Læsetid: 4 min.

Underspor og modstrøm

Dy Plambeck (f. 1980) debuterer med humor og umiskendelig stil. I ’Buresø-fortællinger’ sidder hun på begge sine to stole, ikke midt imellem dem, og sætter sin hat, som hun vil
10. marts 2005

Nye digte
Rygtet er ilet i forvejen om en forfatterskole-elev, af hvem man efter sigende ville kunne vente sig meget. Nu foreligger hun som debutant i bogform med 42 lystigt fortællende digte, indrammet først af en Porsche-prolog, sidst af tre sammenhørende breve.
Da Porsche-digtet stod i Hvedekorn 2004/2, kaldte dets lyriske jeg sig for Dy, hvilket Dy Plambeck (f. 1980) siden har ændret til Mily, måske for at markere en kunstnerisk distance. Det forstår man sådan set godt, for Buresø-fortællinger er et meget, meget lidt fiktiviseret prosapoetisk familiealbum af personlige, private, ja, indimellem intime billeder fra hendes opvækst i et grænsefelt mellem storbyen og landet, i en lidt underlig blanding af moderne soveby, gammeldags landsby, sæsonafhængig sommerhusklynge.
Om en beboer, Hansen, fortælles, at han under en sankthansfest blev meget fuld og sad og råbte op om engang, han efter at have været ude af forsvaret i 21 år pludselig en nat blev ringet op og bedt om at stille med bøssen, straks. Resten af den historie får man ikke at høre. Hansens gebis satte sig nemlig på tværs, han var faktisk nær blevet kvalt.

Nichts Bezahlen
Noget lignende overgår ikke Dy Plambeck, som tværtimod giver sig tid og plads til at fortælle af karsken bælg – familieskrøner, lokale portrætter, løsrevne hændelser, halvdunkle skæbnerids: alle mulige typer af mundtligt traderet beretning, helst leveret med talesprogets sideordnende, frit ledgenoptagende syntaks.
Her må man sige ’ad Pommern til’ og begynde med ’og’ efter et punktum. Bliver der brug for en enkelt digression, kommer den med i sin helhed.
Mundtligt præget er ligeledes den konstant hyperbolske maner. Hvis noget skete tit, skete det bare altid. Skete noget sjældent, bliver det i familiens og kvarterets særlige mytografi berettet, som om det aldrig fandt sted. Ingenting i huset var nogen sinde i orden, men alt lod sig lappe med gaffatape – og gik så i stykker igen.
Om en nabo fortælles, at ingen af mændene i Buresø kunne lide ham, og at han altid skyldte nogen penge: »på hans hoveddør stod et NB indgraveret i en tyk kobberplade. / Mændene sagde, at det stod for Nichts Bezahlen«, og altså ikke for Niels Beck.
Ovenstående signalement kan nemt efterlade det indtryk, at Dy Plambeck færdes i fodsporene efter den Dan Turèll, der gjorde sit opvækstmiljø udødeligt gennem Vangede Billeder. Og vist så, denne indflydelse er der, ikke bare i mundtligheden, men også i samme vilje og evne til at gøre det lokale gigantisk og det banale mystisk-eksotisk. Hertil kommer imidlertid tre indholdsmæssige understrømme, der løber gennem bogens beretning.

Buresø og Bagdad
Det første spor handler om Saddam Hussein, som tages til fange samtidig med at jeg’et sidder og fortæller til et du – sin kæreste eller ægtefælle. Hun hørte om Saddam, allerede da hun var barn, nu hører hun om ham igen, ser ham hver aften på skærmen – og kommer ved at se hans store fødder til at tænke på, at hendes mor engang pakkede hendes fødder ind i avispapir om bord på en flyver på vej til Kreta.
En lignende kobling mellem ’den store’ og ’den lille historie’ foretages, da Saddam Hussein-statuen bliver væltet og diktatoren ligesom »tager fra med hånden for ikke at støde hovedet da han rammer jorden«, samtidig med at digteren pludselig tænker, at det er lang tid siden hendes mormor sagde, at hun ikke længere kunne gå op til 5. sal. Nu bor hun på 11. sal i Rødovre.
I bogens andet underspor føres der krig, ikke i Irak, men imellem det lyriske jeg og det lyttende parforholdsmæssige du. Undskyld, undskyld, siger jeg’et, behagesyg som hun efter eget udsagn er, men lige meget hjælper det, deres liv er gentagelse:
»Jeg hælder mere øl i mit glas og ser / på den visne blomst i vindueskarmen, på dig / der rækker ind over bordet og tager endnu en portion / brændende kærlighed / og jeg tænker at der findes meget store navne / for små ting.«
I et af de sidste digte i bogen har freden sænket sig mellem dem, men så sammenlignes den med en mark, der lige er blevet høstet! Jeg’et tager et strå og kilder sig under næsen, får grineflip og smider sig på jorden. Hvad går der af dig, hvad har du gang i, spørger manden. Og straks er pigen tilbage i en barndom, hvor mor sagde nøjagtig det samme og barnet stak skovlen i sandet og drømte om at grave sig hele vejen til Kina...
Samme funktion, modbilledets, har en af bogens sidefigurer, en eventyrer og strejfer, Otto, der kom som 17-årig fra Schweiz, og som via Buresø rejste til Grønland, hvor han blev såvel aktiv som afholdt, muligvis dog ikke af alle. Hvad skete der egentlig? spørger jeg’et, ved drageflyvningsulykken deroppe? Skød nogen efter ham i den tro, at han var en fugl, eller skød én tværtimod for at skille sig af med sin danske rival? Svaret blæser i vinden. Men spørgsmålene er med til at løfte Buresø-fortællinger, gøre dem til andet og mere end en samling sorgmuntre familiefotos, turneret med umiskendelig stil.
Dy Plambeck mangler stadigvæk at vise, om hun er en storslået digter eller en benådet historiefortæller. Indtil videre ser hun ud til at rumme stoffet til begge dele, som hun sidder dér, på begge sine to stole, ikke midt imellem dem, og sætter sin hat, som hun vil.

*Dy Plambeck: Buresø-fortællinger. Digte. 85 s. 175 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-03367-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu