Læsetid: 3 min.

Myte med midterskilning

Hemmelighederne bag balletlæreren Volkova er også hemmelighederne bag Den Kgl. Ballet i dag, påviser betagende biografi
22. marts 2005

NY BOG
Så stramt og smukt kan det åbenbart gøres: At skrive en biografi over en begavet balletpersonlighed – og samtidig sætte hele Den Kgl. Ballets historie på plads.
Balletpersonligheden er Vera Volkova (1905-75): En russisk balletdanser og balletlærer, der via Leningrad og Shanghai kom til London, Paris og Milano, inden hun i 1951 blev inviteret til København for at undervise et par uger – hvorefter hun blev her i 25 år.
Skribenten er Alexander Meinertz: En 36-årig skønånd, balletskribent og kosmopolit, der gennem mere end 10 år har opsøgt personer og kilder, der kunne løfte sløret for myten Madame Volkova.
Resultatet er betagende. Først bogens frygtindgydende beskrivelse af Volkovas opvækst som barn i militæroverklassen i Petrograd – og hurtigt derefter som forarmet teenager under hungersnøden omkring revolutionen. Ingen mad, ingen varme, ingen træningstøj, men alligevel denne insisteren på arbejde, arbejde, arbejde… Alexander Meinertz’ meddigtende tolkning er klar: Volkovas redning blev dansen. Hun overlevede både psykisk og fysisk takket være sin tro på ’kunstens overophøjethed over livet’.
Meinertz fremhæver Volkovas lærer, filosoffen og balletkritiken Akim Volynskij (1861-1926). Hans plads i den russiske ballethistorie er blevet fortrængt efter revolutionen. Men det var hans idéer om kroppens placering, som Volkova videreførte. Meinertz forklarer overbevisende, at Volkova sammensmeltede Vaganovas lyriske adagio-balletteknik med italieneren Cecchettis effektsøgende allegro- balletsystem – i kombination med Volynskijs idéer. Dermed fik hun sit eget unikke system.

Analytisk poet
Margot Fonteyn blev verdens førende ballerina i 1950’erne takket være Madame Volkovas inspiration. Og i 1960’erne søgte Erik Bruhn og Rudolf Nureyev til København for at føle magien fra den elegante, aristokratiske kvinde med det skarpe blik. Også John Neumeier opsøgte Volkova. Det var i 1963-64, inden han var brudt igennem som koreograf i Tyskland. »Volkova var en poet og samtidig koldt analytiskÇ« skriver John Neumeier i sit bevægende forord. Og han roser hendes evne til at forudsige en dansers udvikling.
Netop dette aspekt af hendes talent er måske bogens fornemste fokus. For Meinertz formår at beskrive Volkovas indflydelse på Den Kgl. Ballet helt fra Harald Landers afgang i 1951 til i dag. Han påviser, hvordan Volkova med sine langtrækkende strategier hævede niveauet for korpset og satsede rigtigt på stortalenterne Henning Kronstam og Kirsten Simone – og senere Mette Hønningen og Mette-Ida Kirk.
Meinertz dokumenterer sine udsagn med et væld af samtaler og breve. Men også med to trykte dokumenter fra Madame selv: Volkovas legendariske kronik i Politiken i 1954, hvor hun skriver dén beretning om Den Kgl. Ballets niveau, som aldrig er overgået, hverken før eller siden. Og den fortrolige rapport, som hun i 1955 sendte
til teaterchef Brøndsted for at forklare, hvordan Den Kgl. Ballet kunne sikre sig at nå niveau. Meinertz påstår (p. 213) troværdigt, at Henning Kronstam fulgte disse kunstneriske retningslinjer, da han var balletmester 1979-85.
Derfra bliver historien frygtlig danskerpinlig. Med historisk vanlig sans for nedrig udnyttelse af sine kunstneriske kompetencer tilbød Det Kgl. Teater aldrig Volkova en anstændig ansættelse eller en kunstnerisk ansvarsposition – endsige en pension; hun var lavere lønnet end yngste balletdanser! Flovt er det, også på tryk.
Når bogen er lukket, er det dog ikke disse bitre minder, der præger indtrykket. Nej, Meinertz får fremdigtet billede af en søgende kvinde med russisk midterskilning og sørgmodige øjne. Billedet af en lykkelig kvinde i soldansende hengivenhed på en strand i Cornwall. Og billedet af en åndeliggjort kvinde med en smertesmuk dødsfantasi om at danse ’Giselle’ som hvid lilje.
Men først og fremmest billedet af en kompromisløs kunstnerinde med sit russiske hjerte bankende for dansen, altid i skønhed.

*’Vera Volkova – En dans af uskyld og erfaring’ af Alexander Meinertz. Indledning af John Neumeier. Omslag (misvisende filmdiva-grimt): Janus Rene Andersen. Layout (diskret): Kenneth Schultz. 280 s., ill. med vidunderlige privatfotos. Kr. 299. Schønberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu