Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ambrosius Stub: Digterliv med salmesang og crambambuli

Stor fortælleglæde og fine facetter i andet og sidste bind af Vibeke Arndals romanbiografi om 1700-talsdigteren Ambrosius Stub og hans liv på Københavns kroer og beverdinger
Kultur
10. marts 2005

Ny biografi
Den har været ventet med spænding, anden og sidste del af Vibeke Arndals romanbiografiske fortælling om digteren Ambrosius Stub (1705-1758).
Vibeke Arndal fuldender fint den myldrende, medrivende og farverige 1700-talsfortælling, som begyndte med Ambrosiuseventyret, der udkom i 2003.
Her i anden del, Ambrosius Digteren, møder man den unge Ambrosius Stub i København i efteråret 1728, hvor han prøver at få hold på tilværelsen efter den frådende og ødelæggende brand i hovedstaden.
Den 23-årige Holberg-beundrer har i nogle år været indskrevet ved universitetet i København, men det er i byens kroer og beverdinger, han gør sine mest intensive studier, digter drikkeviser og lutrer sig med crambambuli (enebærbrændevin, red.). Han mister sin bedste ven Ludvig i branden, der brat vækker den livssultne Ambrosius til 1700-tallets barske livsvilkår.
Hjemvendt til Fyn efter branden i København gifter Stub sig med den livlige og nogenlunde velbeslåede Mette. Men på bare to år får de ved fælles hjælp formøblet hele hendes arv, og de må flytte til Odense med deres børn. Fattigdommen, spædbarnsdød og den unge hustrus spirende sindssyge er ved at splitte familien.
Stub flygter belejligt fra alle problemerne. Og det bliver han ved med til, at han ender sit liv som salmedigter i biskop Brorsons Ribe.

Indlevelse i dur og i mol
Med stor fortælleglæde og fine facetter i persontegningen viser Arndal splittelsen mellem den barnligt-naive livsnydelse og 1700-talslivets rå realiteter som et betydningsfuldt grundvilkår i Ambrosius Stubs liv.
En splittelse, der har begrundelse i Stubs lyriske forfatterskab, som man gerne inddeler i tre dele: ungdommens skæmtedigte og drikkeviser, en central gruppe af moralske arier – som Stubs mest kendte digt, »Den kiedsom Vinter gick sin Gang«, tilhører – og en sidste gruppe af mere religiøst farvede digte og salmer.
Men alligevel er det ikke tolkningen og syntetiseringen af Ambrosius Stubs digte, der er Arndals biografiske romans største kvalitet. Faktisk har selve digtene en relativ moderat plads i Arndals beretning.
Det er personen Stub, der fænger Arndal. Særlig bevågenhed har hans kamp med at forlige sig med sin skæbne og misforholdet mellem ydre forventninger og indre, dionysiske tilbøjeligheder. Det er bogens omdrejningspunkt. Stub er født fri fugl og digter, selv om hans velyndere, familie og flere af de adelsmænd, han arbejder for, synes, han er en sjuft.
Med vid og indlevelse både i dur og i mol skildrer Arndal digterens brydninger med at finde plads til sit melodiske og flyvske sind. Et sind, der ikke altid harmonerer med et liv med familiemæssige og økonomiske forpligtelser og med en tid, der i høj grad var præget af pietismens strenge bud om inderlighed og afholdenhed.
Både i detaljen og i de store linjer giver Arndal et nuanceret billede af de religiøse, politiske og samfundsmæssige magtstrukturer, der satte rammerne for livet på Stubs tid. Kongernes skiftende religiøse overbevisninger, påvirkningerne fra Halle-pietismen, herrnhuter-bevægelsen, Voltaires oplysningstænkning, adelens betydningsfulde fornuftsægteskaber, den illegale toldtrafik i det sydfynske øhav med mere.
Det hele er med og danner fin baggrund for Arndals bredt anlagte romanbiografi.

Vigtig modhistorie
Som i første del veksler Arndal mellem Ambrosius-historien og beretningen om barndomsveninden og krøblingen Sybille, som Ambrosius ikke har set siden barndommen, men som han gennem hele livet korresponderer med og føler sig i tæt pagt med.
Som i folketroen kommer Sybille med spådomme. Hun er hans muse og følelsesmæssige vejviser, der i sine kloge breve leder Ambrosius tilbage på sporet, når han flygter eller fortvivler. Sybille lever sit særprægede og
åndrige liv først i Karen Brahes jomfrukloster i Odense, siden i et lille hus på Ambrosius’ hjemegn sammen med en klarsynet dværg og en hjertevarm garnfarverske.
Sibylle broderer en livslang gobelin, som Vibeke Arndal med poetisk finesse lader opsamle symboler og tolkningspunkter i digterens liv og fra hans store omgangskreds.

Kvindeligt univers
Med Sibylle-figuren skaber Arndal en vigtig modhistorie til digterens. Et kvindeligt univers, der både er stærkt metafysisk og helt jordbundet.
På mange måder er det i Sibylle – den frit fabulerede figur, der ikke er hængt op på biografiske fakta – at Arndal folder sig rigtig ud i romankunsten.
Sine steder står romanen dog lid upudset. Men det glemmer man hurtigt, for man må videre, videre i det fabulerende og gribende Ambrosius-eventyr, som Vibeke Arndal med dagens roman har sat punktum for.

*Vibeke Arndal: Ambrosius Digteren. Roman. Lindhardt & Ringhof. 503 sider, 349 kr. ISBN 87-595-2325-5. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her