Læsetid: 5 min.

Sige tingene lige ud

Med sine 22 nye noveller befæster Pia Juul sin position blandt de sande mestre i den korte prosa
17. marts 2005

Nye noveller
Alle, der ikke bemærkede det, da det skete for fire år siden, bør bemærke det nu, hvor det sker igen: Pia Juul udsender noveller i dén højfornemme klasse, der bl.a. tæller Agerhønen af Martin A. Hansen, Villy Sørensens Sære Historier, Klaus Rifbjergs Og andre historier, Peter Seebergs fem sene prosasamlinger, Per Højholts blindgyder og Helle Helles Rester, bøger, der på hver deres måde forandrede novellen som genre på dansk og ændrede vore måder at læse noveller på.
Dengang med hunden har sin titel ikke efter en enkelttekst, men fra den gennemgående understrøm af skam, fortættet i billedet af en person, der helt umotiveret sparker til en lille, irriterende hund. Situationen bliver hængende fast og dukker siden op på de særeste tidspunkter, som mindelse om en følelse, et vidnesbyrd om ædende ondskab. Man er nemlig ikke altid herre over sig selv. Men det er på den anden side tilladt at blive lidt klogere! Til dette formål har vi netop noveller som Pia Juuls, der stiller knivskarpt ind på et nu og forstørrer det op, så en knappenålshoved-detalje bliver en port ind til et sind.
Pia Juuls kortprosa er blevet om muligt endnu kortere siden Mit forfærdelige ansigt (2001). Den længste tekst er denne gang på 12 sider med masser af margen, og nogle gange klarer hun sig med fire eller blot tre. Det giver plads til i alt 22 stykker holdt i samme stramme pointe-form som sidst, med samme pågående præcision, samme flyvende fandenivoldskhed, samme formidable evne til at fastholde et oplevelsesøjeblik og blotlægge dets tråde bagud i et liv.

Fanden i vold
Den overordnede tematik kredser som sagt om skam, opfattet som en tung viden om, at et eller andet blev gjort forkert. Over for dette står et ønske eller krav om at turde se klart, og sige tingene lige ud. Lad os som eksempel tage en tekst fra midten af bogen, »En sang til hans søster«, hvis jeg-fortæller blev skilt for halvandet år siden. Siden har hun kun set ham tre gange, skønt det føles, som om det var flere. Det var ham, der brød, han havde fundet en anden; men de er nu ikke flyttet sammen, det har hun checket på nettet.

Sangen til Anne
Pludselig en dag ringer Steen og inviterer på øl – på deres gamle stamcafé! Sådan læste jeg det i hvert fald, men faktisk står der kun, at han foreslår, de skal drikke en øl. Hans søster fylder 30, og så kan Kit vel skrive en sang, selv om hun ikke er inviteret? Det siger hun selvfølgelig nej til, rejser sig og går hen og bliver klippet. Da hun kommer ud igen, render hun ind i Steen og skal lige til at sige, at hun alligevel godt vil skrive den sang. Men så kommer han hende i forkøbet: »Du skylder for din øl derhenne.«
Herpå følger et kort skænderi, der, overraskende for læseren, ender med, at Kit lover at skrive sangen. Den bliver afleveret i en sangskjuler af form som en vaskemaskine og går da også på »Tørresnoren«:

Kære lillesøster Anne,
tænk, at du er tredve år!
Nu må alle gæster sande,
sikke hurtigt tiden går.
Du og jeg og alle andre
var jo børn forleden dag
Ingenting kan dog forandre
tidens mange klokkeslag.

»Sikke noget vidunderligt ævl,« kommenterer fortælleren. Ikke ét ord, som Steen selv kunne have fundet på. De næste vers er i samme stil, men det sidste lyder:

Stakkels dig, din storebror ku
ikke skrive sangen selv.
Han er jordens største røvhul
og han står i bundløs gæld
til sin kone Kit – hun ku sgu
li at slå din bror ihjel
Hun er færdig med den mand nu
Hip hurra, farvel, farvel!

Hov, nu kom anmelderen vist alligevel til at afsløre pointen. Læs derfor også »En flinker fyr« om konen, der uroligt aner uråd ved mandens konstante brug af klicheer oven på naboens død, og en frysende sørgelig lille sag om en fotohandler, der skal fremkalde en film, hvor kun ét billede interesserer kunden, nemlig det, hun tog, inden hendes mand styrtede ned fra taget. Lige så svær at slippe er »Min mors stemme« om en pige, der beder om lov til at gå i gården. Hun skal ikke tisse, men går hen ad skolegangen og afbryder sin mor midt i en dansktime, idet hun påstår, at hun er blevet syg. I frikvarteret kører de hjem.

Tekstens stemme
Mens pigen tænker på, hvor trist det hele nu virker, og gerne vil muntre moren op, men husker, at en vits ikke rigtig vil rime med halsbetændelse, viser det sig, at morens tristhed skyldes noget helt andet: nabokonen er død, og mor har allerede aftalt, at jeg, fortælleren, hendes pige, skal lege med naboens datter. Blot må jeg love, ikke at snakke om døden! Novellen slutter med følgende lille replikskifte:

Jeg hældte saft op i to glas. Helle stod og kiggede.
»Vil du have saft?« sagde jeg.
Hun rystede på hovedet uden en lyd.
»Skal vi lege?« sagde jeg.
Hun svarede ikke.
»Hvor er din mor?« sagde jeg.
»Det ved jeg ikke,« sagde hun.
»Hun er død,« sagde jeg. »Din mor er død.«

At »din« står kursiveret, får hele historien til at dirre. Det er et flot eksempel på Pia Juuls æstetiske udtryksøkonomi. Som også kan vise sig i begyndelsen af en historie:
Jeg havde en lærer i skolen. Lad os kalde ham Agner, for det hed han. Lad os sige, han var min dansklærer, selv om han ikke var det.

Her leges der rent indholdsmæssigt ved grænsen mellem fiktion og virkelighed. Men samtidig bygger de tre ultrakorte perioder fortællingens stemme op: først en fremsættende hovedsætning efter opskriften »I had a farm in Africa.« Så to hovedsætninger inden for samme punktum. Og endelig en hovedsætning med hele to ledsætninger. En rytme er vokset frem. Nu kan en beretning blive til. Hvad den så sandelig også gør.
Da Pia Juul novelledebuterede, hæftede man sig især ved dødens allestedsnærvær. Denne gang er det skammen og klarsynet, der springer i øjnene, sammen med hendes vidunderlige og befriende insisteren på at give pokker i forbehold. Skrælle fortielserne af, bringe løgnen til ophør.
Det fjerner ikke smerten eller visheden om døden, men det frembringer en ændring i sorgen, får tekst efter tekst til at samle sig i en uudtalt bøn om, at når nu ingen kan vide, om tingene, sådan som de er, fortsætter, gid livet da må vare ved, ganske almindeligt.

*Pia Juul: Dengang med hunden. Noveller. 192 s., 238 kr. Tiderne Skifter. ISBN: 87-7973-116-3. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu