Læsetid: 3 min.

Nåede de færgen?

Helle Helles nye roman beretter med stikkende realisme om et kvindeliv så flygtigt som en duft
12. april 2005

Ny bog
Man glor en runde, første gang man ser omslaget til Helle Helles nye roman. Nede i venstre hjørne kigger man gennem et lille cirkelformet hul ud over havneanlægget i Rødby, sådan som det må tage sig ud på et rigtig kitschet brochurefoto. Resten af omslaget ligner en pakke Rive Gauche – De ved, den dér lidt for skarpe, blomsterduftende, let stikkende parfume, som Yves Saint-Laurent lancerede i 1971.
Selv foregår Rødby-Puttgarden i midten af 1980’erne, dels i færgens parfumesalg, dels i huset, hvor søstrene Tine og Jane bor. Da handlingen begynder, har Tine stadigvæk barselsorlov, lillesøster skal begynde oppe på færgen. Snart vil vel også hun kunne gå på juleudstilling ovre i Nykøbing og more sig med at suse op og ned ad gågaden efter kvinderne og gætte sig frem: Nina Ricci! Missioni! Rive Gauche! Inden længe har også hun lært at flirte med kedelige kolleger og glæde sig over en busfuld svenske turister.
Da handlingen slutter, har Jane ganske rigtigt fundet sig til rette på jobbet, men hun har også haft et par forhold til ikke særlig spændende fyre, især en elektriker Aksel, der arbejder nede i Tyskland og har en kone hjemme i Brønshøj. Ellers sker der ikke så meget, bortset fra, at naboerne dør som fluer omkring de to søstre. Døden har det med at høste, når Helle Helle laver romaner.
Ligesom ved Hus og hjem (1999) og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002) må læseren indstille sig på en særlig art ikke-epik, der snarere kredser om måden hvorpå ingenting sker, end har massiv dramatik.
Vi skal vænne os til at lytte efter små skift i tonefald og billede for billede samle menneskeskildringen til en helhed. Når Tine svarer »næ« med en særlig betoning, forstår vi, at hun lyver, og når Jane fortæller Tine, at det telefonnummer, søsteren har stående på hånden, ikke er til en lækker fyr med bil oppe fra Maribo, men til et kloakfirma, skal vi gætte sammenhængen selv.
Romanen gør det almindelige påfaldende og det banale fundamentalt, men den afdækker også, med yderst diskrete virkemidler, en kvindepsyke præget af fatal mangel på retning og fremdrift. Dersom Jane ikke passer bedre på, vil hun ende som spejl for omgivelserne eller som en tavle, hvorpå hvem som helst kan skrive sine ønsker og få dem opfyldt uden protest.
Det liv, som hun beretter om, er på den ene side fremstillet yderst konkret, og på den anden side beskrevet som så flygtigt og porøst, at det ved sin udsathed ikke undgår at gøre ondt.

Åben slutning
Det fremgår af Janes beretning, at søstrenes mor og før hende igen deres mormor har levet sammen med skiftende mænd og langtfra været nogen eksemplarisk rollemodel. Ud af romanens sparsomme informationer kan vi endvidere slutte, at Tine og måske også Jane nu er på vej til at havne i nøjagtig det samme spor. Måske er romanen fortællingen om, hvorfor Jane alligevel en gang må bryde op og komme videre. Måske er det dette, der menes, når hun på sidste side sidder i gyngestolen med Tines lyserøde støvler på og siger:
»Det var mig, der var Tine.
Det var mig, der var vores mor.
Det er rigtigt nok. Der var ikke andre.«
En anden tolkningsmulighed er, at romanen på dette sted kommenterer sin egen konstruktion ved at opløse sig som fiktion. En tredje læsning er, at Jane er på vej ind i en form for psykose.

Imponerende underspil
Men netop muligheden af at læse romanen på flere måder er karakteristisk for Helle Helle. Selv om vi har at gøre med en hyper-realistisk, konsekvent objekttro skrivemåde, myldrende af fine konkrete hverdagsdetaljer, så må vi samtidig indstille os på, at vor egen rolle som læser konstant står åben for forhandling med teksten. Hvad der umiddelbart kan se ud som fravær og mangel, er i virkeligheden udfordringer spillet ud af en skrivekunstner med imponerende styr på talentet, ikke mindst med sans for underspillets metode, som når det i en mærkværdig samlejeskildring hedder, ikke at jeg’et klæder engangs-knalderen af, men at »alle knapper sad for godt fast i hans knaphuller«.
Rødby-Puttgarden er visselig ikke Stor Litteratur. Men mindre kan også gøre det. Gøre hvad? Jo, få os til at se, hvad vi ellers ikke ser, og muligvis selv passe en lille smule bedre på det liv, der så nemt bare glider os af hænde uden at sætte spor.

*Helle Helle: Rødby-Puttgarden. Roman. 175 s. 229,- kr. Samleren. ISBN: 87-638-0145-0. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu