Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Når individualister brænder sammen sammen

Hvad stiller man op med en frihed, der kun er frihed fra gammel tvang og ikke frihed til nye fælles livsformer? Glimrende ny antologi afdækker hvad der sker, når friheden bliver stående som negativ
Kultur
3. marts 2005

Ny bog
Vi danskere kan også være etniske. Selv om det næsten altid er de andre, der er de
’etniske’. Det er de andre, der sidder fast i middelalderlige normer, feudale familieregimer og tvangsægteskaber. Det er dem, der endnu ikke er blevet frie og individualiserede mennesker. Det er synd for dem. Men indimellem også for os. For vi bliver nødt at skrue bissen på og lave 24-årsregler, og det er heller ikke sjovt for os. Men vi gør det, fordi vi er så gode og gerne vil have, at det etniske skal blive ligeså frie som os. For vi går hen over vandene, og vi bestemmer selv vores egne livsprojekter. Vi har sat os ud over vores etnicitet, vores tradition, vores sædvaner, den gammeldags og automatiske måde at gøre tingene på.
Det kan selvfølgelig også gå galt. Man kan gå ned, hvis man ikke kan overkomme at skulle skabe den komplette tilværelse, som gerne skulle tilbyde: en interessant karriere, et spændende socialt liv, dynamisk erotik, åndelige diskussioner, fysiske udfordringer og så bare helt vildt meget lidenskab. Det kan blive for meget, og så bliver man passiv. Så bliver man reduceret til tilskuer, og man kan
ikke længere være ’proaktiv’ og ’dynamisk opsøgende’. For som det hedder i en aktuel popsang: Så sidder man der og er ikke længere stjernespiller, men nu reservespiller på dope og nervepiller.
De temmeligt almindelige lidelser opleves som personlige tragedier, men de tegner et alment mønster. Det opleves som individuelle skæbner, men viser sig som ’sociale patologier’. Og de sociale patologier kan udlægges som ’etniske sygdomme’. Som socialanalytikeren Lars Geer Hammershøj skriver i en ny antologi, der netop hedder Sociale patologier:
»En etnisk sygdom er således karakteriseret ved alene eller overvejende at forekomme i én bestemt kultur, hvorfor lidelsen kan formodes at være udtryk for grundlæggende spændinger og konflikter i det pågældende samfund. Kendetegnende for en etnisk sygdom er endvidere, at forstyrrelsens symptomer ofte er en overdreven variant af normal adfærd og ligger i forlængelse af kulturelle værdier.«
Som eksempler på etniske sygdomme nævner Hammershøj den ’sydasiatiske amok’ og den sydkinesiske forestilling om at ’penis er skrumpet’, der går under navnet ’koro’.
De etniske sygdomme, der viser sig i vores vestlige kultur, synes alle forbundet med normen om det selvrealiserende og uafhængige individ: depression, anoreksi, præstationsangst.

Syv bud
Sociale patologier udfolder syv mere eller mindre socialfilosofiske analyser af lidelser ved individualisering. De er undersøgelser af vilkårene for selvforvaltning i det epokale terræn, man har kaldt det andet moderne eller det refleksivt moderne. De analyserer perspektiver af den individualisme, der siden 1970’erne er blevet radikaliseret: Lidelser som anoreksi og depression er nu blevet så udbredte, at de kvalificerer til betegnelsen ’epidemier’.
Sociologen Rasmus Willig læser lidelserne ind i en politisk, økonomisk kontekst. Han ser det skrøbelige individ som produkt af en neoliberalistisk fordring, der sætter det enkelte menneske som en fleksibel entreprenør. Det enkelte individ tilbydes en overvældende mangfoldighed af selvrealiseringsoptioner. Og skal holde sig konstant åben for nye tilbud, men hvis man virkelig vælger at realisere en mulighed, vælger man samtidig åbenheden fra. Men hvis åbenheden for nye veje bliver permanent, forfalder den til isolation og passivitet. Hvis man skal holde sig stadigt parat til nye udfordringer, kan man ikke opholde sig ved en bestemt udfordring uden at miste sin parathed.
Inspireret af den franske sociolog Alain Ehrenberg udlægger Anders Petersen lykkepillerne som socialt fænomen. Som han skriver:
»Det ansvarlige, initiativrige og indre, konfliktfrie individ fremstår som modsætningen til depressionstilstanden. Et godt psykisk helbred synes derved at blive sat lig med fraværet af indre konflikt og disharmoni. Men hvis det mislykkes at manøvrere sig igennem nutidens livsprojekt og ’hæmningen indtræffer’, ja, så har vi adgang til lykkepillerne. Petersen ser lykkepillerne som den tekniske erstatning for forandringer i en social virkelighed. I stedet for at se de mange og mangfoldige depressioner som anledning til at gentænke de sociale strukturer bliver lykkepillerne tilbudt som den individuelle løsning. Lykkepillerne bliver en forlængelse af myten om, at det teknologiske fremskridt vil løse moralske og politiske konflikter.
Carsten Bagge Laustsen har skrevet en informeret og glimrende artikel om voldtægt som våben i krigsførelse, Marie Østergaard en tekst om selvforvaltning i velfærdsstaten, og teologen Camilla Sløk har i et fint bidrag udlagt den pikante relation mellem den kristne sjælesorg og den moderne psykologi.
Sociale antologier er en god og aktuel afdækning af individualiseringsproblematikker overhovedet . Den kvalificerer klicheer og perspektiverer den automatiske produktion af almindelige forfaldshistorier.
Den tyske socialfilosof Axel Honneth har skrevet et brillant indlæg, der er hele bogen værd: Han laver en systematisk læsning af fire
aspekter ved individualisering. Individualisering betyder for det første, at det enkelte menneske bliver ansvarligt for skabelsen af sin egen tilværelse; det betyder subjektiv autonomi. Men det henfører for det andet til isolation og ensomhed. Man er selvstyrende og derfor overladt til sig selv. Samtidig kan individualisering også betyde refleksion over alle elementer i det enkelte menneskes tilværelse. Altså den stadige forhandling af livspraksis og eksistentielle strategier. Og endelig tilføjes et fjerde perspektiv: Man bliver forpligtet på sit sande jeg, på tanken om, at man har en autentisk og personlig kerne, som man skal realisere i sin omverden. Når den bedste balance mellem individualiseringens fire momenter bliver forstyrret, kan det føre til passivitet, depression eller den tilstand, Honneth et andet sted har kaldt ’lidelse ved ubestemthed’. Han sætter de aktuelle vanskeligheder ind i en moderne historie med et citat fra Georg Simmel:
»Ganske vist var det frihed, som de (bønderne) vandt, men kun frihed fra noget og ikke frihed til noget.
Ganske vist en tilsyneladende frihed til alle – fordi den netop blot var negativ – men faktisk netop derfor uden noget direktiv, uden noget bestemt og bestemmende indhold og derfor disponeret for denne tomhed og holdningsløshed, som uden modstand tillod udbredelsen af enhver tilfældig, lunefuld og forførisk impuls – svarende til det ubefæstede menneskes skæbne, som har ofret sine guder, og hvis således vundne ’frihed’ kun giver rum til, at en hvilken som helst øjebliksværdi kan vokse op som en gud.«

*Rasmus Willig & Marie Østergaard (red.): Sociale patologier. 180 s., 225 kr. Hans Reitzel. ISBN 8741202252

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her