Læsetid: 5 min.

Fascineret og frastødt

4. marts 2005

Ny film
Fortabelsen er smuk, men ikke i virkeligheden, har en klog mand sagt. Det er et paradoks, der præger filmen Nordkraft. Mascaraen løber, håret er fedtet og underarmene fuld af bylder. Men lyset ligger godt, klipningens rytme er intens og besnærende, soundtrack’et euforiserende kraftfuldt.

Ole Christian Madsen portrætterer nedturen, på én gang fascineret og frastødt. Dobbeltheden skaber en indre spænding i filmen og afspejler samtidig det dilemma, som de stofmisbrugende hovedpersoner står i: Stoffet giver fede flyveture - men så er der også al lortet, som følger med. De vil både holde op - og blive ved.

Lavt selvværd
Hvordan ser tilværelsen ud nede på bunden af afgrunden? Hvis misbrug er fællesnævneren for hovedpersonernes adfærd, så er lavt selvværd navnet på den dæmon, de alle slås med. Maria (Signe Egholm Olsen) er 23-årig pusherfrau, kæreste med den bøvede Aalborg-pusher Asger (Thomas Corneliussen), der øver sig som tatovør på en stinkende svinehud i stuen, mens Maria tager til Staden og henter hash for ham. Selvhadende og desperat undrer hun sig over, hvad det er for et liv, hun har rodet sig ud i.

Allan (Claus Riis Østergaard) er netop hjemvendt til Aalborg; efter nogle år til søs skal han nu have en ny tilværelse op at stå. Sammenbidt prøver han at lægge en fortid med speed og kokain bag sig – men det er svært, da hans gamle ven, pusheren Frank (en godt castet Rudi Køhnke), dukker op og vil have Allan til at betale en gammel gæld.

Og endelig er der den ultimativt selvdestruktive Steso (Thure Lindhardt), der har som erklæret mål at være så påvirket som muligt hele tiden. Stolt og stædigt smadrer han sig selv; hellere dø end at være ynkelig.

Men alligevel har Steso – ligesom Maria og Allan – et ønske om at komme op af afgrunden. Blive fri af stofferne og alt, hvad de medfører. Få en fremtid. Steso tager en kold tyrker, hjulpet af barndomsveninden, den skæve eksistens Tilde (med et ansigtsudtryk og et blik, der lader til at komme fra en anden galakse, er Pernille Vallentin Brandt et fund til rollen).

Men kan Steso holde skansen? Fra sit depressionshul – og gennem opiumståger – ser Maria den iranske Hossein (Farshad Kholgi), der er kurer for Asger, valse ind på scenen som ridderen på den hvide hest. Men redningsmanden har en hemmelighed. Som spreder dønninger til Allans tilværelse efter et trekantsdrama, der involverer den skønne, suicidale Maja (Signe Vaupel), vennen Frank og temmelig mange kilo speed, som skal over grænsen fra Tyskland.

Byen er medspiller
Sådan fletter personernes skæbne sig ind og ud af hinanden i Alborgs undergrund. Byen og dens miljøer bruges effektivt som både ramme og medspiller i fortællingen, som stemningsekko af baggårdsforfald og menneskelig opløsning, og på et symbolsk plan som i en scene, hvor broen over fjorden på mytologisk vis repræsenterer en overgang fra en fase til en anden i Allans liv.

Danny Boyles Trainspotting (1995), der også var præget af formmæssig vitalitet i sit portræt af en flok selvdestruktive unge, dukker uundgåeligt op i tankerne, når man ser Nordkraft.
Fotografen Jørgen Johansen, som også var Ole Christian Madsens højre hånd på En Kærlighedshistorie (2001) og tv-serien Edderkoppen (1999), arbejder både med klassiske visuelle greb – som det fremmedgørende billede af et lille menneske i kontrast til store, stenkolde bygninger – og med det stilistisk eksperimenterende i Nordkraft.

En af de mere markante visuelle effekter er brugen af doggy-cam, et kamera, der er spændes på skuespilleren, og som skaber en fornemmelse af hektisk subjektivisme. Langt hen ad vejen spejler og styrker de visuelle virkemidler fortællingen. Men indimellem kammer det over og nærmer sig manér på bekostning af psykologien. Som i scenen, hvor vi ser Allan sidde i sin nye lejlighed med nøgne vægge og se noget, der ligner en eksperimentel kunstfilm i tv – lækker-ensom stemning, men en fyr som Allan havde for længst zappet videre!

Psykologisk dybde
Nordkraft portrætterer ikke kun misbruget, men dykker også ned i misbrugernes barndom og familiemæssige baggrund: Hvorfor er de blevet, som de er? Filmen giver ikke entydige svar, men den graver sig langt dybere i sine karakterers psykologi end en miljø-beslægtet film som Pusher II. Ole Christian Madsen kan noget med skuespillere og karakterer – ikke mindst de hudløse, emotionelt ustabile kvinder.

Og han har dygtige skuespillerinder på banen. Signe Egholm Olsen gør den labile Maria på en gang sej og rørende, og Signe Vaupel er skræmmende sårbar som Maja - en karakter i familie med Kira i En Kærlighedshistorie. Et es for filmen er Kirsten Norholt som Allans alkoholiserede mor, en lille birolle, men den gør indtryk i al sin tragik.

Blandt de mandlige skuespillere er Thure Lindhardt eminent som den speedede, vrængende, arrogante og ulykkelige Steso – han gør en meget modsætningsfyldt karakter plausibel. Og Claus Riis Østergaard er fuld af indestængthed som Allan. Eneste falske toner opstår omkring Farshad Kholgi som Hossein – figuren grænser til den ufrivillige parodi og årsagen ligger på både manuskript- og instruktionsplan.

Tredje gang...
Ole Christian Madsen har ikke alene instrueret, men også skrevet manuskriptet til Nordkraft – assisteret af Bo hr. Hansen og baseret forholdsvis frit på Jakob Ejersbos roman. Filmen har med god virkning fået et lidt mere syret tvist end bogen, og Ole Christian Madsen sætter med held – læs: dygtighed – sit utvetydige fingeraftryk på karakterer og fortælling.

Man kan indvende, at hans tilgang til misbrugertematikken og -miljøet har et strejf af den pæne drengs æstetiserende betagelse af det ’uf, så snavsede og spændende.’ Men under den umiddelbare dramatik – razziaer, narkogæld og rå bank – og under de følelsesmæssigt slagkraftige aspekter – familiedramaer, løgne og svigt – ligger der et lag af dybere følsomhed i tegningen af karaktererne og deres indre konflikter, som giver filmen et almenmenneskeligt aspekt.

For misbrug findes i mange afskygninger – arbejdsnarkomani, tryghedsnarkomani, afhængighed af forelskelsens eufori, for blot at nævne nogle. Og her er filmens berøring af temaer som skrantende selvværd, omgivelsernes medmisbrug og menneskelige omkostninger absolut ligeså relevante som i forbindelse med det mere konkrete misbrug af stoffer.

Det siges, at tredje gang er lykkens gang; overtro eller ej, Ole Christian Madsens tredje spillefilm efter Pizza King (1999) og En Kærlighedshistorie markerer sig som hans bedste film til dato.

*Nordkraft. Instruktion og manuskript: Ole Christian Madsen. Dansk (Imperial, Dagmar og CinemaxX i København og en lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu