Læsetid: 3 min.

En kinamands chance

Et kultursammenstød bliver til kærlig kollision i Henrik Ruben Genz’ listeligt lune og træfsikre komedie ’Kinamand’
1. april 2005

Ny film
Man sidder og spinder af stille fryd, mens man ser Kinamand.
Filmen slutter meget hurtigt en pagt med sin tilskuer: Her er en stille hverdagshistorie om et øst-vestligt møde, som spiller sit tema igennem i minimalistiske nøk, med hver lille detalje ramt millimeterpræcist i plet.

Instruktøren Henrik Ruben Genz’ og forfatteren Kim Fupz Aakesons historie har på én gang en tillidsvækkende dagligdags jævnhed og et renset præg af fabel og udfolder sig som en underfundig, spinkel, men fint facetteret love story om en blufærdig kærlighed, der næppe har fået sagt sit navn, før den er forbi.

Bjarne Henriksens blikkenslager Keld opleves som noget nær essensen af alle danske bodegavommede, følelseshæmmede knude-kvajpander, da han forlades af sin entreprenante kone og prompte går i sort.

Forretningen har den forhenværende eliteskakspiller allerede misrøgtet, og hans liv er ved at gå totalt i stå, inden han entrerer en kinesisk grillbar, hvor han hver aften spiser sig igennem en af kortets 22 nummererede retter, også nr. 6 med kylling.

Gennem tyl-gardinet
Værten Feng er en venlig mand og forstår at sætte Keld i gang til egen fordel – først med at reparere grillbarens defekte rørsystem, dernæst med at agere pro forma-brudgom for sin søster.

Det kinesiske miljø, Keld er dumpet ned i er, er lutter imødekommenhed. Og den smukke Ling, som han bliver gift med, optræder godt nok i starten afmålt og tilbageholdende, men lidt efter lidt opstår der varme linier mellem de to sammenbragte ægtefæller.

I Kelds halvtomme lejlighed installeres de i hver sit værelse. Mellem dem er der en fløjdør med gammeldags halvgennemsigtige tyl-gardiner.

Et fint billede på et ikke uoverskrideligt skel mellem deres to verdener. Man kan se igennem, men uklart. Sprogligt nærmer de sig også hinanden, for Keld begynder minsandten at lære nogle brokker på kinesisk. En kunnen, som på komisk vis kommer ham til nytte, da myndighederne efterprøver ægteskabets bonitet.

Stram staccato
Kinamand handler ikke om urimelige udlændingelove og trængte indvandrere.

Den er en ironisk komedie om et kultursammenstød, der ender med et kys. Om et slumrende dansk dovendyrs stilfærdige genoplivelse i et fremmedelement, der vil ham det godt, men også forstår at udnytte ham.

Henrik Ruben Genz fortæller for det meste i små afsnuppede scener, der med finesse og følelsesnuancering lægger mosaikken til Kelds nye liv. Intet udpensles – vi skal selv lægge regnestykket sammen.

Facit kan synes forudsigeligt, men er det ikke helt. Visuelt holdes en stram, tableau-agtig stil med mange symmetrisk opbyggede men kontrasterende totalbilleder, køligt blå-grå i de ’danske’ scener, gylden-varme eller rødlige i de ’kinesiske’. Fotografen Sebastian Blenkovs talent er åbenbart.

Klipperytmen kunne have udartet til monoton staccato, hvis ikke Gisle Kverndokks underlægningsmusik så vittigt havde sekunderet filmens underdrejede humor og følelsesmæssige kontinuitet. Kun nogle patetiske scener mod slutningen kikser lidt for Genz. De bliver for demonstrative i den ellers så lakoniske neddæmpning.

Dejligt forskelligartet
Med massiv mandighed og sofadyrisk sløvsind gør Bjarne Henriksen sin Keld til et både skræmmende og rørende eksemplar af det såkaldt stærke køn – han har pondus, en skygge af farlighed og underspiller intelligent. Vivian Wus brude-figur er mest en katalysator, men hvilken!

Der er subtil erotik i hendes håndtering af pinde-mundfuldene. Og Lin Kun Wus grillbar-vært, med omkvædet, »Keld, for helvede!«, er netop det charme-fund, filmen har brug for, en pragtfuld spiller. Men også Charlotte Fich i en utaknemmelig hustrurolle og Paw Henriksen som fjendtlig søn er perfekte.

Som instruktør var Henrik Ruben Genz allerede en lille mester, da han udsendte sin Jim Jarmusch-påvirkede afgangsfilm fra Filmskolen, Omveje. Nu 10 år efter har han endelig for alvor indfriet forventningerne.

Han har stil, autoritet, humor, noget at vise og fortælle om sløvede danskeres chance: At det nye Danmark er så forskelligartet. Og frem for alt har Genz den sans for det store i det små, der kendetegner de bedste instruktører.

*Kinamand. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Manuskript: Kin Fupz Aakeson. Dansk-svensk-kinesisk. (Grand, Dagmar, Empire, Palads, Palladium)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu