Ny biografi
Musikhistorikeren Inger Sørensen har placeret sig solidt i moderne musikhistorisk forskning i det 19. århundredes komponister. J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade har hver fået deres grundige biografi, sidstnævnte med udblik, eftersom Gade jo havde stærke bånd sydpå.
Nu tager Inger Sørensen fat på komponisternes forhold til hyperjubilaren og omvendt H.C. Andersens relationer til dem. Ikke kun de to danskere samt C.E.F. Weyse, men også de fremmede, som i Andersens optik ikke forblev sådanne, men for Schumanns og Mendelssohns vedkommende tillige blev hans mere eller mindre nære venner.
Skumle bagtanker
Andersen var som bekendt på evig rejse i Europa, hvor han opsøgte tidens store og ikke så sjældent med skumle bagtanker, som med komponisterne drejede sig om at få dem til at skrive musik til hans digtning, således at denne og demed han selv kunne blive endnu mere udbredt og berømt. Det lykkedes i vellykket mål, hvad angår Robert Schumann, som i Chamissos fine oversættelser komponerede lieder over tre-fire andersenske digte som bl.a. Märzveilchen og Der Soldat.
Det lykkedes også Andersen at interessere megaberømtheden Franz Liszt, hvis musik han i øvrigt ikke var himmelfalden over, og som foruroligede ham som person, for sin og Hartmanns opera Liden Kirsten. Denne blev faktisk opført i Weimar i den store klaverløves tid som musikdirektør dér.
Lise Sørensens lille velskrevne bog, smukt grafisk tilrettelagt af Peter yde Jensen, bringer et væld af oplysninger og fine iagttagelser af denne særlige side af H.C. Andersens verden og understreger både digterens til tider besværlige adfærd, men også, hvad vigtigere er, hans stærke kunstneriske drift, ambition og samvittighed. Sørensen skriver så at sige på Andersens vilkår, loyalt, uden at sætte sin ret til nu og da den milde ironi over styr.
Et fornemt bidrag til hurlumhejet.
*Inger Sørensen: H.C. Andersen og komponisterne. 168 s. ill. 169 kr. Gyldendal. Er udkommet
