Læsetid: 4 min.

Løsladt af nazisterne på grund af sin humor

9. april 2005

NY BOG
Fem mænd mødtes jævnligt under besættelsen for at føre fortrolige samtaler. De tre af dem blev siden socialdemokratiske statsministre: Vilhelm Buhl, H.C. Hedtoft og H.C. Hansen. Den fjerde var kommunisternes uofficielle statsministerkandidat Mogens Fog. Den femte var Venstres førende mand i modstandsbevægelsen, landsretssagfører Per Federspiel.
Mogens Fog fortæller i sine erindringer, at Federspiel udeblev fra mødet en mandag i april 1944: »Vi ringede til hans kontor, landsretssagføreren var i Vestre Fængsel – ’for at tale med en klient?’. Nej! var svaret. Han var altså arresteret.«
Nazisterne havde – med rette – mistanke om, at Federspiel var den, der under dæknavnet ’Husmanden’ stod for indsamling og udbetaling af beløb til støtte for det britiske efterretningsarbejde i Danmark, og at han var organisator af danske jøders flugt over Øresund.
Tyskerne holdt Federspiel indespærret i et år, mens han søgte at holde dem hen med snak. Efter Vestre Fængsel blev han ført til Horserød og siden til Frøslev, hvorfra han ville være sendt til kz-lejren Neuengamme, hvis ikke en venligtsindet nazist havde slettet af ham af deportationslisten.
Pludselig, den 19. marts 1945, blev han løsladt med denne ejendommelige nazistiske begrundelse:
»De har i de senere år haft mange genvordigheder; vi har imidlertid værdsat Deres humor.«

Vælg en ministerpost
Federspiel sagde nej til at flygte til England og gik under jorden i Danmark. I april 1945 spurgte Mogens Fog ligeud Federspiel »Hvad vil du have?« og mente en ministerpost i den kommende befrielsesregering, men Federspiel afslog: »Jeg vil have fred.«
Minister blev Federspiel alligevel. Ikke i befrielsesregeringen, men i det Venstre-ministerium, som Knud Kritensen dannede i november 1945 – efter det valg, hvor kommunisterne lænsede Socialdemokratiet for 18 mandater.
Federspiel blev minister for særlige anliggender, der havde tilknytning til modstandsbevægelsen – en udnævnelse, som han vistnok skyldte et træk i trådene fra forgængeren i dette embede, socialdemokraten Frode Jakobsen.
Venstre havde ikke mange, der kunne byde på tilknytning til modstandsbevægelsen, og Frode Jakobsen gik ud fra, at Federspiel ville fortsætte den linje, der gik ud på ikke at rippe op i de 400 drab, der under besættelsen var foretaget under etiketten »stikkerlikvideringer«.
Frode Jakobsen havde søgt at skabe det indtryk, at hver enkelt af drabene nøje var overvejet og godkendt af ansvarlige kræfter i modstandsbevægelsen. Det var ikke rigtigt, men Federspiel dækkede yderligere ved at kalde drabene »krigshandlinger«, selv om Danmark – i juridisk forstand – ikke havde været i krig. I øvrigt kunne nogle af drabene slet ikke begrundes med legitime hensyn.
Imidlertid var det for Jakobsen og Federspiel afgørende, at der ikke måtte rokkes ved modstandsbevægelsens anseelse, og at det derfor var bedst ikke at stille ubehagelige spørgsmål.

Brutalt standpunkt
På dette punkt er professor, dr. jur. Ditlev Tamm, der nu udgiver en tiltrængt biografi over Federspiel på dennes 100-års fødselsdag – i dag den 9. april – skeptisk over for sin hovedperson, som han ellers bifalder i tykt og tyndt. Tamm skriver:
»Federspiels standpunkt kan i dag, længe efter, forekomme brutalt. Mange vil nok finde, at det havde været rigtigere at lægge de oplysninger frem, man havde, og indrømme, at også modstandsbevægelsen kunne begå fejl.«
Af sine egne oplevelser havde Federspiel draget den lære, at et nært europæisk samarbejde er en nødvendighed for at sikre fred og økonomisk fremgang. Efter Knud Kristensen-regeringens fald i 1947 lagde Federspiel sin arbejdskraft i internationalt samarbejde, først FN og fra 1950 Europarådet, som han 1960-63 blev præsident for.
Per Federspiel var i mange år Venstres udenrigspolitiske ordfører, og det var ham, der fra 1957 sporede partiet ind på en entusiastisk europapolitik, der ikke bare skævede til flæskepriser.

Vraget
Ditlev Tamm fremhæver det påfaldende i, at Venstre aldrig gjorde Federspiel til udenrigsminister. I 1950-53 gik posten til De Konservatives Ole Bjørn Kraft, 1968-71 til Venstres leder Poul Hartling, men ved den smalle Venstre-regering 1973-75 kunne Hartling have givet den til den endnu kun 68-årige Federspiel. Hartling valgte imidlertid Ove Guldberg, som Tamm omtaler som »helt åbenbart mindre kvalificeret«.
Hvorfor? Tamm forklarer det med, at Federspiel var for internationalt orienteret: »De ’tunge’ drenge i partiet interesserede sig for landbrugspolitik og økonomi, mens udenrigspolitik blev betragtet som noget luksusbetonet og lidt ved siden af.«
Det politiske engagement medførte, at Federspiel ikke fuldhjertet gik ind i sin sagførergerning og måtte lide den tort at blive kasseret af Højesteret ved prøven til den eftertragtede titel ’højesteretssagfører’.
At Federspiel overhovedet kunne drive både politik og sagførergerning – hver på trekvart tid – skyldtes, at han havde en altopofrende hustru.
Ved ’jordskredsvalget’ i 1973 røg Federspiel ud af Tinget. Det gav ham mere tid til gesjæften, som han bankede op til en af landets førende erhvervsrådgivere, bl.a. i kraft af sine mange internationale kontakter. Han levede helt frem til 1994.
Federspiel er en interessant politiker, som besættelsen hvirvlede op i de øverste politiske lag, og som Venstres indenrigspolitiske binding trak ned igen. Tamms biografi gøres mindre spændende af, at Tamm jævnt hen hepper ad de borgerlige partier.

*Ditlev Tamm: Federspiel, en dansk europæer. 344 s. 349 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu