Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Skønheden og udyret

Bruno Ganz leverer en frygtindgydende præstation som Hitler i ’Der Untergang’, Oliver Hirschbiegels intense drama om Førerens sidste 12 dage
Kultur
11. marts 2005

»Hvorfor var der ikke nogen, der opdagede og stoppede den mand, det umenneske?«

Dette spørgsmål hjemsøgte Traudl Junge helt indtil hendes død for et par år siden. I 1942 blev hun som 23-årig ansat som Hitlers privatsekretær og var i hans tjeneste til april 1945, hvor russerne i en regn af bomber og artilleriild stormede Berlin, og Hitler tog sit eget liv i en bunker under Rigsdagen.

Traudl Junge blev flere gange opfordret til at rejse, inden det var for sent, men hun kunne ikke få sig til at forlade den skrøbelige og, overfor hende, altid venlige Hitler ligesom alle de andre, der havde indset, at drømmen om Det Tredje Rige var knust.

Det er denne dobbelthed, Hitler som menneske og monster, der bærer Oliver Hirschbiegels intense drama, Der Untergang. Filmen handler om de sidste 12 dage i Hitlers liv, og det er blandt andet historien om Traudl Junge, som tidligere er blevet fortalt i dokumentarfilmen Hitlers sekretær –Blind Spot, der har tjent som Hirschbiegel og manuskriptforfatter, Bernd Eichingers, udgangspunkt.

Et rige i opløsning

To andre vigtige kilder er Junges egne erindringer og en bog af historikeren Joachim Fest, Der Untergang: Hitler und das Ende des Dritten Reiches, og Eichinger har sagt, at »Fest gav mig tidsrammen. Traudl Junge gav mig karaktererne, der kunne holde det hele sammen.«

Den kønne Traudl (Alexandra Maria Lara), der skiftevis betages og frastødes af Hitler (Bruno Ganz) og hans labile væsen, er publikums stedfortræder på lærredet. Det er blandt andet gennem hendes øjne, at vi oplever, hvorledes Hitler det ene øjeblik har opgivet ævred, det næste raser mod sine uduelige officerer, erklærer sejren inden for rækkevidde og bygger luftkasteller sammen med sin hof-arkitekt, Albert Speer (Heino Ferch).

Hitler er bogstavelig talt Det Tredje Riges rygrad, og i takt med, at han falder sammen og blot sidder og stirrer på et maleri af sit idol, admiral Bismarck, går alting omkring ham i opløsning. Kun de mest fanatiske, heriblandt ægteparret Goebbels, holder stand, mens Hitlers øvrige nærmeste medarbejdere enten går til i druk, flygter eller forsøger at overtale ham selv til at flygte eller kapitulere.

Hirschbiegel tager os også med op i Berlins gader, hvor selvbestaltede dødspatruljer henretter potentielle overløbere, mens drenge og piger fra Hitlerjugend rystende af angst placeres i forladte maskingeværreder, og menige tyskere forsøger at slippe væk fra den efterhånden sønderbombede hovedstad.

Et smukt lig

Én efter én falder Hitlers bastioner rundt om i Tyskland og resten af Europa, og mens de mest humane af hans generaler plæderer for, at han skal evakuere Berlins borgere, konkluderer både Føreren og Goebbels (Ulrich Matthes), at det er folkets egen fejl. De har selv valgt deres skæbne, ingen tvang dem, og medlidenhed er et svaghedstegn.

»Hvis mit eget folk bukker under for presset, græder jeg tørre tårer. De har fortjent det,« siger Hitler og taler med Eva Braun (Juliane Köhler) om selvmord. Han vil skyde sig; gennem munden er bedst, fordi så splintres kraniet. Hun vil være et smukt lig og har besluttet sig for at tage gift. 

Der Untergang er samtidig en rystende studie i selvbedrag. Hitlers krumme ryg, slæbende gang og sitrende, forkrøblede venstre hånd viser ham både som en mand, der ikke vil erkende, at han er færdig, og som et menneske, hvis ugerninger i dén grad har mærket hans krop.

Ganz sprutter og spytter, slår i bordet og råber op, men han smiler og charmerer også og går stille og nedbøjet rundt i de kolde betongange, mens verden står i flammer. Ganz er så overbevisende, at det er svært at slippe tanken om, at Hitler er vendt tilbage fra de døde.

Gud tilgiver mig nok

Foruroligende er dog ikke kun Hitler, der veksler mellem fornuft og frenesi, men også at være vidne til den fanatiske troskab, hans nærmeste lægger for dagen, og som gør dem blinde for de uhyrligheder, der foregår omkring dem.

Eva Braun, der tydeligvis er forgabt i Hitler og hans magt, smiler, griner og afholder løsslupne fester, mens bomberne falder om ørerne på gæsterne, der må flygte hovedkulds ned i bunkeren igen. Fru Goebbels (Corinna Harfouch), der ikke tror på et ordentligt liv uden nationalsocialismen, hvorfor hun begår selvmord sammen med sin mand efter at have forgivet deres fem små børn.

»Gud tilgiver mig nok, at jeg selv giver dem frelse.« Sammen med publikum står Traudl Junge lidt uden for dette vanvid og stigende desperation og ser til med en blanding af vantro, forargelse og medlidenhed. I årene lige efter krigen trøstede hun sig med, at hun bare var ung og ikke kunne gøre noget.

Siden gik det op for hende, at alder ikke er nogen undskyldning. Der Untergang er ikke noget kammerspil, og man fornemmer tydeligt det sammenstyrtede Tyskland uden for den rummelige, men alligevel sært klaustrofobiske bunker, som fyldes op med sårede soldater og flygtninge, efterhånden som officererne stikker af i et forsøg på at redde deres eget skind.

Hirschbiegel er heller ikke en flashy filmskaber med tasken fuld af visuelle tricks. Dermed ikke være sagt, at Der Untergangs billedside er kedelig. Men den gør lige præcis, hvad den skal for at fortælle sin historie og understrege skuespillernes præstationer, og om noget er filmen et karakterdrama domineret af Bruno Ganz’ frygtindgydende præstation som Hitler.

Sammensat Hitler

Det er sin sag at få et menneske ud af det monster, de fleste har et billede af inde i hovedet, og som man ville have forsvoret kunne lade sig gøre at menneskeliggøre.

Men netop ved at spille på de enorme modsætninger i Hitlers natur, psykopatien – folkeforføreren og galningen –tegner Ganz et fuldstændigt, sammensat og troværdigt billede af personen Adolf Hitler og anskueliggør samtidig, hvordan en ung kvinde som Traudl Junge – og flere millioner tyskere – kunne lade sig at besnære af denne lille og ikke videre sundt udseende mand.

Alexandra Maria Lara er god i rollen som den ikke ubegavede, men lidt naive Traudl Junge, der uden at ville det bliver fanget i verdenshistorien. Det er dog især Ulrich Matthes og Corinna Harfouch i rollerne som parret Goebbels, der tiltrækker sig opmærksomhed.

Matthes’ Joseph Goebbels har vanviddet lysende ud af øjnene, og det eneste, der bringer ham ud af fatning, er, da Føreren insisterer på, at han skal forlade bunkeren, inden det er for sent. Og uanset hvor uhyrligt det så end måtte være, så tror man på, at Harfouchs Magda Goebbels kun gør, hvad hun føler i sit hjerte, hun bør gøre, da hun tager livet af sine børn. Det smerter hende dybt, men er for deres eget bedste.

Der har været megen diskussion omkring den menneskeliggørelse af Hitler, Oliver Hirschbiegel tillader sig i Der Untergang. Men instruktøren forklarer ingenlunde Hitler.

Det handler i stedet om at afdæmonisere ondskaben, gøre den mindre abstrakt, hvilket må være første skridt i et forsøg på at forstå den –og måske undgå at gentage den. Hirschbiegel er ikke en sensationssøgende instruktør, og Der Untergang er en sober og nøgternt fortalt film, der bringer os tæt på en af de vigtigste begivenheder i verdenshistorien, og som synes om ikke dokumentarisk, så i hvert fald sandfærdig. 

Der Untergang. Instruktion: Oliver Hirschbiegel. Manuskript: Bernd Eichinger, Tysk (Dagmar, Grand, Empire, CinemaxX og Palads i København og en stor håndfuld biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her