Læsetid: 6 min.

Manden bag rapanden

Lene Bredsdorff har skrevet en rigtig folkebog om Halfdan Rasmussen, som rummer en masse, De nok ikke vidste om ham. De færreste vidste nemlig ret meget, for hans blufærdighedstærskel var høj
31. marts 2005

Ny biografi
Da Simon Spies endnu havde sit imperium, fandtes der et uofficielt legat for digtere. Man skulle ikke ansøge, men blot henvende sig ved skranken i rejsebureauet og spørge efter en Povl Møller Taasinge. Frem blandt alle de smarte, unge, der i øvrigt var ansat, inkarnerede sig så en stout, ældre herre, der lignede Thorvald Stauning i en sådan grad, at han havde haft biroller i tv. Møller Taasinge ville så trisse hen til en kæmpmæssig tavle og fiske et par billetter til nogle meget dyre hoteller frem. Det var dem digterne så kunne få til allerbilligste pris.
Nu var Spies ikke just kendt som den store lyrikentusiast. Hvorfor så denne gavmildhed? Forklaringen er, at Møller Taasinge, hans håndgangne mand en gang i en fjern ungdom var blevet ven med Halfdan Rasmussen under et ophold på Den Internationale Højskole i Helsingør i 1939. De to mænd, så forskellige de var, bevarede dette venskab op gennem livet, og fordi rejsebureaumanden havde set, hvor ussel lyrikerens økønomi havde været dengang, havde han også et hjerte for senere tiders unge kunstnere.

Champagne-tv
Legatet randt mig i hu under læsningen af Lene Bredsdorffs nye store biografi, der bør blive en folkebog, for historien om forfatteren til Mariehønen Evigglad og mange andre højtærede og -elskede børnerim og -sange er ubesværet og fortræffeligt fortalt, og hvad vidste man egentlig om ham? Ikke ret meget, for han stillede sjældent op til interviews og nærmest slet ikke i de seneste livsårtier. Gjorde han det endelig, gav han ikke meget fra sig, da han havde en høj blufærdighedstærskel. Lige så sprudlende, han kunne være fra baghjul i sin vennekreds, lige så tilbageholdende blev han, når der var lamper på.
Således huskes endnu et lidt længere, men meget stift tv-interview, han gav i fjernsynets ungdom, hvor han åbenbart havde insisteret på, at der stod en flaske champagne og et glas på et lille bord ved siden af. Hvad ville han signalere? At han var en elegantier med stil? Det var han i sjælen, men en håndbajer havde passet bedre.
Eller var det for at give syn for sagn som en modvægt til den barndom i små kår, han havde haft på Christianshavn, og som han senere skrev om i rimede vers? Moderen var rullekone og faderen chauffør i flåden. Det sidste kunne lyde som en typisk Halfdan-vits, men faderen arbejdede sig op fra arbejdsmand til at køre for søofficererne på Orlogsværftet. Forældreparret og de seks børn sov i det samme rum.

Næsten i borgerkrig
Lene Bredsdorffs vigtigste kilde til den tid er lillebroren, Milner, men historien melder intet om, hvorfor man i et arbejderhjem på Christianshavn kaldte et barn for Milner. Det gør heller intet, for til gengæld fortælles så meget andet. Halfdan Wedel Rasmussen, hans fulde navn, gik rundt blandt de arbejdsløse i mellemkrigstidens København.
De to brødre havde haft job som arbejdsmænd et par dage, da Halfdan sagde fanden heller og besluttede sig for at blive digter på vandgrød. Politisk blæste han fra DSU over mod syndikalisterne, i hvert fald deres blad, Arbejdet, som han skrev i. Sammen med en kammerat cyklede han ned for at deltage som frivillig i den spanske borgerkrig sidst i 30’erne, men kom ikke længere end til Sydfrankrig.
Det kunne også lyde som en Halfdan-vits, men hvad der fik ham til at vende om, har Lene Bredsdorff ikke kunnet finde det præcise svar på. Hun har fået forskellige forklaringer under sin research blandt de endnu levende. Men det venstrefløjede engagement var ubetvivleligt og forlod ham aldrig, om end det efter atommarcherne blev neddæmpet i aktivistisk henseende.

Tove Ditlevsens klub
I 1940 drog brødrene Rasmussen til Ruhr for at arbejde i minerne, og før nogen vil beskylde dem for at være Hitler-sympatisører: De gjorde det for at tjene til livets ophold. Arbejderne dernede undrede sig imidletid såre over, at nogen helt oppe fra Danmark kunne finde på frivilligt at begive sig ned i det helvede, gruberne var. De rejste hurtigt hjem igen.
Der skete så det lykkelige for vor digter, at han kom med i Tove Ditlevsens nye klub for unge kunstnere og derved tæt på et stykke litteraturhistorie. Godt en snes af dem, der leverede bidrag til tidsskriftet Vild Hvede, blev inviteret med. De sad ellers på hver deres ensomme værelse og skrev, men her mødtes de til selskabelighed og udveksling af egne digte m.v. Skribenter som Sonja Hauberg, Ester Nagel, Piet Hein og Morten Nielsen blev de nærmeste kolleger. Halfdan giftede sig senere med Ester Nagel, mens Morten Nielsen blev hans beundrede forbillede.
Som Lene Bredsdorff skriver: »Et forbillede, der nær havde knækket ham.«

På sidelinjen
Sagen var, at Halfdan begyndte at skrive som den karismatiske og formsikre Morten Nielsen. Fra lykken ved at møde ham blev det til ulykken ved at ligne ham for meget. Vel mere bemærket af eftertiden end i tiden – på den måde, at ungdomsdigtningen ikke gav Halfdan Rasmussen varig plads i litteraturhistorien.
Det blev på et helt andet felt, hans sproglige vivacitet foldede sig ud, da han fik en opfordring til at skrive nogle traditionelle børnerim. Det tog ham ikke lang tid. Til gengæld blev han børnedigteren frem for nogen resten af sit liv. Danskernes Astrid Lindgren. Desværre var hans tosserier og ordlege nærmest umulige at oversætte, skønt det blev forsøgt.
Det mærkelige og i grunden absurde, som biografien glimrende redegør for, var, at uanset at Halfdan Rasmussen blev kendt af ethvert barn og voksen og enormt populær, følte han livslangt et mindreværd i forhold til de »rigtige digtere«, de alvorlige, der ganske vist kun blev læst af en brøkdel af de læsere, Rasmussen havde. Vennen Torben Brostrøm syntes ikke rigtigt, han kunne have ham med i den gruppe af modernister, han førte frem, og det kunne han jo have ret i. Halfdan var så med på sidelinjen – kammerat også med Benny Andersen og Klaus Rifbjerg. Han var en meget positiv konsulent på Rifbjergs første digtsamling.

Smertepunkterne
Privat var han og Ester Nagel med i et af Danmarks første bofællesskaber, længe før det blev moderne at bo i kollektiv. De var med blandt nogle unge par, der boede i et hus på Lolland, og det gik da også rent ud ad helvede til med al den nærhed. En af hans livliner til København var korrespondencen med føromtalte Povl Møller Taasinge, der på et senere tidspunkt besøgte familien Rasmussen i et fly, som han landede på en mark.
Med børnerimene forsvandt med tiden de økonomiske spekulationer, men der kom (selvfølgelig) andre. Til smertepunkterne, i Halfdan Rasmussens nærved 90 år lange liv, hører, fremgår det af bogen, den tid, hvor datteren Iben var ved at fortabes i narkomani. Hun blev reddet på målstregen. Uden for ægteskabet blev han far til en søn, som i mange år var en velbevaret hemmelighed, og som først sent blev inviteret ind i familien, dog uden større integration til følge. Endelig var der skilsmissen fra Ester Nagel. »Mester Jakel,« som han lidet respektfuld kaldte hende, da ægteskabet nærmede sig sin opløsning. (I al fald når hun ikke hørte det).
Der skete det usædvanlige, at han ’overtog’ sin ven, Benny Andersens kone, Signe, og tilsyneladende helt ukompliceret i forhold til venskabet. Her er vi naturligvis ovre i det, der ikke har litteraturhistorisk relevans, men som primært er af interesse for biografi-narkomaner og alment eksistensinteresserede, og det er just dem, der vil sluge bogen. Man kan jo ikke lige som med en Strindberg-biografi drage dybe sammenligninger mellem forfatterskabet og det levede liv. Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn… nej, vel?
Lene Bredsdorff har haft adgang til efterladte papirer samt interviewet børnene og en række af de mennesker, der var tæt på ham. Som nævnt var det egentlig ikke så mange, og de inderste tanker var der høj toldafgift på. Alligevel kommer hun godt rundt om ham med både det litterære og det journalistiske i orden. Den sidste tid, der blev levet i relativ ensom majestæt i huset i Saunte i Nordsjælland kan man læse mere om i den samling ’faxerier’, som Johannes Møllehave udgav i 2002.

*Lene Bredsdorff: Halfdan – en biografi om Halfdan Rasmussen. 312 s. Ill. 299 kr. Aschehoug. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu