Læsetid: 5 min.

Blød mand mellem kvinder

Karen Blixen elskede Thorkild Bjørnvig, men han elskede ikke hende (nok). Ny bog om Pagtens umage par sætter nyt lys på en fascinerende historie om en mand mellem tre kvinder
17. marts 2005

Ny bog
Jørgen Stormgaards nye bog Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt bryder ikke mange nye veje, men er især bemærkelsesværdig ved sit mådehold og sin upartiskhed. Bogen handler om Thorkild Bjørnvigs stormfulde forhold til Karen Blixen, som Bjørnvig selv har beskrevet i sin mærkelige erindringsbog Pagten (1974), udgivet 30 år efter bruddet mellem de to, og mere end 20 år efter Karen Blixens død.
Stormgaards bog rummer dog en enkelt regulær nyhed, nemlig navnet på den mystiske ’tredje kvinde’, som Bjørnvig (på Blixens opfordring!) forelskede sig i: Benedicte Jensen, dengang gift med Knud W. Jensen. Et foto viser tilmed Benedicte Jensen sammen med Blixen og Bjørnvig i Rungstedlunds have, åbenbart taget samme dag som Pagtens berømte forsideikon af Blixen med heksehætte, Magisteren i strikket hjemmejakke med slips.
Den hemmeligt elskede var altså ikke en anonym figur, men et levende menneske, til stede sammen med fortællingens to andre hovedaktører.
Når nu katten er slået af tønden, er det derfor skuffende, at bogen ikke fortæller ret meget mere om hverken Benedicte Jensen eller Bjørnvigs hårdt ramte kone Grete. Om Benedicte Jensen fortælles kun, at hun efter affæren tog til udlandet, giftede sig til efternavnet Hergel, fik to børn – men i øvrigt tog sit liv samme år, Pagten udkom.
Diskretionen virker overdrevet, så meget mere da ikke kun Stormgaard, men også Blixen-udgiveren Frans Lasson i sit udmærkede efterord, hylder åbenhed og med malice skildrer, hvordan 1950’ernes litterære cirkel med logeagtig nidkærhed holdt på hinandens hemmeligheder: Ole Wivel sikrede, at navnet på Knud W. Jensens ekskone blev til tankestreger både i Pagten og så sent som i Frans Lassons 1996-udgivelse af Blixens Breve fra Danmark. Til gengæld holdt Knud W. Jensen tæt om Wivels tilknytning til Ringen, 1940’ernes tysk-danske, nazistisk inficerede kunstneriske alliance med Fritz Waschnitius i centrum.
Men ud over navnet på den mystiske dame er det mest interessante i Stormgaards bog hans nøgterne af-dæmonisering af Blixen og tilsvarende realistiske vurdering af Bjørnvigs rolle. Stormgaard sandsynliggør, at mange af de begivenheder, Bjørnvig skildrer med så stor forfærdelse, og i fuld overbevisning om Blixens kraft til f.eks. at skaffe ham en hjernerystelse på 1.600 kms afstand (!), handler om Blixens krasse humor og sans for provokationer. Men dét vandt ringe genklang hos de alvorlige unge mænd i hendes kreds.
En virkelig heks, mener Stormgaard, ville dog sikkert snarere have skabt vanskeligheder for f.eks. forfatteren Kelvin Lindemann, som i en roman ’stjal’ Blixens pseudonym fra hende...

Gensidig forelskelse
Blixen er 62 og Bjørnvig 29, da de to mødes i 1947, men først i 1950 skriver Bjørnvig til hende, at han ønsker at ’tjene hende i den Tid, der er igen.’ Blixen skriver prompte med tak tilbage og ser i Bjørnvig en gentagelse af forholdet til Farah, hendes somaliske hushovmester i Afrika, der vogtede hendes ’ære’.
Men at den unge, lidt verdensfjerne lyriker og magister Bjørnvig i Danmark skulle udvise samme urokkelige sociale dømmekraft som Farah i Kenya lyder som at bede om det umulige, og dét må man tro, at i hvert fald Blixen opdagede. Tjener-metaforen må derfor dække over et stærkt behov hos begge for at tildække, hvad der egentlig foregik: En regelret gensidig forelskelse, som dog hos Bjørnvig næppe var ledsaget af fysisk begær. Dette måtte han derfor kanalisere over i en samtidig forelskelse i en anden kvinde.
Johannes V. Jensen mente, at et splittet begær nødvendigvis må føre til, at tvivleren lader sin sag falde. Bjørnvig opgav da også forholdet både til Blixen og Benedicte Jensen og tøffede (måske efter den mindste modstands princip) efter hustruen Gretes selvmordsforsøg tilbage i sit ægteskab, som lyder til at have mistet både respekt og passion. Skilt blev de dog først 17 år senere, i 1969.
Man forstår dog godt, at den forsmåede hustru Gretes dagbøger var så lidet flatterende, at Bjørnvig ved at læse dem tabte al lyst til at fortsætte sine erindringer efter Pagten, som han ellers havde planer om. (Stormgaard spørger dog også til, hvem der viste ham disse dagbøger? Ja, hvem?).

Løvejægertyper
Blixen så utvivlsomt i den maskuline Bjørnvig en af de handlekraftige, uafhængige løvejægertyper, der altid fascinerede hende. Noget, den tryghedssøgende og moralsk martrede Bjørnvig dog slet ikke var.
Tværtimod gik han efter Pagt-affæren nærmest i stå, menneskeligt og digterisk, hvilket på sin vis formilder Stormgaard, der er tæt på at dømme ham hårdt.
Blixen endte dog med at opfatte Bjørnvig temmelig realistisk, og rummede desuden i sin kunst hans sinds blødhed. Det ses af historien Ekko, ofte tolket som en nøglefortælling om netop forholdet til Bjørnvig. Her genskaber hun sin unge protegé som – et barn. En dreng med en guddommelig sangstemme, som den fhv. berømte operasangerinde dog sluttelig må slippe fri til at gå sine egne veje i livet.
Stormgaards læsning af den anden af Blixens mentor-historier, Kappen, gennemhuller Bjørnvigs (måske håbefulde) udlægning af historien som ægteskabelig og kunstnerisk idyl. Stormgaard fortolker overbevisende Kappen som en fortælling om at gå fejl af det egentlige, skæbnen eller talentet.
At Bjørnvig måske som mand, men ikke som digter manglede mod, bevidner Pagten, der stadig fængsler ved at afdække andre veje af begær og fascination end de rent erotiske.
Blixen selv beskriver også gang på gang sådanne forhold – mellem mester og muse, herre og tjener, talende og lyttende, og sådant er måske det allermest eksotiske og lærerige ved disse sære historier fra tiden før den seksuelle frigørelse.
Nogle vil mene, at vi siden har lidt et kulturtab, af sublimeringens ædle kunst. Til gengæld har vi forhåbentlig lært klarere at erkende lidenskab også hos dem, der ikke selv er tiltrækkende (nok) for den, de elsker.
Efter billeder at dømme var Blixen også omkring de tres en smuk og stærkt fascinerende kvinde, og det virker ufatteligt, at tilsyneladende ikke én af de unge mænd, hun tiltrak, hørte tiøren falde: ’Hun er sgu varm på mig!’ Specielt når man påtænker, hvor naturligt man også dengang anerkendte ældre mænds begær efter yngre kvinder.
At Blixen faldt for en sød og begavet mand, der kunne være hendes søn, og som selv spillede sig i hænderne på hende, gør hende jo faktisk ikke til en heks, men til en tragisk figur.
At hun bar også denne skuffelse med anstand og vid, gør hende stadig til Pagt-affærens mest sammensatte, generøse og suveræne aktør. Man får let den tanke, at et forhold mellem mentor og lærling nok kan berige begge parter. Men at den stærkeste måske profiterer mest.

*Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt. 182 s., kr. 198, ill. Haase. ISBN 87-559-1200-1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu