Læsetid: 3 min.

Valentins dage

Musikkens nerve forvandles poetisk og indlevende til billeder hos fotografiets grand old man, fotografen Gorm Valentin
14. februar 2005

Musikkens nerve forvandles poetisk og indlevende til billeder hos fotografiets grand
old man, fotografen Gorm Valentin
ny Fotobog
af Rune Gade
Gorm Valentin er ham, der har været til alle koncerterne. Han har stået nede på forre-ste række med sit kamera foran øjnene og taget alle de gode billeder. Men ikke med lukkede ører, det er tydeligt. Der er musik i hans billeder – ikke at de svinger, nej, de klinger inciterende af underspillet vellyd, som synes at indgå dybe samklange med de personer, der afbilledes. Fornemmelsen af livemusik, hele atmosfæren af tobaksrøg, sved og spotlamper, grundigt blandet med rytmens puls, lever i Gorm Valentins fotografiske ’lydbilleder’, som i deres sort-hvide nøgenhed forekommer akkurat ligeså selvfølgelige og ligefremme, som god musik gør det. Bogen Sort på hvidt præsenterer et stort udvalg af Valentins fotografier fra de seneste 30 år i en flot indpakning, som med sit store format og stive bind næsten bliver for mondæn til billedernes rå uforstilthed. Men fotografierne er heldigvis bogens absolutte hovedpersoner. De får lov at stå uforstyrret på det hvide papir, der i ge-nerøse mængder indrammer fotografierne, et for et, med blot en diskret grå titeltekst og datering under hvert billede. Ingen introduktion, ingen biografi. Det handler om billeder, ikke andet.

Tre blokke
Denne ’skrabede’ præsentation klæder Valentins billeder fint, de klarer sig udmærket uden ekstra gevandter. Bogen er ikke kronologisk anlagt, men synes snarere at følge et egensindigt visuelt princip, der med sans for dynamik, kontraster og udfordrende disharmonier spiller billederne på opslagene ud mod hinanden. I alt tre blokke udgør bogen: først live-portrætterne, dernæst de uformelle portrætter ’bag scenen’ og sidst en samling reportagefotografier. Som et lille bonus rummer bogens kolofon, allerbagest, et indirekte selvportræt hvor Valentin har fotograferet sin egen skygge på stenbundens lave vand ved strandkysten i Korsika. Det er bogens to første dele, der står stærkest. Musikerportrætterne rummer et ubetaleligt væld af evergreens, f.eks. Freddie Hubbard med opspilede øjne, mens han blæser i sin trompet, halvt skjult bag den. Eller Oscar Petterson og Count Basie backstage med mineralvand og stiveste puds i 1979. Eller Rod Stewart halvt i spagat i pludderbukser i 1976. Eller et nærbillede af James Browns svedglinsende ansigt, så man virkelig tror på, at han er den ultimative sex machine. I betragtning af genren, live-portrættets altid truende risiko for at ende i kedsommelig ensformighed, må man sige, at Valentin oser af kreativt overskud. Men også i de regulære portrætter, som ikke kun skildrer musikere, men i tilgift en række forfattere og kunstnere, gør Valentin det eminent. Her er mere end almindeligt fine portrætter af personligheder som Dan Turèll, Paul Auster, Bo Green Jensen, William Burroughs, Nico og Willie Nelson. Et af de smukkeste portrætter er måske billedet fra 1979 af Chet Baker og Ruth Young, der emmer af melankoli og tristesse. Men C.V. Jørgensen med katten Goya på sin ene skulder er også en perle af intens, men delt koncentration fra billedets to figurer, der stirrer i hver sin retning.

Billeder af København
Svagest står som sagt bogens tredje blok, hvis reportagefotografier – ofte fra koncerter – stritter i mange retninger og ikke altid er lige interessante.
Dog er der en mængde charmerende tidsbilleder fra 1970’ernes og 1980’ernes København, men her kunne bogen godt være redigeret lidt hårdere, uden at den havde mistet noget. Men alt i alt en flot bog, som i koncentreret form opsummerer Valentins lange karriere som dokumentarist og billedkronikør inden for især musikverdenen. Den oplagte Valentins-gave til den, der holder af god musik og alle dens gode billeder.

Gorm Valentin. Sort på hvidt. Forlaget Per Kofod. 173 sider, ill. s/h. 395 kr. frem til den 1. marts, herefter
450 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu