Læsetid: 2 min.

En kyndig nordisk krønike

Den prisbelønnede historisk krimi fra 1700-tallets Norge, Kurt Austs ’Næst efter Gud – hjemsøgt’, er en imponerende tur i det litterære frilandsmuseum
15. marts 2005

Ny bog
Den gamle nordmand Petter Hortten sidder i det herrens år 1747 på Læssøe og mindes en dramatisk efterårsuge tilbage i 1703, hvor han uforvarende blev involveret i en mordsag.
Som undergesandtsekretær og vejviser for den pavelige udsending, nuntius Michelangelo dei Conti, kommer han til egnen omkring Frederiksstad og overværer ved et tilfælde noget dybt mistænkeligt: I et glimt ser det ud, som om den hellige nuntius (der er beskyttet af kongelig immunitet) hælder noget i militærbonden Halvor Justesens glas – og dagen efter bliver samme Justesen fundet død.
Der er imidlertid ikke meget at stille meget op, for drister Petter sig til at anklage den fornemme nuntius, kan det meget let komme til at gå ud over hans egen hals. Sådan var spillereglerne i Frederik den Fjerdes dobbeltmonarki Danmark-Norge. Men heldigvis får Petter hjælp af sin makker fra Kurt Austs tidligere romaner, den danske professor Thomas af Boueberge, og godt det samme, for sagen viser sig at være mere speget end som så.

Overbevisende udført
Det er et levende og broget tidsbillede, der her i Næst efter Gud – Hjemsøgt bliver oprullet for læseren, skildringen af mennesker, skikke og sæder er meget overbevisende udført og byder på et væld af godt sete og sansede detaljer. Det er med andre ord en imponerende tur i det litterære frilandsmuseum, man bliver budt på, og det er ikke så mærkeligt, at romanen i 2003 har indbragt Kurt Aust Riverton-prisen for årets bedste nordiske krimi.

Rige kilder
Forfatteren har haft rige kilder at øse af, blandt andet en kendt rejseskildring fra perioden – englænderens Robert Molesworth: »An account of Denmark as It was in the Year 1692«.
Og vi stifter undervejs bekendtskab med nogle af tidens kendte skikkelser, således møder vi til sidst en ung fyr fra Bergen, der er på vej til en karriere i København. Navnet er Ludvig Holberg.
Til allersidst retter forfatteren en stor tak de mennesker, der har bistået ham undervejs – den historisk kyndige, den gastronomisk kyndige, den læge- og urtekyndige, den katolskkyndige, den latinkyndige osv.
Det måtte jo blive en ualmindelig kyndig krønike, Aust her fik skruet sammen, og så må man tage med, at selve plottet afvikles i sindigt luntetrav. Den, der ager med Petter, kommer også med.

*Kurt Aust: Næst efter Gud – HJEMSØGT, roman, oversat af Flemming Chr. Nielsen, indbundet, 320 s., 198 kr. i marts måned, herefter 268kr., forlaget Hovedland. ISBN 87-7739-727-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu