Ny bog
Man skulle tro, det var løgn. Ib Michaels nye bog, Grill, når både omkring Ground Zero, Irak-krigen og gidseltagning af et dansk gidsel mit alles, orange kedeldragt og al-Jazeera; videre omkring sufismen, Mujahedin, og våbensmugling til irakernes frihedskamp; eksotiske Yemen kontrasteres med et Nørrebro, hvor drab på unge rygsækturister, fikse cafeer og antikvitetsforretningerne i Ravnsborggade spiller en rolle, sammen med unge andengenerationsindvandrere, der siger Wallah billa og para og delbo, men er gode nok. Desuden overkommer den udvisningen af en afghansk familie på grund af sønnens påståede kriminalitet, og i centrum af handlingerne står to seje heltinder og en kærlighedshistorie, der knap kan være mere dramatisk.
Når man dertil lægger et par regulære cliff hangers rundt omkring; en pistol, der bliver hængt op i første akt og brugt i tredje samt tilfangetagelse blandt nomader og 40 dage i et harem, begynder det alt ligne et stof, der i en mindre velskrivende og rutineret forfatters hænder kunne have udviklet sig til en slem katastrofe.
Men her glider det, selv om man må sluge en temmelig tegneserieagtig psykologi, suppleret med usandsynligheder, som at man ikke genkender sin hjertenskær, fordi han har taget solbriller på og tabt nogle kilo. Kun noget, der efterhånden er ved at få karakter af en obligatorisk pligtvisit, til Ground Zero kunne jeg godt have undværet. Her lykkes det ikke forfatteren at befri læseren for fornemmelsen af, at afsnittet er med, fordi Ib Michael nu en gang har været ovre og kigge på hullet i jorden som led i sin research.
Gode og onde
Ingen kan imidlertid beskylde denne roman for ikke at være en samtidsroman. Den er skrevet næsten helt op til dagen i dag, og de steder, der nævnes, eksisterer virkelig.
I Blågårdsgade kan man gå lige ind på Kates Joint, det fancy sted, hvor den ene af bogens heltinder arbejder. Det er altsammen næsten påtrængende realisme som på de afgørende steder lige får dét ekstra twist, som klart demonstrerer, hvem der er de onde og hvem de gode.
Romanens politiske budskaber er svære at være uenig i, men de bliver skåret lige lovligt meget ud i pap. Man lades ikke i tvivl om, at den danske krigsførende regering med dens fremmedfjendske indvandrerpolitik hører til de onde, og at Nørrebro freaks og unge andengenerationsindvandrere til gengæld er både modige, smukke og med hjertet på rette sted.
Mens deres onkler og farbrødre til gengæld kan være nok så skurkagtige. Ib Michael hvidvasker ikke Nørrebros indvandrere, men de deles lige som resten af bogens personer op i sort og hvidt. Primært cirkler Nørrebro-beskrivelserne dog om scenen, det unge, mondæne brunchende Nørrebro.
På de store linjer kan Ib Michael imidlertid skrue en historie sammen, der er så elementært spændende, at man begynder øverst i venstre hjørne og først holder op, når der ikke er mere.
Jeg erkender dog, at jeg drog et suk, da jeg nåede til Yemen. Åh nej, har han nu været i Yemen, tænkte jeg, og imødeså alenlange beskrivelser af farvestrålende markeder, ørkenlandskaber og stjernehimle. De er der også, men Ib Michael økonomiserer med sine rejseoplevelser.
Og han sammenbinder de nødvendige usandsynlige sammentræf mellem de højst forskellige miljøer og vidt spredte tildragelser kloden rundt, så man ikke irriteres, men accepterer dem med en vis anerkendelse. Det er godt gjort.
Hovedpersonerne er Grill, 45 år og forhenværende punker (er hun ikke lidt for gammel til at have været det?) og René, berejst damefrisør og sminkøse med hang til at lægge dramatiske masker. De møder hinanden på en fancy Nørrebro-café i en af bogens mere usandsynlige scener.
Men veninder bliver de, og mens René får job om dagen på den lige så fancy Kates Joint, arbejder Grill, der er billedkunstner, natten lang med laserlys og hologrammer. Nat efter nat sidder hun og fremstiller alle de verdens rædsler, vi har været vidne til de senere år, for senere at projicere dem op på Nørrebros nattehimmel. I de få timer, hvor de begge er vågne, fortæller René sin dramatiske historie til Grill.
Flot bog
På genrens præmisser er Grill en flot bog, og den er rundhåndet udstyret med overraskelser, hvilket viser sig i, at jeg næsten ikke kan referere noget af handlingen uden at røbe ting, der ikke bør røbes på forhånd.
Men Ib Michael forstår med et lille, økonomisk persongalleri at kæde de vidt adspredte begivenheder sammen og flette personernes skæbner ind i hinanden, så handlingen i sidste ende kommer til at hænge sammen.
Skematik
Skulle man indvende noget, er det, at sorrig og glæde er noget skematisk fordelt samt at romanen næsten ruller for smurt af sted som på de skateboards og rulleskøjter, der er en uundværlig ingrediens i miljøtegningen. Det hele glider forbi, uden at man behøver at frygte modhager og svære eksistentielle dilemmaer.
Martin A. Hansen skrev i 1947 i sin dagbog:
»Hvorfor rejser man? Hvorfor skal skrivende Folk helst ud? Der er vist to Hovedtyper blandt Forfattere. Den ene der er ikke her Tale om Kvalitetsvurdering dem imellem maa simpelthen ud for at skaffe sig Indtryk, Iagttagelser, Oplevelser, Stof, der umiddelbart kan indgaa i den kunstneriske Proces. Den anden Type rejser ikke ud for at samle brugbare Ting i sin Kuffert, men bl.a. for ved sin ændrede geografiske Position ogsaa at se det vante, sin egen Verden, sin Tid, i et andet Perspektiv.«
Ib Michael hører til den første hovedtype. Perspektivet på sin tid har han til gengæld med hjemmefra.
*Ib Michael: Grill, 320 sider, 299 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
