Læsetid: 5 min.

Utzon og Mogensens lumske 50’ere

Hvad var det for en djævelsk normalitet, der drev velfærdsstatens formgivere højt op, i eksil eller under bordet?
3. februar 2005

NYE BØGER
De forenede danske Brugsforeninger bad i begyndelsen af 1940’erne Børge Mogensen udvikle et økonomisk alternativ til gammeldags polstermøbler og tarvelige brune spisestuestole. Og det lod han sig ikke sige to gange, fordi han straks så chancen for at virkeliggøre en vigtig del af funktionalismens almene boligprogram.
Det blev til lette, holdbare møbler, senge, skabe og chatoller, som resultat af hårdt slid med fabrikanter og sælgere. Kaare Klints møbelskole var baggrunden for
Mogensens næsten asketiske æstetik, som også mere eksklusivt blev videreført langt ind i 1950’erne på snedkermestrenes årlige udstillinger på Kunstindustrimuseet. Sådan udvikledes Danish Design, før industrien helt tog over, og andre materialer end træ blev gangbare.
Den kendteste af Børge Mogensens møbler er Børge Mogensen Stolen. Og så Boligens Byggeskabe.
Stolen er enkel, klassisk og solid, og hans skabssystemer så systematisk tænkt til den minimale efterkrigsbolig, at al datidens tøj og grej kunne stables, hænges og lægges i skuffer på mindst mulig plads. Uden dén strikte designer-øvelse ingen nutidige Ikea-skabe. Og heller ingen andre billigmøbler uden FDB’s indledende møbelprogram af krydsfiner og spinkle rammer.

Sortsyn
Kollegerne Finn Juhl og Hans J. Wegner gik andre veje. Juhl med abstrakt snørklede polstermøbler og Wegner med friere eksperimenterende stolekonstruktioner, hvorimod Mogensen holdt sig til træ, hynder og enkle møbeltyper.
Det havde, forstår man på en ny bog om ham skrevet af hans yngste søn, store omkostninger. Eller i alt fald sideeffekter. Druk, familiær forvirring og desperat sortsyn. Helt ned at bunde hver gang for at kunne begynde på en frisk med blyant, blåkvadreret tegneblok og sirlige skraveringer.
Nogle af vanskelighederne kom vel fra barndommen, andet som festlig og overhåndtagende fandenivoldsk reaktion på nervøst koncen-trerede arbejdsperioder. Men det slår alligevel én under den nærgående læsning om de næsten klosteragtige stole og borde, som i original og efterligninger kom til at dominere det pænere boligbillede gennem 1950’erne, at de nok i virkeligheden dækkede over samme diabolske grundtone, som den næsten jævnaldrende Leif Panduros pæne personer slås med i romaner og tv-spil?
Thomas Mogensens bog er springende og repeterende som de jazzplader, far og søn er optaget af. Der er hele tiden paralleler til anekdoterne om Miles og Mingus og Monks voldsomme liv.
Billedsiden inddrager samtiden i små pressefotos og viser Børges yndlingskunstnere, Palle Nielsen og Svend Wiig Hansen, som dramatiske sidestykker til møbelhelvedet, men jo langt mindre tvetydige i deres voldsomme forestillinger.
Hos Wiig vrider kroppene sig meget lidt ergonomisk, og i Nielsens univers ryger det hele i luften som stivnet action. Børge Mogensens samfund er ’fuldt møbleret’ som bogens titel spiller på, men stædigt beregnet til et jævnt og muntert alment liv.

Bymangel
Velfærd var hovedsagen, også når betonkranerne svingede højt i vejret eller rullede hen over byggepladsen. De præfabrikerede blokke afhjalp bolignøden, men afsatte stædigere spor end kranernes. 30 år senere var det nødvendigt at renovere facaderne, og husene blev kulørte. Men lejlighederne blev der ikke gjort noget ved, selv om de er dårligere end håndbyggede forbilleder fra lige før Anden Verdenskrig.
Moderne arkitektur, hva’ er Meningen, tænker nu en bog af arkitektforskeren Claus Bech-Danielsen. Og Hvor er byen? spørger en ny videofilm af Jens Ravn.
Det med meningen prøver Bech-Danielsen at forklare historisk i en kritisk og vel-
illustreret gennemgang af tilløbene til det store pre-
fabrace. Den simple modernitet blev siden refleksiv, risikosamfundet afløste ifølge sociologen Ulrich Beck fremskridtstanken. Og arkitektguruen Rem Koolhaas citeres for opfordringen til nu at tage sindssyge chancer, som lattergas eller ilt.

Lattergas
Mellemkrigstidens funktionalister gjorde op med det førindustrielle samfund og satte moderne idealer på dagsordenen. Men de glemte noget, påpeger Bech-Danielsen. Et blik for industrialismens økologiske konsekvenser og manglende sammenhæng.
Systematikken udraderede også individualiteten og den menneskelige skala – får vi at vide i Jens Ravns videofilm.
Den er ligesom bogen blevet til inden for rammerne af årtusindskiftets store velfærdsforskningsprogram og viser i interview på baggrund af moderne bymiljøer og med nøgtern speakerkommentar, hvor trist den moderne planlægning er endt i forhold til idylliske byidealer.
Men, forklarer en af filmens medvirkende, Boris Brorman Jensen, den moderne bys fællesskab og markedsplads, begivenhedsrum og krydsfelt, er de store nye butiscentre! Det er dér, man mødes og handler og snakker som i sin tid på købstædernes torve.

Utzons lære
Jørn Utzon fik aldrig opført sit slyngede bycenter i Farum. Der er i det hele taget mange Utzon-anlæg, der ikke blev til noget i fædrelandet. Men det er ikke altsammen fædrelandets skyld. Eksilet var også en personlig nødvendighed. For et par år siden udkom Richard Westons store sammenfattende bog om Utzons arbejder, og nu ser ikke mindre end to serier med hans tegninger dagens lys. Weston-bogens forlægger Torsten Bløndal har udgivet I og III i en Logbog-serie, og Arkitektens Forlag to indledende bind i et nyt omfattende Utzon-bibliotek med både fotos og plancher.
Rationaliteten i parallelforløbet er svær at få øje på, men sådan kan det gå, og foreløbig kommer man tættest på mesteren i Bløndals serie. Han går direkte og uimponeret til kilden, hvor Arkitektens Forlag mere distanceret er med i den digitale registrering af familiearkivet. (At bøgerne blander fotos af originale modeller med senere arkitektskolefremstillede, er et faux pas i pædagogisk øjemed.)
Formentlig er mesteren bag det hele, Utzon selv, ophøjet ligeglad, for tegningerne findes jo, arkiveret i mapper og rør, og han har aldrig tidligere været særlig ivrig efter at rydde ud og frigive dem.
Så hemmeligheden er nok, at han ikke kan stå for Torsten Bløndals uomtvistelige engagement og evne til at involvere gamle medarbejdere tilbage fra tegnestuens omtumlede Sydney-år.
Der er brug for Utzons lære, også økologisk, uanset, hvem der publicerer hvad. For hvert ukendt projekt er der nye øjenåbnende principper på papiret, selv om hovedindstillingen til lys og rum hele tiden er den samme bølgende stabile, rationelt raffinerede.

*Thomas Mogensen: Et fuldt møbleret liv, en bog om Børge Mogensen. Gyldendal. 240 s., ill.

*Claus Bech-Danielsen: Moderne arkitektur – hva’ er meningen? Systime. 208 s., ill.

*Utzons egne huse. Utzon og den nye tradition. Utzonbiblioteket. Arkitektens Forlag. hhv. 108. og 262 s., ill.

*Utzon-logbog I og III: Gårdhusene og To huse på Mallorca. Edition Bløndal. hhv. 175 s. og 75 s., ill.

*Hvor er byen? Video af Jens Ravn. Arentoft Film. 27 min.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu