Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Oprør fra eliten

Ny bog gør op med den politiske populismes leflen for de lette point her og nu. Trods gode ideer truer en vis elitær arrogance
Kultur
2. februar 2005

Ny bog
Moderne politikere hænger deres holdninger op på løse folkestemninger og bygger ny lovgivning på forestillinger om befolkningens følelser, i stedet for at appellere til vælgernes fornuft. Det mener Henrik Stampe Lund, litterat og ph.d. og økonomen Peter Mogensen, der har arbejdet sammen med både Lykketoft og Nyrup som ministre, i en aktuel debatbog, Det populære demokrati. Et opgør med populismen, som de sammen har skrevet.
At populismen rykker, viser den aktuelle valgkamps muntre overbudspolitik, f.eks. med sit fedteri for de ældre. Men også meget af den nyere lovgivning, især om voldssager, præges af, at hensynet til befolkningens retsfølelse har fået en stærkere position i forhold til forskning og andre erfaringer om, hvad der faktisk nedbringer kriminaliteten.
Bogen går dog tilbage i den nyere tids historie, og det er her et problem, at har man læst sociologen Henrik Dahls Mindernes Land, der udkom i sidste måned, Søren Mørchs nutidshistorier samt historikeren Klaus Pedersens to fremragende antologier om velfærdsstaten, er det svært at hidse sig helt op over det velkendte stof. Mogensen og Stampe Lund kan heller ikke påstås at hælde sukker på skeen. Tværtimod svinges pisken med gravalvor over alt, hvad der ligner en folkestemning, eller blot hvad en større gruppe mennesker kan tænkes at synes om. Det skaber en vi-alene-vide-agtig stil, som er irriterende, også fordi den let kommer til at virke som elitær arrogance, populismens ikke meget mere sympatiske modsætning.

Populisme
Alligevel har de to forfatteres hovedpointer meget for sig:
• Dels at populismen ikke giver folket mere reel indflydelse.
• Dels at dens letkøbte strategier ikke har en jordisk chance for at løse de problemer, befolkningen selv bekymrer sig om, fra kriminalitet til globalisering.
At politikerne alligevel vælger at gå med på den, er bagsiden af det moderne demokrati, hvor en enkeltsag, en tv-udsendelse eller en politiker med et slag kan ændre den politiske dagsorden.
For eksempel er de senere års overbudspolitik begrundet i følelsesmæssige hensyn snarere end et økonomisk rationale. F.eks. har der vist sig at være forsvindende få fattige ældre i forhold til fattige unge og eneforsørgere. Alligevel er ældrechecken nu nærmest fast på Finansloven.
Men er bogens analyse lidt gammeldags – mere magt til eliten! – er der kontant riv i flere af dens forslag, samlet i en 10-punkts-plan (refereret fyldigt i et interview med forfatterne i Information den 29. januar). Blandt andet foreslås en spærregrænse på ikke mindre end seks procent, faste valgperioder på fire år samt oprettelsen af et ’populismeudvalg’ i Folketinget.
Spærregrænsen på seks procent vil ifølge forfatterne forhindre, at partierne skubber hinanden længere og længere ud mod ekstreme synspunkter i jagten på en selvstændig profil.
Ulempen ville til gengæld være, at det i perioder også kunne koste ikke-populistiske partier som de radikale og konservative entréen til Folketinget, og som i Tyskland samle magten hos to-fire partier.
Faste valgperioder skal forhindre en konstant valgkampsstemning (sådan tror jeg dog desværre ikke, det fungerer i USA). Derimod lyder det faktisk som en god idé, at Folketinget skal oprette et populisme-udvalg, hvor andre partier kan tematisere, om et fremsat forslag er usagligt.
Iøvrigt ses i 10-punktsplanen udmærkede, men mindre konkrete tanker om at mobilisere befolkningens holdninger mere via internettet, ændre Grundloven og skaffe befolkningen mere reel medinflydelse ved at afholde lokale folkeafstemninger om lokale spørgsmål. Men her ses også forslag, som formentlig ville virke kontraproduktive. Hvis DR pålægges at lave Kloge Åge-debat- og orienteringsprogrammer, som ikke stræber efter at underholde, ville det blot jage seere over på TV3, jvf. DK4’s skæbne.
Ikke mange dog kan være uenige i, at demokrati-opfattelsen i skolen skal styrkes og politikerne indskærpes en mindre populistisk kurs. Men hvordan?

Et folk til os
Med Dahls Mindernes land har denne bog det til fælles, at den skaber en konstruktion af ’folket’, der stemmer overens med det, de selv går ind for. Hos Mogensen og Stampe Lund altså et oplyst folk, dannet i elitens billede og tørstende efter sand viden.
Selv om man kan tvivle på, at f.eks. Se og Hørs læsere virkelig efterspørger den type oplysning, de to forfattere vil tilbyde dem, er det modigt af Mogensen og Stampe Lund at hævde elitens og establishmentets ret til at vide bedre, fordi den reelt har sat sig ind i tingene. Her danner forfatterne en modvægt til f.eks. Dansk Folkeparti, der hævder at repræsentere det tavse flertal, selv om partiet bakkes op af højst 20 procent af befolkningen og på ingen måde virker tavst.
Hvis bogen kan forhindre nogen i at lade sig kyse af DF eller anden moderne politisk populisme, er det fint nok. Men især har bogen et budskab til politikerne om at lære at stå fast og levere de argumenter, der kan give befolkningen chancen for at tænke sig om én gang til.

*Henrik Stampe Lund og Peter Mogensen: Det populære demokrati. Et opgør med populismen. 157 s., 225 kr. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her