Læsetid: 5 min.

Når kynisme ankommer som dumhed?

Et udvalg fra Peter Sloterdijks hovedværk ’Kritik af den kyniske fornuft’ er nu blevet genudgivet på dansk. Hans udlægninger af den ’falske oplyste bevidst-hed’ – den folkelige disciplin at stille sig væk fra den sociale virke-ligheds store ildebrand og kultivere sin egen have – er ulykkeligt præcise
7. april 2005

NY FILOSOFIBOG
Nu skulle de til angreb på banditter og til forsvar for englene. Ingen store ord var store nok til dette drama. Efter den 11. september 2001, konfronteret med terrorisme og ren ødelæggelse, blev vestlige ledere nødt til at forsvare den vestlige livsstil. Men som den indiske fysiker og miljøaktivist Vandana Shiva har sagt:
»Da præsident George Bush og premierminister Tony Blair annoncerede deres krig mod terrorisme som et forsvar for den amerikanske og europæiske ’way of life’, erklærede de samtidig krig mod kloden – dens olie, dens vand, dens biodiversitet. En livsform, hvor 20 procent af klodens beboere bruger 80 procent af planetens ressourcer, vil fratage 80 procent af dens beboere deres retfærdige del af ressourcerne og i sidste ende ødelægge planeten.«
Det, som Shiva siger, er hverken originalt eller sensationelt. Det er blevet sagt og skrevet med stort og med småt. Så langt de fleste har ikke bare hørt det. De har hørt det så mange gange, at de efterhånden overhører det.
Det er denne forbindelse mellem viden og evnen til at ignorere viden, som den ty-ske filosof Peter Sloterdijk har kaldt den kyniske fornuft. Man ved godt, det ikke kan fortsætte. Men man fortsætter alligevel. Man har lært at smile ironisk, man kan gøre vittige grimasser over afmagten. Eller man kan trække på skuldrene. Det bliver ikke udlagt som en personlig defekt, som et moralsk handicap, men som en almindelig eksi-stentiel strategi. Det er godt at være cool, at kunne holde sig så meget væk fra turbulens og modstand i den sociale virkelighed, at man ikke lader sig anfægte.
Mere end noget andet var det denne tilbøjelighed til at være demonstrativt uanfægtet, at være stolt af at være kold, der kendetegnede de såkaldte ’yuppier’ som livsstilsavantgarde. Og når romanen Generation X kunne blive til en fortælling om en mentalitetskultur, var det som portræt af de unge, der flyttede ud i ørkenen og væk. Her sad de og passede sig selv og fortalte historier fra deres barndom.
Denne mentalitetskultur er ikke forsvundet. Den er nok nærmere blevet så almindelig, at der ikke længere er så mange tilbage, der står udenfor og bemærker den. Det plejede at være et elitært privilegium at stille sig så langt væk, at man kunne kultivere afstandens kølige indsigt. Det var en abstraktionsøvelse for de klogeste og de vovede. Nu er det en almindelig folkelig disciplin at stille sig væk fra den sociale virkeligheds store ildebrand og kultivere sin egen have. Man ved bedre, men handler ikke efter det. Peter Sloterdijk kalder det ’falsk oplyst bevidsthed’ i sit store hovedværk Kritik af den kyniske fornuft, der oprindeligt udkom i 1983. Det store tobindsværk udkom i 1989 på dansk i et udvalg skåret ned til 200 sider. Og dette udvalg er nu blevet genudgivet i en revideret oversættelse. Det er et allerede klassisk værk og udlægningerne af den falske oplyste bevidsthed ulykkeligt præcise. Vi er blevet gode til at acceptere, når det går dårligt :
»At handle mod bedre vidende, det er den globale måde at forholde sig på i dagens overbygning; man ved, at man er illusionsløs, og er alligevel tynget af tingenes magt. Således fremtræder det, der i logikken regnes for et paradoks og i litteraturen for en vits, i realitetens verden som tingenes tilstand.«

Kamp om oplysning
Sloterdijk er en suveræn diagnostiker; han udfolder ligesom aldeles anderledes kolleger som Slavoj Zizek, John Gray og Jean Baudrillard spektakulære samtidsanalyser i idéhistoriske træk. Jürgen Habermas har komplimenteret Kritik af den kyniske fornuft som en blændende forbindelse mellem filosofisk essayistisk og samtids-diagnose.
Med udgangspunkt i iagttagelser af katastrofiske udviklingstendenser vil Sloterdijk revidere oplysningstanken. Der er ifølge Sloterdijk en tavs tradition, som er blevet glemt: Det er der, hvor latteren vinder over tænkningen. Og hvor det anerkendes som en filosofisk pointe, at latteren vinder. Nogle rationalister som Habermas vil hævde, at vi alle vil tilslutte os det bedre argument og klogere ræsonnement, hvis bare vi talte længe nok. Fornuften vil nå frem som oplyst konsensus. Sloterdijk mener netop ikke, at oplysningen som kampen mod fordomme, kritik af autoritet og modstand mod det traditionelle altid vil kunne vinde. Og han mener ikke, at det bedre argument under alle omstændigheder vil kunne overbevise. Og her finder latteren sted som forsonende filosofisk pointe. Den aktivistiske og verdensbyggende rationalitet vil ikke lytte til latteren eller åbne sig for frækheden. Den eliminerer forstyrrelse. Sloterdijk legitimerer satiren som oplysning. Men som han skriver:
»Den nyere ideologikritik optræder allerede i seriøs paryk, og i marxismen og navnlig i psykoanalysen har den ovenikøbet iført sig jakkesæt og slips, for at der ikke skal herske tvivl om den borgerlige respektabilitet. Den har opgivet sin tilværelse som satire for at erobre sig en plads i bøgerne som ’teori’. Fra den varme polemiks form har den trukket sig tilbage til den kolde bevidsthedskrigs stillinger.«
Denne passage henfører til bogens svaghed og styrke: Sloterdijk brillerer med at afdække, hvordan den kritiske fornuft har begrænset sig selv og udfaset det kritiske potentiale uden for den
eksplicit rationalistiske diskurs. Men han forfalder til for simple modstillinger, som bliver varationer over det gode og det onde, hvor man som læser engageres til at holde med det varme, det sjove, det frække, det folkelige over for det kedelige, kontrollerede, sterile og falske. Denne modstilling er sat på begreber som konflikt melllem den kyniske fornuft og den ’cyniske fornuft’. Den kyniske fornuft betegner den moderne falske bevidsthed; den ’cyniske’ fornuft markerer »individernes behov for at hævde sig selv som fornuftige levende væsener i opposition til deres samfunds fordrejninger og ufornuftigheder. En eksi-stens i modstanden, i latteren, i vægringen og i påberåbelsen af den hele natur og det fulde.«
Cynisk henfører her til det græske ord for hund: kynos. Den kyniske fornuft kommer oppefra, mens den cyniske fornuft viser sig nedefra. De to mødes som konfrontationer mellem eksperters analyse og folkelig intuition. Den folkelige intuition fungerer som korrektiv til de kloges abstraktioner. Og dette korrektive møde er ifølge Sloterdijk svækket radikalt i det 20. århundrede. Han tegner en linie fra den græske filosof Diogenes, som er den cyniske antidogmatiske antitænknings første helt og frem over Montaigne, Voltaire og Nietzsche. Man kan roligt sige, at Sloterdijk med Kritik af den kyniske fornuft selv skrev sig ind i samme linje. Den er indimellem diagnostisk fremragende og kritisk vellykket. Men modstilling mellem den kyniske og den cyniske fornuft forekommer som bærende optik lidt for let. Som oplysningskritik tenderer bogen og tanken en parodi, der netop ikke peger på rationalitetens, men sin egen begrænsning.

*Peter Sloterdijk: Kritik af den kyni-ske fornuft. Udvalg ved Søren Damkjær & Peter Thielst. Oversat af Hans Christian Fink. 208 s. 225 kr. ISBN 8791220297

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu