Læsetid: 4 min.

Entertaineren fra Ulkestræde

Billedsulten efter Andersen kan stilles i Kjeld Heltofts bog med Andersens tegninger og papirklip
2. april 2005

HCA-bog
For nogle uger siden bød jeg på et maleri af Mogens Zieler, den fine fabulant blandt modernismens malere, der kalder billedet af en kat for »Lille røv« og malede H.C. Andersens italienske tegnede landskaber af i 20’rne, hvor han frekventerede Harald Giersings malerskole. Så blev det påske og nogen red af med sejren for 4.200 kroner i hammerslag. Nå pyt, det er dog stadig muligt at få sin Zieler-lyst styret i Horsens, hvor Kunstmuseet viser en retrospektiv udstilling og har fremstillet et fremragende katalog med HCA’sk indgangsbøn, netop et af de kopierede kuperede italienske landskaber.
Billedsulten efter Andersen kan dog stilles på anden vis. Hurra. Der er kommet en superbog, der kører lige ind i enhver billedbegærers hjerte. HC Andersen som billedkunstner hedder den. Forfattet af Kjeld Heltoft, denne dynamiske Cornermaler, der siden sin fine bog om Lauritz Hartz har kunnet forene sit klassiske modernistiske grundsyn med, hvad han nu finder fra omtalte Andersens tegninger og papirklip til Corners engelske trækfugle, Leon Kossoff og Lucien Freud. For at nævne to gode gæster på kunstnersammenslutningens udstillinger. Til sagen march!

Andersens fodspor
Jeg gik ud af mit hus vis a vis Kongens Have, forbi Adelgade og hen i Dronningens Tværgade, hvor jeg opdagede hvide fodspor printet på fortorvet. Det gik snart op for mig, at det var HCA’s fodrejse gennem den indre by sporene skulle illustrere, og at han vistnok må have været kanin for han har bevæget sig i store hop fremad med samlede ben. Eet to, eet to og så det lange, et stort hop for menneskeheden. Der kom en soldaterkanin hoppende hen ad landevejen. Spøg og livlig fantasi til side. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at der kunne trækkes nye kaniner op ad hatten i det herrens HCA år 2005 den 2. april – og så denne pragtfulde gennemillustrerede velfortalte fødselsdagsudgivelse! Godt nok baseret på tidligere kendt materiale, men også meget nyt. Og set og fortalt af en billedkunstner med blik for betydninger og mod til personlige tolkninger. Kjeld Heltoft holder ikke blot af Andersen, men af kunst med en foretrukken referenceramme fra Van Gogh, der elskede Andersen, viser det sig, og intuitivt forstod hans univers også måtte være en billedkunstners, til Chagall og Matisse og andre af modernismens højt besungne fædre.
Dette er også Heltofts akilleshæl. For H.C. Andersens klippekunst eller tegninger, både de dystre eventyragtige fantasier og tegnede rejsenotater, gemmer jo på meget mere nutidigt. Bare fordi man har en saks, kalder Matisse ikke til samling. Det kunne ligeså godt være Andy Warhol, der jo genbrugte H.C. Andersen i serier af silketryk. Den store tragedie ikke at kunne flygte fra berømmelsens skygge er mærkbart tilstede overalt. Og silhouetklippet bliver en forløsende lilleverden af stor koloristisk skønhed. Heltoft gør det godt med gode citerede passager fra dagbøger og romaner. Han er dybt inde i den lange mand fra Odenses vandring mod sig selv og omegn, hvadenten det nu foregår i støvlelandet mod syd eller indre by Kbh., men når billederne skal videre ud til os, stopper festen midt i en noget generationsbestemt tolkning. Man forstår, at William Blakes syner og August Strindbergs maleri er med i øjenkrogen, men indsigten bruges ikke til meget. H.C. Ands tegninger opdateres ikke hvilket kunne have været interessant. De ligner jo de unges idag! Tal R, Julie Nord og Katrine Ærte-bjergs. Og de gales skizofrene univers. C.F. Hill kommer hoppende på tungen, eet to eet to, lige lukt ind i galskabens hule træ for at hente et fyrtøj. Indre syner, crazy-Gauguin. Jorn, Kirkeby og Tattoo-Jack. HCA-manga! Nutid, nutid tak.
Udgivelsen kunne være udkommet for 25 år siden. Jeg savner at Kjeld Heltoft inviterer unge gæster ind i sin forståelsesramme og overgiver sig til det ukontrollable kriminelt følsomme, der også ligger lige for. Måske er HCA datidens svar på en institutionaliseret graffitikunstner med papirklippene som vederkvægende tags. Han er Entertaineren fra Ulkestræde, som Heltoft så smukt skriver, en tryllekunstner og magiker, men også en martret sjæl med en dybde, der gør hans værk aktuelt. Hans rorschach-tests, som han kaldte Klecksograhier, er både selskabslege og uhyggelige natsyner. Hans collager siger mere end tusinde ord. Det drejer sig ikke om at være først med eksperimentet, som originale Andersen vitterligt var, men om at være langtidsholdtidsbar, som bogen visuelt beviser han er. Hvorfor? Vi får ledetråde, der handler om kunsten i kunsten, men vi kommer ikke langt nok ind.
Det er en farlig uudforsket verden Kjeld Heltoft åbner op for og han gør det godt. Godt nok. Men læseren efterlades med øjne så store som tekopper oppe på Landevejen. Vi kommer ikke ned i det hule træ. Og måske er det også bedst sådan. Måske er det nutidens unge kunstnere, der skal have den fornøjelse. Både Heltoft og Andersen har gjort deres stykke af turen. Og fandens også, at jeg ikke fik det HCAmmerslag. Han skal leve og gør det i bogen. Billedkunstneren Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu