Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når demokratiet slår hårdt

Ny bog om Tvind-sagen er journalistisk dokumentation på et meget højt, men knastørt niveau
Kultur
31. marts 2005

Ny bog
Jurister, folketingmedlemmer, journalister og politologer vil formentlig med stor fornøjelse kaste sig over Martin Østergaard Nielsens nye bog Når demokratiet slår hårdt. Den tidligere politiske medarbejder ved herværende dagblad og nuværende pressechef i Kulturministeriet har benyttet sin givetvis sparsomme fritid til at dokumentere og beskrive et af de mest beskæmmende sagsforløb i dansk parlamentarisk historie – den såkaldte Tvind-sag. Det var særlovgivningen fra 1996, hvor daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen og med ham et stort folketingsflertal, forsøgte at sætte grundloven ud af drift gennem en særlov, der en gang for alle skulle knuse skolesamfundet omkring Tvind.
Som de fleste interesserede vil erindre, endte særloven, der bortdømte 32 navngivne skoler både fra at modtage tilskud og fra at få afgørelsen prøvet ved retten, med en historisk næsestyver fra en enstemmig Højesteret, der små tre år efter særlovens vedtagelse erklærede den for grundlovsstridig. Dermed blev fredag den 19. februar 1999 en historisk dag, 150 år efter Grundlovens vedtagelse skulle der for første gang en Højesterets-dom til at sætte grænser for et folketingsflertals magtudfoldelse.
Der er gode grunde til at rose Østergaard Nielsens værk. Sagsfremstilling, forbilledlig dokumentation og et sprog uden de værdiladede begreber som Tvind Imperiet og Koncernen, der ellers har præget megen såkaldt journalistik om sagen, efterlader læseren med et indtryk af, at der er tale om en forfatter med orden i sagerne. Forfatteren har gjort sig stor umage og fortjener hæder for at holde sig i toneleje, hvor han forbliver betragter snarere end kommentator. Kombinationen af de kilometerlange citater og det konsekvent neutrale sprog i forfatterens egne tekster efterlader imidlertid læseren med en fornemmelse af tørhed, der periodisk tenderer kedsomhed, og det er sådan set synd. Historien om Ole Vig Jensens tvivlsomme lovgivningsarbejde; om tapre modstandere af folketingsflertallets tåberier; en pragtparade af topjurister; en presse, der i hovedsagen selv havde fældet dom; en høje-steretsdom og så magien omkring Tvind kunne såmænd have fortjent en fortællemåde, der uanset det selvindlagte neutralitetskrav havde givet mere liv. Som skandale betragtet er sagen ganske enkelt enestående.

Den store arrogance
Bogen giver sig – bevares – ikke ud for at være nogen spændingsroman, og det er selvfølgelig sin sag at kritisere et værk udgivet på DIKE (forlaget for jura og samfundsanalyse ) for at være for faglig og for tør, men man kunne i det mindste have ønsket sig, at forfatteren havde valgt en form , hvor selve fortællingen i højere grad var overladt til ham selv, og hvor de meget lange citater fra såvel folketingsdebatter som anden dokumentation var forblevet bilag snarere end en integreret del af fortællingen.
Kredsen af læsere, der ville have orket at tampe sig igennem værket, havde formentlig været noget større, og Martin Østergaard Nielsens væsentlige bidrag til forståelse af en af de alvorligste kriser i moderne dansk folkestyre, har fortjent en større udbredelse end de rene fagfolk.
Sådan blev det ikke, og når målgruppen så er fastlagt til de ganske særligt interesserede, er der meget at komme efter i bogen. Der er hårrejsende citater fra folketingsdebatter, hånlige afvisninger af helt centrale juristers forhåndsadvarsler og billeder af magtarrogance på foruroligende højt niveau. Særligt beskæmmende er listen med reaktioner fra repræsentanterne for det folketingsflertal, der en februardag i 1999 fik en blodtud af Højesteret.
Oplistningen er en gyser for enhver, der måtte have troet, at det ansvarlige flertal havde fået en lektion. Kun få lød som om de havde lært noget som helst. Daværende justitsminister Frank Jensen nøjedes med at konstatere, at »Højesterets dom i Tvind-sagen er nu gældende ret, og det må regering og folketing nu indrette sig på i den fremtidige lovgivningsvirksomhed«. Anger var der intet af, dertil var arrogancen for stor.
Martin Østergaard Nielsen tillader sig et enkelt brud på den neutrale stil med partsindlægget fra venstrepolitikeren Birthe Rønn Hornbech. Hendes bidrag er placeres i et særligt forord skrevet i Birthe Rønn Hornbechs helt særlige kontant/faglige stil. Bruddet på neutralitetsprincippet er forståeligt, venstrepolitikeren var trods alt lovsjaskets på én gang ivrigste og mest kvalificerede modstander og resten af bogen er klinisk renset for personlige synspunkter og stil. Journalistisk dokumentation på et meget højt, men knastørt niveau.

*Martin Østergaard Nielsen: Når demokratiet slår hårdt, Forlaget DIKE, 229 kr. ISBN-87-90528-17-4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her