Læsetid: 4 min.

Lige i æblet

Det er guddommeligt morsomt, når Anders Thomas Jensen parodierer behandlersamfundet og jonglerer med godt og ondt i sin hidtil bedste film, ’Adams æbler’
15. april 2005

»Ond,« står der på Adams cv. Han er nynazist og ikke et af Guds bedste børn. Nu skal han i samfundstjeneste i tre måneder på en sydfynsk præstegård.

»Der findes ikke onde mennesker. Det tror vi ikke på,« siger præsten Ivan på gården og forklarer Adam, at han som led i sin resocialisering skal sætte sig et mål. »Så vil jeg gerne bage en kage – en kæmpe æblekage,« svarer Adam som en provokation, men det slår ikke den moderne præst ud.

»God idé. Du passer æbletræet i haven indtil august, så skal du plukke æblerne og bage en kage!«

Djævelsk ironisk

Der er blæst til kamp mellem godt og ondt i Adams æbler. Men så enkelt og så kedeligt er det naturligvis ikke, når instruktøren hedder Anders Thomas Jensen. Han er en raffineret og djævelsk ironisk fortæller, der elsker at lege med vores forventninger og bryde fastgroede roller og værdier.

I Oscar-novellefilm-vinderen Valgaften (1998) sendte han kystbanesocialisten Peter (Ulrich Thomsen) ud i virkeligheden, i debutspillefilmen Blinkende lygter (2000) forvandlede han en flok småpsykopatiske forbrydere til rimeligt velfungerende restauratører, og i De grønne slagtere (2003) fik han os til at holde af to kannibalistiske slagtersvende, der finder opskriften på succes.

Under de provokerende replikker og den bizarre humor ligger en humanistisk grundholdning, og i Adams æbler, Anders Thomas Jensens tredje og hidtil bedste, mest helstøbte film, jonglerer han med absolutte størrelser som godt og ondt, så englene synger af fryd.

Mads Mikkelsens spejderagtige præst med shorts og sideskilning over for en kronraget Ulrich Thomsen med vom og tatovering på overarmen – dét er et morsomt set-up. Men instruktøren giver historien en ekstra dimension. For hvem er egentlig god, og hvem er ond?

Er præsten ikke mindst lige så ensporet i sin blinde tro, som nazisten er i sin mangel på tro? Og skjuler de fine hensigter ikke et nævenyttigt, småligt og selvretfærdigt menneske, som hjernevasker sine disciple?

Den anden kind

Langsomt går det op for Adam –– og os –– at præsten har et noget uortodoks forhold til virkeligheden. Han bortforklarer alle ulykker som Djævelens værk og benægter kendsgerninger, der kan så tvivl om, at han har Gud på sin side.

Hans kone begik ikke selvmord, hun tog bare fejl af glasset med bolsjer og sovepiller, deres dreng er ikke lam fra top til tå, han har bare en svær influenza, alkoholikeren Gunnar (Nicolas Bro) og tankstationsrøveren Khalid (Ali Kazim) har fundet Gud på præstegården, selv om Gunnar stadig dingler beruset rundt dagen lang, og pengebundterne uforklarligt hober sig op på Khalids værelse.

Ivan er kort sagt en ynkelig selvbedrager, og mens Adams stille undren vokser til afmægtigt raseri, får Anders Thomas Jensen elegant byttet rollerne om, så det nu er Adam, som har et pædagogisk projekt: at bringe præsten til sans og samling.

Men ligegyldigt, hvad han gør –– om han så tæsker Ivans næse så skæv, at den aldrig mere vil komme til at lugte noget, som Ole Thestrups skadefro læge udtrykker det –– vender præsten bare den anden kind til. End ikke en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen kan tilsyneladende lægge en dæmper på præstens ukuelige optimisme.

Livsvigtig æblekage

Det er guddommeligt morsomt, og man er vitterlig i tvivl om, hvem der vil vinde magtkampen. Efter at have læst Jobs Bog foreslår Adam, at det ikke er Djævelen, men en uretfærdig og ond Gud, som har gjort Ivans liv til én lang lidelsesvandring.

Da knækker Ivan endelig og trækker sig tilbage for at dø i fred uden tro, hvorpå dramaet tager en ny, overraskende, men helt logisk drejning: Adam får nok sin onde vilje, men han står pludselig med et ansvar for præstegården og Gunnar og Khalid, hvilket kalder det gode frem i ham.

Æbletræet, der i filmens løb rammes af den ene katastrofer efter den anden, fungerer som dramatisk omdrejningspunkt, og det ender med at blive livsvigtigt projekt for Adam at bage den æblekage. Ja, det er langt ude, men lyder det søgt i referat, så fungerer det overbevisende på lærredet, fordi Anders Thomas Jensen med suveræn fortælle-autoritet får skabt et stiliseret univers, der matcher hans postmoderne allegori.

Denne anti-naturalisme er –– bortset fra Triers film –– et særsyn i dansk film. Jeppe Kaas har skrevet en smuk, klassisk score, mens Sebastian Blenkovs overmættede billeder balancerer flot på grænsen til det surreelle. Den koreografiske præcision og det dvælende tempo går op i en højere enhed.

Noget særligt dansk

Men frem for alt bærer skuespillet filmen. Mads Mikkelsen er i rollen som præsten en blanding af nedladende pædagog, farlig missionær og traumatiseret kontrolfreak. Ulrich Thomsen leverer med sit begavede underspil endnu en mesterpræstation som den brutale bølle, der gradvist træder i karakter som konstruktivt menneske. Og Ali Kazims perkersprog er et lille komisk show i sig selv.

Det siger noget om det høje niveau, at Paprika Steen som den gravide dyreretsforkæmper Sarah for en gangs skyld står svagest. Hvad kvindefigurer angår, har 33-årige Anders Thomas Jensen stadig en del at lære, ligesom han med fordel kunne have skruet mere op for følelserne i filmens sidste, mere alvorlige del. Her bliver den ironiske distance en svaghed.

Instruktøren er blevet beskrevet som en fornyer af folkekomedien –– en Erik Balling for Jackass-generationen – og der er ingen tvivl om, at de film, Anders Thomas Jensen selv instruerer, rammer noget særligt dansk.

Ligesom de amerikanske Coen-brødre (Fargo) fornyer filmiske genrer og bruger dem til at indfange amerikansk mentalitet og historie, bruger Anders Thomas Jensen folkekomedien til at skildre vores velfærdssamfund og mentalitet.

Den evigt optimistiske præst Ivan er en fed parodi på behandlersamfundet, der med massiv godhed tromler hen over det enkelte menneske. Men Adams æbler er mere end en parodi, den er også et lærestykke om at tage ansvaret for sit eget liv og være solidarisk med sine medmennesker. Den er lige i æblet!

Adams æbler. Instr. og manus.: Anders Thomas Jensen. Dansk. (Imperial, Palads, Dagmar, CinemaxX og Empire i Købehavn samt velfortjent mange biografer i det øvrige land)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu