Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Djævelsk humant

Kultur
11. april 2005

Ny bog
Goethe skrev Torquato Tasso (1790) og Iphigenie auf Tauris (1787) i en periode, hvor han følte sig splittet mellem sin kunstneriske stræben og sin borgerlige embedspligt som hofmand i Weimar. Denne tematik anskues ofte som grundstrukturen i Torquato Tasso, hvor titelpersonen, den italienske renæssancedigter, sættes over for statssekretæren Antonio, som impulsiv følelse over for velovervejet politisk handling. Iphigenie auf Tauris handler umiddelbart om noget andet, nemlig om hvordan den antikke Mykene-slægt bliver løst fra den forbandelse, der hviler over den som en kæde af incestuøse foreninger og drab. På et mere abstrakt plan kan begge stykker dog siges at handle om Loven, om det, der sætter grænser for umiddelbar affektudlevelse, hvad enten den tager form af en digters blussende følelse eller blodsbeslægtedes forening i samlejet eller drabet.
Spændingen mellem affekt og Lov kan formelt iagttages i Goethes blankvers, der nu er blevet fordansket på det smukkeste af Erik A. Nielsen, nytiltrådt professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet. I efterskriftet til sin udgivelse af de to Goethe-dramaer anfører Erik A. Nielsen netop blankverset som garanten for den regelbundethed, der holder affekternes pres i ave, og henviser til Nietzsches teori om tragedien som en højspænding mellem det apollinske (det ordnende, formgivende) princip og det dionysiske (det opløsende, overvældende, affektive).

Det splittede blankvers
Hermed tilslutter Nielsen sig den udbredte forestilling om, at det er kunstværkets tematik, der repræsenterer det dionysiske, grænsesprængende, mens det er formen, her metrikken, der skaber den anskuelighed og orden, som gør at vi kan bære det ubærlige, i den æstetiske oplevelse, som de gamle grækere kaldte ’katharsis’. Og hermed (men ikke i sin oversættelse!) får Nielsen måske gjort blankversets form mere stram, end den egentlig er. Blankverset (det urimede vers med 10 eller 11 jambiske stavelser) løber ganske prosanært af sted, men samtidig fornemmer man det stramme metriske skelet, således at der internt i blankversets form synes indskrevet den spænding mellem apollinsk orden og dionysisk løssluppenhed, som Nielsen gør til en spænding mellem form og tematik.
I efterskriftet har Nielsen i det hele taget en tendens til at overse de interne splittelser og paradokser i de to dramaer, som han så smukt har oversat. Affekt kontra beherskelse fordeles på tematik kontra metrik, digter (Tasso) kontra statsmand (Antonio), mandlig ilterhed kontra kvindelig ’sømmelighed’, den uciviliserede skyterkonge Thoas kontra den græske Iphigenie, der bringer civilisationen til skyternes land ved at afskaffe menneskeofferet til guderne.
Ganske rigtigt taler meget i dramaernes struktur for at fordele polerne således. Men der er også meget, der komplicerer splittelsen og gør den til intern spaltning frem for eksternt modsætningsforhold. Og det har Nielsen en tendens til at overse ved grundlæggende at forstå de to dramaer som to »patologiske studier, et af den dybt traumatiserede Orestes og et af den forfølgelsessyge Tasso«. Ved at skrive patologien på én af ligningens sider (affektens, poesiens) og ’kuren’ på den anden (besindelsens, borgerpligtens) og ved at læse begge dramaer som historier om polernes (potentielle eller realiserede) syntese kommer Nielsen til at harmonisere noget, der hos Goethe står og stritter mere paradoksalt.

Harmonisering
I slutningen af Torquato Tasso læner den nedbrudte kunstnersjæl sig op ad den drevne statsmand, som har drevet ham ud i sammenbruddet, og udtaler dramaets berømte og dobbelttydige slutord: »Således klamrer skipperen sig fast/ til klippen, hvor forliset vented på ham«. Nielsen tolker situationen som Tassos erkendelse af, at hans ’skygge’ Antonio er ’nødvendigere og gavmildere’ end han troede, og her skal man godt nok opbyde megen vilje til jungiansk opbyggelighed for at kunne følge professoren.
Hvad angår Iphigenie har Goethe selv så præcist benævnt paradokset ved at kalde stykket »djævelsk humant«. Lige så vel som Iphigenie kan siges at repræsentere Loven ved at udføre den civilisatoriske urgestus, hvori menneskeofferet erstattes med det symbolske offer, lige så vel kan broderens tilbageføring af hende til hjemmet tolkes som en optrevling af denne gestus, en bevægelse, hvori den symbolske søster (i form af den billedstøtte, Orestes på oraklets bud kom til skyternes rige for at hente) erstattes af en reel søster i kød og blod. Og lige så vel som Iphigenie (som repræsentant for den civilisatoriske og hos Goethe til kvinder knyttede ’sømmelighed’) kan siges at gøre en ende på Mykene-slægtens incestuøse forbandelse, lige så vel kan hendes valg af broderen frem for den fremmede mand ses som en fortsættelse af incestens spor. (»[…] For en gysen fjerner/ mig fra en fremmed mand; men mægtigt drages/ mit inderste mod den, som er min broder«.)
Alle disse dobbelttydigheder og paradokser i forholdet mellem Lov og affekt, grænsedragning og opløsning, kunst og pligt, mænd og kvinder, prosastrøm og metrisk skema, symboler og menneskekød har Nielsen en tendens til at harmonisere i sit efterskrift, men ikke desto mindre har han formået at videregive dem i sin glimrende oversættelse, så de nu kan erfares på dansk. Den tyske originaltekst er optrykt parallelt, hvilket er en herlig gave, ikke bare til sprogbevidste læsere, men også, kan jeg tænke mig, til tyskpædagoger.

*Johann Wolfgang von Goethe: Torquato Tasso & Iphigenie på Tauris. På dansk og med tysk originaltekst. Oversættelse, noter og efterskrift af Erik A. Nielsen. Forlaget Multivers, 379 sider, 268 kr. ISBN 87-7917-078-1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her