ekspedient, som ikke lige har det rigtige eksemplar på lager, men tager dem med ud på en »far-farm«, på safari og på fisketur, mens man som læser og billedkigger klukler over de farkonstruktioner, Thau-Jensen kan diske op med inden for såvel menneske- som dyreriget.

Skæve vinkler
Den underfundige sidehistorie er, at det er ekspedienten, moderen undervejs bliver glad for, og den underspillede pointe serveres på sidste opslag, hvor Birger får øje på sin far ved busstoppestedet, altimens moderen og ekspedienten lige skal til at kysse hinanden. Med sine skæve vinkler, varmtonede farvelægning og sprælske figurtegning er Farmanden med andre ord en herligt opkvikkende eliksir, der forener hverdagsskildringen og de store følelser i et favntag, hvor smerte med humoren som forløsende løftestang kommer til at rime på hjerte.

Kim Fupz Akeson: En pige, en løve, en storvildtjæger, ill. af Hanne Bartholin, 32 s., 189 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-02247-8

Kim Fupz Aakeson: Farmanden, ill. af Cato Thau-Jensen, 32 s., 199 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-01779-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu