Læsetid: 4 min.

Debatten om modernismen

Ny bog om modernismen forener på forunderlig vis det akademiske og det folkelige, det rationelle og det åndelige
11. marts 2005

Ny bog
I flere år har det været klart, at der forgår spændende ting på Syddansk Universitet i Kolding omkring definitioner og omdefineringer af den litterære modernismes begreb i Danmark siden 1960’erne.
Omdrejningspunktet er det formelle gennembrud eller Kolding-konstruktionen, som er blevet søsat af især Anne-Marie Mai, Anne Borup og Jon Helt Haarder, og som er en korrigering af den tidligere modernismeopfattelse, især formuleret af Torben Brostrøm og Villy Sørensen i 1960’erne, som værende alt for snæver, fordi den især havde plads til modernistsik lyrik (Rifbjerg, Sonne o.a.) men ikke til andre typer litteratur, for eksempel realisme, pop-art og rock-inspireret litteratur (Hans Jørgen Nielsen, Dan Turell, Peter Laugesen).
Om hele denne debat foreligger der nu en dokumentation i form af artikler af Kolding-litteraterne, men også af Brostrøm og andre, der har taget del i debatten de sidste 5-10 år. Og til sidst i bogen er trykt Brostrøms normdannende artikel fra 1959: »Det umådelige mådehold«, hvor den gamle modernisme-definition er formuleret som »en bestræbelse på at trænge ind og ned i det menneskelige, først og fremmest i de egne, som ikke har været bevidst behandlet af ældre digtere«.
Her ligger de tre punkter, som resten af hvidbogen diskuterer: Modernisme som nyradikalisme, psykoanalyse og som pædagogik via tolkning af moderne litteratur som massernes vej til en bedre forståelse af sig selv og den moderne verden. Der er tre aspekter i bogens artikler, det internationale, det nationale og det lokalkoloristiske.

Realisme og modernisme
Flere af artiklerne kredser om den europæiske og nordamerikanske modernisme som baggrund for det, der sker i Danmark lige nu, men mest udførligt sker det hos Anne Borup, der opremser forskellige definitioner på modernisme, tilbage til det 18. århundrede, og på avantgardeteorier.
Hun nævner for eksempel Hugo Friedrichs berømte bog om strukturen i moderne lyrik, men uden at nævne Friedrichs dybe skepsis over for den moderne lyrik og hans store kærlighed til Goethes langt mere harmoniske og holistiske lyrik, ligesom hun blandt de mange bøger om avantgarden nævner Poggioli, der slet ikke skelner mellem modernisme og avantgarde, men ikke Peter Bürger, der i begyndelsen af 70’erne definerede den europæiske avantgarde omkring Første Verdenskrig som institutionskritik, værkkritik og som rettet mod praksis og livsverden. Dog slog avantgardens projekt, ifølge ham, fejl, for revolutionen udeblev, og avantgarden vandrede ind på institutionerne. Derfor kunne realisme og modernisme være hip som hap. Indtil videre.
Flere af bidragyderne fremhæver, at Anne-Marie Mai skulle være dybt præget af netop denne Bürger, men det er en sandhed med store modifikationer. For hendes artikler deler ikke ligefrem Bürgers arrogante afvisning af den amerikanske avantgarde og post-avantgarde efter 1945 som kopi, og heller ikke hans hemmelige drøm om, at avantgarden måske engang kunne slå igennem, hvis revolutionen kommer. For hende er litteraturen ikke knyttet til en revolution, men til et ønske om en litteratur, der også inddrager populærkultur, hverdagsemner og oplevelse. Et sted hedder det hos hende: »Litteratur kan både være oplevelse og erkendelse.« Det nationale projekt har karakter af et opgør med den gamle modernismes snæverhed, men nok så meget med dens opdragende, pædagogiske virkning.
Flere steder fremhæver Anne-Marie Mai, at hun i stedet for det formelle gennembrud kunne have brugt ordet postmodernisme, med plads til en pluralisme og en usamtidighed af litterære former, og også med plads til litteratur som god underholdning »og ikke ret meget andet«.
Men debatten om modernismen har også fået andre synspunkter på banen, således Niels Frank, der går langt videre end Kolding-akademikernes ønske om større pluralisme, og kræver modernistisk selvtab og sans for uforsonede modsætninger, og Jan Rosiek, der som en enlig svale tværtimod advarer mod anti-intellektualisme og fastholdelse af højmodernismens værkbegreb.

Kolding-konstruktionen
Det er ikke tilfældigt, at Kolding spiller en stor rolle i hele dette opbrud fra nyradikalisme, smal modernisme til anti-hierarkiske og pluralistiske tendenser. For der findes nemlig mere end én Kolding-konstruktion og mere end ét oprør i Koldings historie.
Først var der Steffen Hejlskov-Larsens pædagogiske planbruds-modernisme fra 1960’erne, hans store samarbejde med den lille, men normdannende litterære og kulturradikale offentlighed i Trekantsområdet, så var der hans døtres mange initiativer i samme retning, omkring Trapholt-museet med videre. Og så var der lagerforvalter Rindals populistiske oprør mod den første Kolding-konstruktion, med protester mod kunstfonden og abstrakt kunst. Denne protest synes at være ophævet i den nye Kolding-konstruktion, der jo ikke afviser den gamle modernisme, men blot ønsker at se den i en bredere sammenhæng, hvor det elitære og pædagogiske er formidlet med det livsnære, eklektiske og anti-hierarkiske.
Denne samle-bog med og mod modernismen er utrolig oplysende, mangesidig, den samler først og fremmest en vigtig debat op, der slet ikke er færdig endnu, og den forener på forunderlig vis det akademiske og det folkelige, det rationelle og det åndelige, på en ny måde, der ihvertfald ikke er helt almindelig, som man siger i Kolding. Og hvorfor ikke sige tak for det. Ja derfor ikke.

*Anne Borup, Morten Lassen, Jon Helt Haarder (red.): Modernismen til debat, udgivet af Gyldendal og Syddansk Universitetsforlag. 264 sider, 248 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu