Ny bog
For den engelske kunstkritiker John Ruskin, der levede fra 1819 til 1900, var det en livslang erfaring, at himlen over den moderne verden blev stadig mørkere, og at dette mørke ligeledes indhyllede kunsten og gjorde kunstneren blind for klarhed og helhed. Dette synspunkt går igen i Ruskins store værker Stones of Venice fra 1850erne, Modern Painters (om Turner), skrevet mellem 1843-56, og Arkitekturens syv søjler fra 1849, som nu er udgivet på dansk i en glimrende, sirlig-omstændelig oversættelse af Karsten Sand Iversen og Vagn Lyhne, der også har skrevet efterord.
Forordet er skrevet af den tyske Ruskin-ekspert Wolfgang Kemp, der har karakteriseret Ruskins skrivestil som kunstlitteratur, dvs. »en skrivestil, der på én gang er en tolkning af billedkunst og arkitektur og et forsøg på at indfange kunstværkets erfaring i kongeniale kritikker«.
Kunstlitteratur
Hvad, det betyder, udfoldes netop i arkitekturens syv lamper, som er offerets, sandhedens, kraftens, skønhedens, livets, erindringens og lydighedens lampe. Det gennemgående tema i bogen er et opgør med samtidens tendens til at prioritere nytten og symmetrien i byggeriet fremfor det asymmetriske, nytteløse i arkitekturen, og samtidig er det et ønske om at skildre stor fortidig arkitektur, især gotikken, for at give nutiden en idé om, hvordan der kunne og burde bygges i nutiden og for fremtiden.
Noget af det, der går igen i Arkitekturens syv søjler, er opdagelsen af synsbedraget i den nyere kunst. Ved synsbedraget forstås både anvendelsen af de nye materialer, især jernet, på håndværkets bekostning, i bygningsværker, der ser ud, som om de er bygget af håndværk, men som er falske. De »foregiver at have en værdi«, som de ikke har. Eksempler er de nye stålkonstruktioner i de europæiske storbyer London og Paris, banegårde som katedraler, og sådanne bygninger er »selve ubehagets tempel« og deres eneste funktion er at vise os »hvordan vi hurtigst muligt kan slippe væk«.
Bag Ruskins analyse af sin samtid gemmer der sig langt mere end en konservativ rædsel for det moderne, nemlig en dybtgående analyse og diagnose af det moderne, det viser sig på flere måder.
I indledningen til Arkitekturens syv lamper undskylder Ruskin ganske vist, at han anlægger et »dogmatisk tonefald« i sine bøger, og netop dette har senere kritikere, ikke mindst Proust, taget anstød af. Derimod ikke det, som er Ruskins egentlige ærinde, nemlig opdagelsen af det modernes »tætte mørke«, som han i Modern Painters kalder »cloudiness«.
Det moderne var ifølge Ruskin først og fremmest ramt af glemsel, glemsel af fortidens arkitektur, men menneskenes sans for at opleve det ophøjede og ikke-nyttige afstumpedes ligeledes, og derfor handler et af de vigtigste afsnit i Arkitekturens syv lamper om erindring, hvad er erindring i det moderne, og er den overhovedet mulig, spørger han Vi kan ikke restaurere fortidens arkitektur, heller ikke kopiere den, for eksempel ved at bruge nye, bedrageriske materialer, for så er det moderne blot fortidens fantasmagori.
Venedig er fortabt
Løsningen formuleres ikke i Arkitekturens syv lamper, den antydes i en gennemgang af ruinen og af det pittoreske. Men det, der spærrer for Ruskin i denne tidlige bog, er hans holdning til det moderne. Han føler sig højt hævet over den, han skriver, som om han selv var fast forankret i lydighed til fortiden, og taler derfra til nutiden som en profet. Men det er anderledes i hovedværket Stones of Venice og ligeledes i Turnerbogen. Her indfinder Ruskin sig selv i det moderne, han tager ikke bolig i den, men han forstår, at han selv er en del af dens foreløbighed.
Hele forudsætningen for Stones of Venice er en dybt moderne erfaring: Venedig er fortabt. Blandt andet fordi østrigerne i 1850erne anlagde en jernbane til det gamle Venedig. Dvs. at vi som moderne slet ikke har mulighed for at påberåbe os den store fortid, som idé og ledetråd for nutidig og fremtidig arkitektur. Og erindring kan heller ikke lade sig gøre, ikke som tilbagevenden. Derimod nok som rekonstruktion, og det bliver løsningen for Ruskin.
Som forfatter af store bøger om arkitektur kan han rekonstruere og redde fortiden, i skrift men også i tegninger og fotografier. Men også som rejsende i arkitektur. Ruskins bøger er fulde af håndtegninger af store kirker, paladser, og i de tilfælde, hvor hans motiver befandt sig højt over jorden, fik han andre til at tage fotografier, som han så tegnede af efter. Han klatrede og kravlede rundt på de store bygninger med papir og blyant for at redde, hvad der reddes kunne, inden det blev for sent. Det forklarer også hans sætning om kunstlitteratur, som erfaring om erfaring. Det betyder, at hans erfaring altid var en skygge af en erfaring. Der fandtes ikke en oprindelig erfaring, kun en tilnærmelsesvis, fragmentarisk erfaring, som opstod i takt med hans flygtige skitser og hans gestiske skrivestil, påvirket som den var af Goethes naturlære og hans urbilleder, som både fandtes og ikke fandtes i virkeligheden.
Baudelaire og Proust
Ruskins tidlige kritik af funktionalismen fik ikke kun betydning for den moderne arkitektur, i jugendstilen, i Bauhausskolen og i den postmoderne arkitektur, men der er tydelige samklange mellem ham og den samtidige Baudelaire, i den ambivalente sans for det fantasmagoriske, bedrageriske i det moderne, og ikke mindst fik han betydning for Proust, der oversatte to af hans bøger omkring år 1900, før han gjorde tanken om erindring som rekonstruktion og oversættelse af fortiden til grundlaget for sin poetik i På sporet af den tabte tid, med dens gennemgående dialektik mellem de store kirker og de store banegårde i Frankrig og Norditalien, ikke mindst i Venedig.
*John Ruskin: Arkitekturens syv lamper, illustreret med forfatterens egne tegninger. Udførligt forord af Wolfgang Kemp, samt et uddybende efterskrift af bogens redaktør, Vagn Lyhne. Oversat af Karsten Sand Iversen og Vagn Lyhne. 262 s., 275 kr. Forlaget Klim. Udkommer i dag
