Læsetid: 6 min.

Paradokset Céline

Hvordan kan man indkredse denne udefinerlige franske forfatter, grænseoverskridende i alt – fra sit geniale, hypnotiske sprog til sin skandaløse antisemitisme? Nu er det gjort – i form af et Céline-leksikon!
26. marts 2005

KLASSIKER
Den bog, der hugges mest i franske boghandeler, er pocketudgaven af Louis-Ferdinand Célines roman Voyage au bout de la nuit. Og i den franske boghandel i Badstuestræde i København skal Céline være den mest solgte forfatter – efterfulgt af Proust, Malraux, Pagnol og Simenon...
Det er noget af det, man kan læse i en nyudkommen bog på 880 sider – med alt om Céline i leksikonform. De to ’oplysninger’ står langt fra hinanden i opslagsværket og er selvfølgelig helt marginale. Men de siger på deres egen måde noget om Célines umistelige plads på det franske og internationale parnas.
Interessen for ham i Danmark skyldes ikke bare hans banebrydende forfatterskab og hans omtumlede liv – en interesse, som danskerne deler med resten af (i det mindste den vestlige) verden – men stimuleres af den kendsgerning, at han opholdt sig i Danmark fra 1945 til 1951, dels som flygtning, dels som fange i Vestre Fængsel i København.
Céline blev berømt og berygtet før krigen – for henholdsvis sine romaner, Voyage og Mort à crédit, og for sine antisemitiske pamfletter. Men hans kompromitterende antisemitisme og omgang med den tyske besættelsesmagt har aldrig taget livet af hans litterære ry, for i efterkrigstiden og efter hans død i 1961 er hans romaner blevet genudgivet i stadig nye oplag, og hans liv og forfatterskab er blevet endevendt i stribevis af biografier, Céline-årbøger, Céline-tidsskrifter og tekstsamlinger. I 1998 udkom en bog på 400 sider med Célines breve fra Vestre Fængsel til hustruen Lucette og til overretssagfører Thorvald Mikkelsen.
I mellemtiden er hans samlede værker (minus de antisemitiske pamfletter) forlængst udkommet i Pléiade, forlaget Gallimards store prestigesamling af kommenterede klassikere i luksusindbinding. Forberedelserne hertil begyndte allerede i Célines levetid, og han bemærkede med ægte célinesk respektløshed:
»Nu forlader jeg litteraturen og går over i møbelbranchen«.
En ny bog om Céline er altså ikke en usædvanlig begivenhed, men det nye består denne gang i formen. Det er litteraturforskeren Philippe Alméras – forfatter til en Céline-biografi i 1994 – der efter ca. 40 års studier af forfatteren har udformet værket Dictionnaire Céline med  ca. 1.000 opslagsartikler, varierende fra nogle få linjer til flere sider. Fra Voyage til Rigodon. Fra Rabelais til Françoise Sagan. Fra Léon Blum til Werner Best. Fra Sigmaringen til Korsør. Ca. 25 af opslagene handler om Danmark og danskere – fra ministrene Per Federspiel, Aage Elmquist, Hartvig Frisch og Helga Pedersen, politidirektør Aage Seidenfaden og modstandsmanden Herman Dedichen til danserinden Karen Marie Jensen og mindre kendte danskere, Céline mødte på sin vej.

Flugten til Danmark
Louis-Ferdinand Céline (hvis borgerlige efternavn er Destouches), født 1894, blev såret som soldat i Første Verdenskrig, rejste i Afrika og USA, dyrkede journalistik, studerede medicin og blev læge, arbejdede for Folkeforbundet, virkede som læge i parisiske fattigkvarterer, brød igennem som forfatter med Voyage i 1932, skrev romaner, skuespil og pamfletter, flygtede til Tyskland og derefter Danmark i 1944-45. Etc.
Ikke bare et liv, ikke bare ni liv som en kat, skriver Alméras i sit forord. Han opregner i 27 korte sætninger Célines – 27 liv! Det lyder vildt, men det drejer sig om et liv og et forfatterskab, der unddrager sig alle normer, og hvor det outrerede og det i uendelighed fornyede kendetegner indhold og form.
Jorden brænder under Céline i sommeren 1944, da Frankrigs befrielse nærmer sig. Efter et ophold i Sigmaringen sammen med resterne af marskal Pétains kollaboratørstyre og en flugt gennem sammenbruddets Tyskland – som han senere skildrer i tre barokke bøger, i kaotisk stil og med sort humor – kommer han til Danmark i slutningen af marts 1945 sammen med Lucette og katten Bébert (der skulle blive verdenslitteraturens mest omtalte kat). Valget af Danmark som eksil skyldes nogle venner og kontakter, som Céline og Lucette har her.
Da Frankrig kræver Céline udleveret, vælger de danske myndigheder at sætte ham i varetægtsfængsel – og nægter at udlevere ham. Der er ingen tvivl om, at Danmark herved reddede hans liv, for han ville sandsynligvis være blevet dødsdømt for landsforræderi og henrettet, hvis han var blevet udleveret i den tidlige fase af retsopgøret efter krigen – den skæbne, der ramte flere franske forfattere, således Robert Brassillach.
Først den 21. februar 1951 bliver Céline dømt in absentia i Frankrig, og dommen lyder kun på et års fængsel. På det tidspunkt har Céline politisk asyl i Danmark, og han bor på Thorvald Mikkelsens landsted ved Korsør. Da han allerede har siddet fængslet i 18 måneder i Danmark, kan han vende hjem til Frankrig i sommeren 1951.

Antisemitisme
Det var ikke antisemitisme, Céline blev anklaget og dømt for i Frankrig – antisemitisme påkaldte sig praktiskt talt ingen interesse i retsopgøret dengang. Derimod har eftertidens litteraturforskere og célinologer været stærkt optaget af denne side af hans karakter – med den gennemgående tendens, at Célines antisemitisme betragtes som en mere eller mindre uforklarlig psykisk afsporing, der ikke anfægter hans status som en af det 20. århundredes største forfattere. Et mysterium – men det bør noteres, at selv nogle jødiske forfattere og intellektuelle, f.eks. Philip Roth,  har tilkendegivet deres uforbeholdne beundring for hans forfatterskab og deres ønske om at holde antisemitismen uden for bedømmelsen af hans kunst.
I bagsideteksten på det nye værk hedder det, at Céline gav udtryk for »en antisemitisk racisme, der var mindre chokerende dengang, end den forekommer i dag«. Det er kort udtrykt, men bunder i et vigtigt argument – ’før og efter holocaust’ – der ofte er blevet fremført, og som relativiserer Célines antijødiske skrifter.
Uddrag af disse skrifter, der ellers ikke genoptrykkes – og kun forhandles ’under disken’ – kan læses i leksikonet, og det er skandaløs lekture. Men Celine har forsvaret sig med, at hans litterære stil i det hele taget er outreret, baseret på overdrivelser, der ikke skal opfattes bogstaveligt. Han henviser til Rabelais som sit forbillede.
Ved læsningen af Céline kan man få indtryk af en vildtvoksende nihilisme, og hans grove udfald, der ofte glider ned takket være hans usædvanlige talent og originalitet, kan forekomme rettet mod alt og alle. Også mod Danmark, der ikke får nogen tak, men mange hak i tuden (Céline var under hårdt nervepres i fængslet, plaget af sygdom og frygt for udlevering). Danskerne er »dødeligt kedsommelige« og Danmark »virkelig det mest farveløse land i verden«.
Mod alt og alle... men uden overraskelse konstaterer man, at han omtaler katten Bébert ofte og med kærlig opmærksomhed.
Fra Voyage og fremefter er Célines (mere eller mindre selvbiografiske) romanværker revolutionerende i deres form og konstruktion – med en ny og raffineret brug af talesprogets syntaks i selve fortællingen.
Indholdsmæssigt kan man se hans værker – med krigsveteranens ekstreme pacifisme som udgangspunkt – som et spejl af det 20. århundredes tragiske epos, dets excesser, dets rablende delirium, sådan som dette allerede mere end anes i en af århundredets tidlige og største romaner, Thomas Manns Der Zauberberg (Trolddomsbjerget), hvis handling er henlagt til et sanatorium i årene før Første Verdenskrig. Her er sygdom den magtfulde metafor og feberen ledemotiv.
Hos Céline er tragedien tilsat et stærkt element af komik, og man risikerer jævnlige latteranfald, når man følger ham på hans livsfarlige flugt gennem det mere og mere sønderbombede Tyskland...
Der er musik i Célines sprog, det er sproget som en besættende musik, der skabes og modtages i trance – et udtryk, man finder i hans breve, når han karakteriserer sit arbejde.
I det nye leksikon finder man en passant Roland Barthes (1915-1980) – en af de store autoriteter med hensyn til det litterære sprogs væsen og rolle – der i 1953 som en af de første skitserede en analyse af Célines stil. Siden er der skrevet adskillige afhandlinger om dette emne.
Efterkrigstidens nye generationer gribes også af Céline. Forfatteren og kritikeren Frédéric Beigbeder (født 1965) betegner Ferdinand Bardamu, den selvbiografiske hovedperson i Voyage, som »efterkommer af Odysseus og stamfar til Beat-generationen« ... »på en måde globaliseringens første roman« ... »Célines bedrift er, at selv om han skriver med sort blæk på sort papir, er han alligevel til at læse«.

*Philippe Alméras: Dictionnaire Céline. Une oeuvre, une vie. Plon. 880 sider. 33 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu