Læsetid: 3 min.

Midt i en jazztid

Anden del af Roddy Doyles trilogi om gadedrengen, IRA-morderen og charmøren Henry Smart er endt som et trættende opkog af alverdens myter om USA i 1920’erne
22. marts 2005

Ny bog
Bagest i sin nye roman Oh, Play That Thing retter irske Roddy Doyle en tak til forfatterne af hele 94 bøger. Skelsættende prosaværker, store biografier og vigtige historiske afhandlinger er nævnt, og alle favner de USA i og omkring forbudstiden.
Den største roman af dem alle mangler imidlertid, og det er en pokkers skam, for havde Doyle (f. 1958) læst John Dos Passos’ monumentale mesterværk USA (1938) havde han måske lært, hvordan man afvikler en episk fortælling proppet med virkelige personer, jævne mænd og historiske øjeblikke, uden at den mister troværdighed og nerve.

Trættende røverhistorie
Hvad vi har fået i stedet, er en indledningsvis charmerende, men i længden trættende røverhistorie om en helt, man på et tidspunkt mister interesse for,samt et portræt, der i sin hårdkogte og sentimentale tone, minder mere om en tidlig James Cagney-film end om et virkelighedens USA på grænsen til en ny og moderne tid.
Året er 1924, og Henry Smart, som vi første gang stiftede bekendtskab med i den langt mere vellykkede pikareske roman om Irland mellem 1916 og 1923, En stjerne ved navn Henry (1999), ankommer med skib til Ellis Island klar til at starte på en frisk i mulighedernes land. Bag sig har han en fortid som morder for IRA, en kvinde, han stadig elsker og en datter, han kun har set en enkelt gang.
Ingen af delene har Henry noget afklaret forhold til, skal det vise sig, efterhånden som han i håbet om at realisere sin amerikanske drøm mænger sig med gangstere, lomme-tyve, krejlere og pornoskuespillerinder på det nedre Manhattans nådesløse gader.
Inden længe må han derfor flygte ud på landet, hvor folk lever som i en novelle af Sherwood Anderson, skrigende efter nærvær og spiritualitet, inden turen går til et Chicago, der synes kraftigt inspireret af Upton Sinclairs i sin tid kontroversielle romanportræt af slagteriarbejdernes trøstesløse tilværelse, Junglen (1906).

Kulørte optrin
Halvvejs gennem romanen bliver Henry bonkammerat med ingen ringere end Louis Armstrong, hvorefter det ene legendariske optrin i pladestudier, på natklubber og ved lyssky kontraktforhandlinger afløser det andet. Dedikerede Satchmo-fans vil givetvis varme sig over disse kulørte optrin samt trompetistens manerer, som Doyle nok har læst sig til i et par af de mange biografier, der takkes til slut i Oh Play That Thing.
Denne læser savnede derimod en mere original tilgang til stoffet. Kunsten at ramme en troværdig og socialt forankret tone, der dirrer mellem det morsomt karikerede og det tragisk underspillede, har hidtil gjort groft sagt hele Doyles forfatterskab til en sand nydelse – fra den dybt underholdende Barrytown-trilogi, over den nænsomme skildring af en 10-årig drengs opvækst i 1950’ernes Dublin Paddy Clarke ha ha ha (1993) til førnævnte En stjerne ved navn Henry.
Det humoristiske anslag præger også Oh Play That Thing, men smilet stivner efter de første små 100 sider, hvor det langsomt går op for læseren, at forfatteren egentlig ikke har anden pointe, end at favne alt det, der hændte i USA, dengang jazzen blomstrede, storbyerne blev overrendt, og spiritussen var forbudt
Den interessante historie om drømmen om Amerika, der i dag er en fasttømret del af den irske selvbevidsthed og mytologi på linje med kampen for selvstændighed og et glas velskænket Guinness, får aldrig lov til at folde sig ud og blive vedkommende, fordi hovedpersonen konstant er på farten i et hæsblæsende tempo for at nå til det rette sted på det rette tidspunkt. Man tror, Henry når han om Armstrong og hans racefæller tænker: »jeg er irer, drenge, en af imperiets niggere, og jeg ved, hvordan det er,« men det havde været bedre, hvis forfatteren havde taget sig tid til at vise det, i stedet for at fortælle det ...
Lad os håbe, at Roddy Doyle genfinder formen i sidste del af forfatterens planlagte trilogi om Henry Smart. Det fortjener både Henry og alle Doyles trofaste læsere.

*Roddy Doyle: Oh, Play That Thing. Oversat af Jørgen Nielsen. Lindhardt og Ringhof. 439 sider. 299 kroner. ISBN 87 595 2423 5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu